Hans Elbeshausen, Lektor, Det Informationsvidenskabelige Akademi/tidl. Danmarks Biblioteksskole

Ahmet Demir, Cand.Pæd; Familieterapeut, Selvstændig socialkonsulent

Publiceret: 27/11-2013 Kategori: Anmeldelser

Civilsamfundets organisationer er i de sidste to årtier blevet tillagt større og større betydning og ansvar, når det gælder om at skabe tillid, samarbejde og socialt engagement. Social kapital, tillid som fælles gode og samarbejde på tværs af sociale og kulturelle skel bliver ikke til af sig selv. Social sammenhængskraft forudsætter imidlertid, at personer eller institutioner bliver ved med at vedligeholde eller investere i samfundets sociale kapital. Antologien Integration gennem kroppen handler netop om, hvordan motion og den organiserede idræt, idrætsforeninger og sportsklubber medvirker til, at der skabes gensidig tillid, velfærd og vedvarende sociale relationer.

Antologiens vidensrum

I antologiens otte bidrag kastes et informeret og kritisk blik på den velfærdspolitiske dagsorden i forhold til marginaliserede gruppers motion og idræt. Velfærdspolitik omfatter bl.a. opgaver, der befinder sig i et krydsfelt mellem aktivitetsudfoldelse, mental sundhed og fysisk velbefindende, mellem civilsamfundets foreningsliv og udvikling af bæredygtige sociale netværk på tværs af kulturelle og etniske skel og endeligt mellem den udtryksfulde krop og dannelsen af sociale og personlige identiteter. Bogen belyser således ikke emner som træningslære, fitnessprogrammer, kostsammensætning eller taktiske øvelser. Den giver heller ikke gode råd om, hvordan idrætsklubber bedst vækker interesse for idræt og motion blandt unge med minoritetsbaggrund.

I fokus er socialpsykologiske, idrætssociologiske og integrationspolitiske perspektiver. Ønsket om at motionere eller dyrke sport og idrætsforeningernes mangesidige aktiviteter, der efterkommer disse behov, sammenholdes med regeringens initiativer, der har til hensigt gennem idræt at fremme integrationen. To centrale problemfelter er således a) idrætsforeningernes selvforståelse og ståsted i den integrationspolitiske arena og b) idrættens kulturelle værdier, roller og ideologier i forhold til minoritetsgrupper.

Integrationspolitik

Om idrætten er eller burde være et frirum, der alene er forbeholdt sportslige aktiviteter eller om foreningerne også skal følge en integrationspolitisk dagsorden – er et emne, der diskuteres i en række af bidrag. Stine Agergaard redegør for, hvordan en integrationspolitisk dagsorden gennem puljeordninger langsomt glider ind i foreningernes dagligdag og påvirker klubbernes selvforståelse, sætter gang i en professionalisering af rollerne, skubber det frivillige arbejde ud på sidelinjen og fører til en social kategorisering af minoritetsgrupperne. Annette Michelsen la Cour leverer en interessant netværksanalyse af Get2sport-indsatsen, der havde til formål at fjerne sociale og kulturelle barrierer, der forhindrer unge med andet baggrund end dansk i at deltage i den organiserede idræt.

Interessant nok har hverken skole-fritidsnetværk eller forældre-foreningsnetværk understøttet klubbernes integrationspolitiske arbejde i tilstrækkeligt omfang. På den baggrund kan der konkluderes, at der ikke skabes integration uden overlappende netværksrelationer – eller sagt på en anden måde: inddrager man ikke de unges kulturelle og sociale omfelt fuldt ud, bliver det svært at skabe gensidig tillid eller fastholde de unge i idrætsforeningerne.

Integration forstås bredt i antologien; læseren præsenteres således ikke kun for et vidensrum, der er fyldt med beretninger om etniske minoriteters idrætspraksis i dagens Danmark. Idrætsorganisationer fra det tyske mindretal i Sønderjylland eller det jødiske idrætsliv mellem 1920 og 1945 analyseres med henblik på, hvordan den kulturelle socialisering gennem organiseret idrætsudøvelse er blevet påvirket af ændrede politiske kontekster. Det er en vigtig pointe at fremhæve, at idrætten netop blev politisk, fordi en bevidst stillingtagen til politik ikke var del af den institutionelle selvforståelse. De historiske bidrag, skrevet af Hans Bonde hhv. Jørn Hansen, viser desuden, at normaliteten efter en periode med større politisk bevågenhed vender tilbage og åbner for nye muligheder i håndteringen af integrationsproblemer.

