Ungdomskriminalitet og -vold er blevet et emne blandt politikere. Også medierne fokuserer meget på dette, og især Dansk Folkeparti udnytter debatten som et middel til at profilere partiet. På deres landsmøde og i debatprogrammet “Rigets tilstand” torsdag d. 8. okt. 1998 i DR 2, fik Pia Kjærsgård lov til at fremføre sine synspunkter omkring vold og kriminalitet, og hun påstår ikke mindst, at “danskere frygter for vold”.
Debatten bekræfter efter min mening endnu en gang samfundets syn på ungdommens problemer i dagens Danmark. Jeg vil bidrage til denne debat ved at sige, at det er en hetz mod børn og unge, som ikke klæder dansk demokrati og velfærdssamfundet. Debatten i medierne mellem politikere og blandt professionelle, der dagligt arbejder med disse unge, fremstiller ungdomsgrupper, som om samtlige indvandrer unge er kriminelle.
Jeg arbejder til hverdag med unge, såvel danske som indvandrer drenge, der har svært ved at klare sig i institutioner fx skolen, og hvis familier har mistet tro og håb for fremtiden. Når ungdomsproblematikken er blevet debatteret, er de fremstillet som voldelige og kriminelle. Jeg har svært ved at forstå formålet med at sætte den diagnose på ungdommen – at indvandrere er mere kriminelle end gennemsnittet.
Politikere og professionelle har det vanskeligt, når de ikke ved, hvad de skal stille op med ungdommens problemer i institutioner, familier og især på arbejdsmarkedet, så de vælger at stemple ungdommen som problemet. Den gruppe, som “I” ser som et problem, har jeg daglig kontakt med, og jeg arbejder med de unge og deres familier. Efter mange års arbejde med dem, som har svært ved at klare sig i det demokratiske velfærdssamfund, ser jeg ikke dem som det store problem, men mere en gruppe som er ofre for politikeres, professionelles og ikke mindst deres familiers afmagt.
De har ikke plads til mig…
Når de unge begår kriminalitet og voldelige handlinger, så det ikke fordi, det er en social arv. Det er fælles for danske og indvandrer unge, at de har svært ved fx at leve op til skolens faglige krav. De bruger meget af deres psykiske energi på, “hvad er det der gør, at jeg ikke kan leve op til de faglige krav?”. Når de ofte er blevet konfronteret med de faglige krav, er konsekvensen, at en del af dem mister deres selvværd og selvtillid.En del af problemstillingen kan ses i følgende citater, som er taget fra min hverdag.
Indvandrerdrengen, der klarer sig dårligt i skolen, siger fx: Når alle andre klassekammerater svarer på, at de har lavet deres lektier og rækker en finger op for svare på det, læreren spørger om, føler jeg mig dum, og som om der blevet hældt en spand vand i hovedet på mig, – jeg bliver meget varm i kroppen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved min skole.
Følgende er et citat fra en ung indvandrer, uddannet som tandtekniker med høj gennemsnitskarakter:
Jeg er træt af jeres diskussioner i fjernsynet om os indvandrer unges integration. Du kan se, at jeg har fået min uddannelse. Jeg har det sidste stykke tid søgt på samtlige ledige stillinger. Der er ikke nogen, der er interesseret i at have mig.
Professionelle i institutioner, især i klubber, har væsentlige problemer med indvandrer unge. De har svært ved at skabe et pædagogisk miljø, hvor både danske og indvandrer unge kan trives. Når de ikke kan skabe det miljø, der giver mulighed for, at begge grupper kan lære hinanden at kende, hører og læser jeg ofte, at unge indvandrere er blevet syndebuk for klubbernes og institutionernes problem, som i dette citat fra en professionel:
Jeg har svært ved at forstå, hvad jeg skal stille op med de indvandrer unge, der kommer i klubben; de skaber mange problemer.
