Af Estrid Balslev (24/05/1984)
Bragt i Gymnasieskolen
Hvilken uddannelsestilbud får indvandrergrupperne i Danamark? Hvordan opfatter de deres tilværelse som bosætte i et fremmed land med helt anderledes livsvaner og med et sprog, der er svært at lærer?
Gymasieskolen har besøgt indvandrernes Aftenskole i Avedøre og fulgt en aftens danskundervisningn for et hold tyrkiske statsborgere – samt med lærer og kursister om stor og små problemer ved at falde til her i landet.
Problemet ved at komme til at overvære undervisningen på en institution som Indvandrernes Aftenskole og få lejlighed til at tale med kursisterne består ikke i, at en masse formaliteter først skal være i orden. Det består i noget så enkelt som, at »Deres udsendte« og kursisterne ikke forstår hinandens sprog. »Deres udsendte« behersker 5 tyrkiske ord, og kursisterne behersker måske højst tusinde danske ord. Nogle af dem sågar langt færre. Et møde mellem »Gymnasieskolen« og et undervisningshold på IA forudsætter, at der er en tillidvækkende tolk tilstede, så at holddeltagerne trygt kan forlade sig på, at de refereres loyalt og korrekt. Holdets lærer, Ahmet Demir, har påtaget sig den krævende rolle som tolk for en aften, og han har forberedt sine elever grundigt på vort besøg. De ved, at vi Ikke kommer fra sensationspressen, men fra et lærerblad, og de ved, hvad der skal foregå, og hvad det er, vi gerne vil snakke med dem om efter timen.
God stemning
Ahmet Demir bor fem minutters gang fra kurset, som har til huse i Enghøjskolen ved Avedøre station. Bevæbnet med plasticposer indeholdende termokaffe, kopper og småkager ankommer Demir, fotografen og jeg som de første til klasselokalet, men på slaget 16.30 er de seks kursister – alle mænd – mødt frem til aftenens arbejde. Faget hedder hensyntagende specialundervisning i dansk. Der hilses på og præsenteres, vi gæster anbringes ved hver sit bord i baggrunden med en kop kaffe, hvorpå eleverne rykker deres skoleborde hen sammen ved katederet, så de kan sidde lige under lærerens næse i en rundkreds.
Der les og småsnakkes, elever og lærer er tydeligvis glade for at se hinanden og udveksle nyt. Fotografen finder sit udstyr frem. En af deltagerne er amatørfotograf og besigtiger udstyret med interesse. Imens kommer bøgerne frem af inderlommerne, læreren omdeler kaffekopper til deltagerne på holdet.
Og så slår Ahmet Demir over i dansk. Det er som en dirigent, der hæver taktstokken. Stilheden sænker sig straks over forsamlingen, da han fatter kridtet og begynder at undervise. Der hviler en højtidelighed over lokalet, en intens koncentration om sagen. Jeg leder efter et ord, der dækker stemningen: »Motivation« er ilde anbragt, virker snarest som en udrangeret glose fra lærerens slangordbog. Alle kroppe udstråler glæde, tillid og inderligt kammeratskab. Ahmet Demir har skrevet en række gloser op på tavlen: Sygeplejerske, supermarkedet, senere, komme, fagforeningen, nå toget… Overhøringen begynder, og det er god, gammeldags overhøring uden formildende omstændigheder.
Med gysen tænker jeg på, at dette vist ikke ville gøre lykke til et pædagogikumbesøg! Men hvad sker der? Alle hænder rækkes i vejret, alle vil svare, eleverne retter hinandens udtale eller forkert bøjede verber, læreren retter med, godmodig latter akkompagnerer fejlene og bifaldsmumlen ledsager ekstra gode svar. Efter en rum tids hersen med udtale og bøjninger læses der op og oversættes. Jeg skeler til armbåndsuret: Har disse mennesker aldrig hørt om frikvarter? Nu er det gået over stok og sten i godt og vel en dobbelttime i træk!
Fotografen rømmer sig og siger, at nu må han hjem til konen i Næstved. »Ih, du gode, vi har glemt gæsterne«, står der skrevet i alles ansigter, og nu bliver der pause. Fotografen tager i hast et par gruppebilleder, som kursisterne beder ham om, og forlader lokalet.
Hvad er Indvandrernes Aftenskole?