Lian Malai Madsen gennemfører en lingvistisk etnografisk undersøgelse i en kampsportsklub. Her ses der nærmere på sproglige mikroprocesser i den socialisering, som idrætsforeninger skaber rammerne for. Medlemspositioner og statusrelationer i foreningsfællesskaber danner på linje med sportslige aktiviteter de vilkår, der bliver afgørende for inklusion, fastholdelse og motivation. Der konstateres resignerende, at piger i kampsportsklubber forbliver en marginaliseret medlemsgruppe.  Martin Treumer Gregersen redegør i en inspirerende artikel for de kulturelle forudsætninger, der præger træning, social læring og karrierebaner i dansk elitefodbold. Kollektivet over individet, det hele menneske og de danske værdier – dette er pejlemærkerne for fodboldklubbernes og trænernes selvforståelse. Den kulturbetingede læringsstil, der praktiseres i danske klubber, har åbenbart ret afgørende indflydelse på karriereveje for etniske minoritetsdrenge. Der antydes, at er ikke plads til en etnisk spillestil og mandstype i dansk fodbold.

Glen Nielsen såvel som Gertrud Pfister og Ilknur Hacisoftaoğlu fokuserer i modsætning til de andre bidrag ikke kun på foreningslivet, når forholdet mellem idræt hhv. motion og integration belyses. Nielsen vælger en kvantitativ tilgang for at finde ud af, om unge med minoritetsbaggrund bevæger sig lige så meget som jævnaldrende danske unge gør. Den såkaldte accellerometerteknik tillader udsagn om energiforbruget gennem fysisk aktivitet. En meget interessant konstatering er, at unge med anden etnisk baggrund end dansk i 9 til 10 års alderen godt nok går sjældnere til idræt, men at deres fysiske aktiviteter er på højde med den danske aldersgruppe. Dette resultat giver anledning til mange spørgsmål. Den markant lavere deltagelse i den organiserede idræt kan forklares på basis af både socioøkonomiske og sociokulturelle årsager. Ligeså interessant er, at der ikke stilles det ligeså oplagte spørgsmål, om og hvordan etniske minoritetsunge ellers organiserer deres aktiviteter.

Pfister og Hacisoftaoğlu undersøger tyrkiske kvinders hverdagsliv og fritidsaktiviteter i Danmark. Ud fra en antagelse om, at migration bevirker en sammensmeltning af forskellige livsstile og fører til dobbeltidentiteter, anses idrætsdeltagelse for at være en indikator for graden af integration i det danske samfund. Resultaterne af interviewundersøgelsen viser tydeligt, at de adspurgte kvinder ikke uden videre tilpasser sig en dansk bevægelseskultur, men forsøger at forene de elementer fra deres forskellige kulturelle ståsteder, der i den pågældende livsfase forekommer dem mest meningsfulde. Erfaringernes, livets og kulturens mangfoldighed lader sig ofte ikke begribe ved hjælp af etniske stereotyper – måtte det være danske eller fremmede.

Læsernes forventningshorisont

Frirum eller ej – denne diskussion foregår dog ikke kun i idrætsforeninger; folkebiblioteket og folkeskolen kender også til den. Modsat de nævnte institutioner repræsenterer sportsklubberne i højere grad civilsamfundets logik og ikke kommunernes eller statens velfærdspolitiske dagsorden. Det er især den udelte fokusering på de sportslige aktiviteter og frivilligheden, der står på spil, når idrætsforeninger tager sig af pædagogiske opgaver med et underliggende integrationspolitisk sigte. Den omsorgsfulde belejring gennem puljemidler og integrationsappeller, som idrætsforeninger i det tilbageliggende årti har oplevet, analyseres med skarpt blik. Der peges ligeledes på nødvendigheden af at integrere interkulturelle kompetencer i idrætsforeningernes selvforståelse. Ønsker klubberne at være åbne for alle, bør de i deres ståsted og selvforståelse også give plads til alle, selvom ikke alle etniske minoriteter er til organiseret idræt – dette kunne være den ene overordnede konklusion, som antologiens lægger op til. Specifikke forventninger til motion og idræt bør i højere grad stemme overens med kulturelle identiteter, livsfasernes krav og personlige erfaringer, vil man fremme positive oplevelser med en mangfoldig bevægelseskultur i Danmark – kunne være den anden konklusion.

Som læser kan man altid ønske sig noget andet eller noget mere. Derfor skal den efterfølgende kommentar ikke læses som kritik, men som opfordring til forfatterne om at give sig i kast med bind nummer to. Det fremherskende indtryk efter læsningen af antologiens otte bidrag er, at kroppen bliver set og analyseret som et objekt for normerende sanktioner. Selvom dette sker med et kritisk blik, forbliver det analytiske fokus på verdens relation til kroppen. Kroppens relation til verden, kropsoplevelsen eller den udtryksfulde krop bør derfor komme i centrum for det analytiske blik i bind nummer to. I nogle bidrag (Gregersen, Nielsen eller Pfister og Hacisoftaoglu) er der allerede tilløb til et perspektivskift. Men kroppen som middel til vores kommunikation med verden og verdenen som vores erfarings latente horisont (Merleau-Ponty) – dette perspektiv bør udfoldes yderligere.

Antologien Integration gennem kroppen bidrager med nye, vigtige og forskningsbaserede indsigter til integrationsdebatten i forhold til civilsamfundets institutioner. Artiklerne er for det meste velskrevet og giver rigelig stof til refleksion. Bogen kan anbefales til alle, der interesserer sig for spændingsforholdet mellem idræt og kropslighed samt integration og social kapital.