Disse tre citater repræsenterer nogle af de unge, der ofte er blevet debatteret i samfundet. Hverken skoler, fritidsinstitutioner eller familier har gjort noget ved de unges problemer, men alle parter kommer med massive forklaringer og beskyldninger mod hinanden, hvor de ikke gør noget ved den unges situation. Fra institutionernes side er forklaringen ofte, at de ikke har ressourcer nok til at gøre noget for de unge, og fra familiernes, at de ikke kan magte opgaven…..
Mine pædagogiske erfaringer i forhold til unge med denne slags problemer, er, at de unge ofte er blevet set som et objekt. Dvs. at miljøet i institutionerne og de professionelle ikke er i stand til at reflektere på de unges situation og forsøge at have et menneskeligt forhold til dem og ved dette menneskelige forhold få indsigt i de unges og deres familiers ressourcer.
Opsøgende arbejdes virkning…
Det viser sig, når jeg via utraditionelt, opsøgende arbejde på gadeplan får kontakt til disse unge, finder de lynhurtigt ud af, at min kontakt til dem, ikke er for stemple dem som problem, men tværtimod at have en kontakt til dem for at høre om noget om dem. Det viser sig gang på gang, når man opsøger dem, at de fleste fortæller, hvorfor de bruger det meste af deres tid på gaden, og de er i stand til at formulere, hvilke problemer de går og slås med.
Når jeg som socialarbejder har denne kontakt med de unge, skal det ikke være i en “journalistisk funktion”, hvor jeg stiller mange spørgsmål. Jeg forsøger mere at skabe en kontakt eller relation, som tager udgangspunkt i at være menneske. Og udfra, hvad den unge ser som sit væsentlige problem og i forsøg på samarbejde med den unge, familien og de involverede institutioner, prøver jeg at finde løsning på den unges problem.
Der er langt fra ord til handling, dvs. mange disse unge blev lovet meget af voksne, men ofte har det vist sig, at det der blev lovet aldrig er blevet ført ud i livet – den unge har ikke kunnet se en voksen gøre noget for at forbedre deres livssituation. I mit arbejde er det ikke altid nemt at være handlingsorienteret, men mine erfaringer viser, at, når jeg og min kolleger tager initiativ til samarbejde med andre professionelle og familier, viser de ofte interesse for samarbejde.
Handling i pædagogisk arbejde med unge, som har været samfundets ofre, er det nødvendige redskab til at resocialisere unge i samfundet. Man tager selvfølgelig udgangspunkt i den unges stærke side og arbejder hen imod, at den unge fx bliver bedre til det faglige i skolen, og udvikler derigennem den unges sociale evne til at omgås andre unge i klubber og lokalmiljø. Når det gælder det andet citat vedrørende indvandrere med højere uddannelse, vil jeg spørge politikerne og arbejdsgiverne, hvornår både de offentlige virksomheder som staten, amter og kommuner, samt private virksomheder åbner deres døre for disse unge, der har kvalifikationerne, og som vil bidrage til velfærdssamfundets udvikling via deres evner og kunnen.
En undersøgelse, “Diskriminering af unge med indvandrerbaggrund ved jobsøgning”, fra Sydjysk Universitetscenter i 1997 viser, at unge, som er kvalificerede, møder diskrimination på arbejdsmarkedet. Og så er det, jeg spørger politikere og dem, der synes, at indvandrer unge ikke interesserer sig for uddannelse og arbejde: Hvad forventer I mere af denne gruppe, hvad er samfundets tilbud til dem og er der en plads til denne ungdomsgruppe i samfundet?
Og m.h.t. det tredje citat, der afspejler en repræsentativ holdning blandt professionelle, der ser unge indvandrere som et stort problem i deres daglige arbejde, kan jeg til en vis grad godt følge, at nogle indvandrere skaber problemer. Men efter min mening sker det ofte, enten bevidst eller ubevidst, at der bliver glemt et andet problem, nemlig den anden part i forholdet dvs. den professionelle.