Imens holdet tager sig en velfortjent pause, hvor venner og bekendte, der må have stået og ventet uden for lokalet, kommer ind og omdeler cigaretter og får en snak, fortæller Ahmet Demir om, hvad IA er for noget. Den er et sjællandsk fænomen med afdelinger i Storkøbenhavnsområdet og i Roskilde amt. På afdelingen I Avedøre er der beskæftiget ca. 40 lærere, hvoraf de 20 er tyrkiske statsborgere, de 18 er danskere og et lille mindretal er marokkanere og pakistanere. Flertallet af disse lærere er organiseret I DAUF. Hvad angår de tyrkiske læreres kvalifikationer, så drejer det sig om tyrkisk studenter- eller lærer-ekssamen, suppleret med danske voksenpædagogiske kurser.
I indeværende sæson har der været 7.000 undervisningstimer i Brøndby og Hvidovre kommuner, fortæller Demir. Det helt store fag på IA er dansk, men i Tåstrup og Ishøj tilbydes der nu også engelsk, og det planlægges til næste år også at udbyde matematik og fysik. Hensigten er at tilbyde indvandrerne egentlig fagligt kvalificerende undervisning efterhånden. Demir oplyser, at IA er det oplysningsforbund i Storkøbenhavn, der tiltrækker flest Indvandrere som kursister, men AOF og KKA er også inde i billedet som leverandører. Det er ikke gratis at modtage denne aftenundervisning: Arbejdsløse betaler 25 kr. pr. hold, mens fagforeningen betaler 75 kr. Hvis man har arbejde, må man selv betale 100 kr. pr. hold, oplyses det.
80% af kursisterne er mænd, kvinderne er også begyndt at komme nu. Det er en vanskeligere proces at interessere kvinderne for disse kurser end mændene.
Der skal oplysning til
– Ja, indvandrerkvinderne er begyndt at melde sig til kurserne, men der er behov for mere information til dem om, hvorfor det er nyttigt at opsøge vor undervisning. Uddannelse af kvinderne er noget, der ligger mig stærkt på sinde, siger Demir. Men der skal inddrages flere instanser i oplysningsarbejdet, hvis det skal blive en succes: Kommunerne må være behjælpelige med at sprede oplysningen, og det samme gælder oplysningsforbundene.
I Hvidovre kommune har sagsbehandlere, indvandrerkonsulenter, børnehaveledere og pædagoger afholdt tre distriktsmøder om spørgsmålet, og jeg selv har deltaget i det sidste. Vi konkluderede, at der var behov for flere kommunale informationer til indvandrerfamilierne, og ikke mindst for en hel del mere tolkebistand. Især børnehavelederne føler dette problem, idet de jo står med ansvaret for familiekontakten, hvor der let opstår misforståelser på grund af sprogvanskelighederne.
Indvandrerkonsulent Kirsten Schalburg udtrykker det således, at det vil være godt for indvandrerkvinderne, der traditionelt arbejder i hjemmet med en stor børneflok, om børneinstitutionerne vil kunne invitere mødrene og deres børn hen i institutionerne og forevise, hvad der sker der, så at mødrene kan se, at det er noget fornuftigt, der foregår. Noget, mødrene trygt kan overlade deres børn til. Dette bør ske med tolkebistand, før børnenes optagelse i institutionerne. Så vil indvandrerkvinder kunne få frigjort tid til og overskud til at følge danskkurserne. Jeg må dog understrege, at vore kvinder i langt overvejende tal vil forvente kvindelige lærerkræfter på kurserne. Desuden vil deres ægtefæller også finde det mærkeligt med mandlige lærere for deres koner. Så her er der skam tale om en opgave, som ikke mindst Dansk Kvindesamfund bør interessere sig for. Hvis foreningen er interesseret i opgaven, kan den blot henvende sig til mig, så skal jeg nok hjælpe den i gang, siger Demir og ser meget energisk ud.
Danmark er både godt og skidt
Pausen er ovre, og anden del af aftenens arbejdstid skal bruges til samtale mellem indvandrerholdet og »Gymnasieskolen«. Der gøres plads til endnu en stol lige foran katederet, så jeg kan sidde umiddelbart ved siden af Ahmet Demir, der skal i sving som tolk.
På spørgsmålet, om deltagerne helst vil blive i Danmark eller vende hjem på et tidspunkt, svarer Camil:
– Jeg vil helst blive i Danmark, fordi der er bedre fremtidsperspektiver for mig her end I Tyrkiet. De sociale forhold er også bedst her i Danmark. Jeg har tænkt mig at få min kone herop, for jeg savner hende meget.
– Ja, jeg vil også gerne blive her i Danmark, siger Ømer. Jeg er 29 år nu og kom hertil som 20-årig, så i dag kender jeg Danmark bedre end Tyrkiet. Jeg har imidlertid kone og to børn derhjemme, og min kone vil nok ikke rejse, så det ender med, at jeg foretrækker at tage hjem til familien. Bare kedeligt, at der ikke er udsigt til arbejde for mig derhjemme.