Professionelle har svært ved at forholde sig til disse unge; det kan godt være, at de har brug for kulturel indsigt. Hvis de professionelle tror, at deres problemer i institutioner primært skyldes kulturelle grunde, så tager de meget fejl. Igen mener jeg, at ungdommens problemer skyldes forskellige forhold, fx deres personlige problemer med faglig kunnen, mangel på accept, forældrenes marginalisering fra arbejdsmarkedet, idet arbejdsløsheden blandt indvandrere er ca. 30 – 40 %, og ikke mindst, at klubbernes nuværende pædagogik ikke giver de udfordringer, som unge har brug for.
Det kræves, at institutioner og klubber i deres pædagogik tænker anderledes, og unge, som har svært ved at klare sig i dagligdagen, har primært brug for oplevelsesorienteret pædagogik med synlige voksne, der vil “bryde” med dem. Unge møder i institutionerne mere en “høflighedspædagogik” dvs. usynlige og usikre voksne, som har svært ved at være konsekvente overfor de unge.
Møde mellem offer og gerningsmand
Jeg mener, at når unge begår en kriminel og voldelig handling, så de skal bevidstgøres via pædagogiske handlinger.I vores socialpædagogiske arbejde har vi efterhånden udviklet en konfrontations- metode, som vi har gode erfaringer med – det gælder unge i alderen 13 – 17 år. Gerningsmand og offer bliver konfronterede med hinanden.
Vi har kontakt til flere ungdomsgrupper, men kun på gadeplan, dvs. de er ikke medlem i af vort projekt. Nogle unge fra to forskellige indvandrergrupper spillede fodbold. Ved fodboldbanen blev en af de unges fars bil ramt i forruden af bolden. Denne episode udviklede sig til en voldsom konfrontation mellem de to grupper, dvs. mellem de unge, der spillede fodbold og “bilejer-gruppen”.
Politiet blev tilkaldt et par gange, men de unge forsvandt fra stedet hver gang og dukkede op igen, så snart politiet var kørt. En fra gruppen kom tidligt mandag morgen og bad os om at gå ind i konflikten. Den unge frygtede, at det kunne udvikle sig til en bandekrig i lokalmiljøet, hvis vi ikke gjorde det. Efter samtalen med den unge drøftede jeg med en anden medarbejder, hvordan vi skulle løse den konflikt.
Vi forsøgte at kontakte de to ungdomsgrupper for at høre om, de var interesseret i at tale med os om, hvordan vi kunne hjælpe dem med deres konflikt.
En eftermiddag kom ca. 14 unge i alderen fra 14 – 20 år hen til os. Jeg kunne tydeligt se, at der ikke skulle meget til, før “knyttede næver talte”; parterne var langt fra at blive enige om, hvem, der skulle betale bilruden.Den unge, som havde sparket til bolden, startede med at nægte at betale for ruden. Efter lang drøftelse i gruppen, lykkedes det via gruppepres, at få den unge til at give en undskyldning og at indrømme, at han ikke lige havde penge til at betale for ruden.
To fra gruppen kom frem til en løsning: De ville gerne låne de 3000 kroner til den unge, som ikke havde pengene.Vi afsluttede konflikten med at give vort projekts og vores private telefonnumre til dem og aftalte ny mødedato med de to unge for at følge op. Gennem denne konfliktløsning lærte vi disse grupper bedre at kende, og det viste sig, at de to involverede personer havde mange andre problemer, som vi så kunne gå ind og følge op på, pga. den tillid vi havde skabt gennem vore personligheder og vor indgangsvinkel til de unge.
Afslutningsvis, vil jeg sige, at samfundet på mange måder har svigtet de såkaldte kriminelle og voldelige unge, dog uden at mene, at vi er i stand til fuldstændigt at afkriminalisere den voldelige ungdom. Men jeg mener, at samfundet kan være med til via tidligt forebyggende pædagogisk arbejde og et tæt samarbejde mellem professionelle og familie at formindske ungdomsproblemerne. Det er også på tide, at institutioner, der arbejder med disse unge, vil arbejde med deres holdninger og negative syn på dem og udvikle en ny undervisning og pædagogik, hvor der også er plads til “den slags mennesker”.