Mehmet på 18 er derimod ikke i tvivl om, at han ønsker at rejse hjem:
– Jeg ser ingen muligheder i Danmark for os indvandrere. Racismen er kommet til landet nu, og vi begynder at mærke det. Som nu forleden aften, da Ibrahim og jeg kom hjem med S-toget. Der var nogle fulde folk, der sloges på Avedøre station, og politiet var der. Desværre fik nogle af slagsbrødrene øje på os og satte efter os. De råbte: »Ud, sorte! Forsvind!«, og de forfulgte os et godt stykke vej.
– Ja, siger Ibrahim. Jeg var meget bange. Jeg kan slet ikke forstå, at der er nogen, der har lyst til at slås sådan midt på banegården og så få ballade med politiet. Men forresten har jeg også set skilte i toget, hvor der stod: »Ud med tyrkerne!«
– Det er rigtigt, det der, nikker Camil. Forleden var jeg med bus nr. 162 og satte mig på en plads. Pladsen ved siden af mig var snart den eneste ledige i bussen, og jeg fik ingen at sidde ved siden af. Jeg hørte nogen sige til hinanden, at der ville de i hvert fald ikke sidde.
Men jeg vil gerne blive her alligevel, for det er kun et dumt mindretal af danskerne, der er sådan. De fleste er vældig flinke. Som nu for eksempel min arbejdsgiver, Jens fra Herlev. Han er ikke bleg for at komme og tage mig med på arbejde i sin bil om morgenen.
Mehmet har hæftet sig ved pressens rolle:
– i sidste uge fandt vi et mistænkelig godt formuleret læserbrev i BT fra en 15-årig dreng, der krævede, at vi tyrkere skulle sendes hjem. »De hugger danskernes arbejde«, mente han. Skriver 15-årige børn virkelig sådanne læserbreve, eller er de fabrikerede? Pressen bør kende sit ansvar her!
Integration – ønskelig, men svær
Skønt man som ung indvandrer i mangt og meget vænner sig til at leve på dansk, er der hurdler, det er vanskeligt at sætte over. På spørgsmålet, om de er interesserede i at blive integreret i det danske samfund, svarer tre holddeltagere:
– Ømer: Jeg har lyst, men det er ikke ligetil. Hvis jeg bruger for megen tid på mine danske venner, vil mange tyrkiske landsmænd i Danmark sige, at jeg bliver dansker, og vort tyrkiske fællesskab er meget vigtigt for os. Jeg tænker på vor kultur og måde at leve på.
– Mehmet: Ja, der er store forskelle mellem skikkene i danske og tyrkiske familier. I Danmark forlader de unge jo familien, når de bliver 18. Det kender vi slet ikke. På tyrkisk forlader man aldrig sin familie. Man er medlem af den, til man dør. Jeg synes, det er synd for et ungt menneske på 18 år, at han så at sige bliver smidt ud af sin familie. Det hedder »at stå på egne ben« på dansk.
Og i Tyrkiet er højst 15% af befolkningen irreligiøs. Her er der nu også noget mærkeligt ved danskerne: De lever i et kristent land, men de tror ikke på Kristus. Ja, jeg tror på Gud. Jeg er jo muslimer! Min religion betyder meget for mig. Det kan se ud som en småting for dig, der er dansk, men jeg ville for eksempel aldrig finde på at spise svinekød. Jeg kan simpelthen ikke få det ned! Jeg har tit spekuleret over, hvad danskerne tror på. Men jeg kan ikke finde ud af det. Måske tror de slet ikke på noget, måske på sig selv. Men det er jeg ikke så sikker på.
– Osman: Javist, folk opfører sig anderledes her i København end derhjemme, hvor vi kommer fra. Men jeg tror ærlig talt, at det har noget at gøre med, at alle vi her er fra landsbyen.
– Mehmet: Ja, Ankara ville sikkert virke lige så fremmedartet på mig som København. Men alligevel: I Tyrkiet er vi vant til, at folk gør hinanden småtjenester. For eksempel kan man godt være bekendt at bede et fremmed menneske, der går forbi en på vejen, om en cigaret. Det kan man slet ikke her. Vi har også forbud derhjemme, men de er anderledes: For eksempel må vi ikke kigge efter kvinder på gaden.
– Ahmet Demir tilføjer: Vi blev inviteret herop under højkonjunkturen i tresserne, og vi kom for at arbejde. I begyndelsen var mulighederne for at lære dansk dårlige, og på den måde fik vi det hårde idiotarbejde. Mange af os fik aldrig lært dansk. Og nu kommer så arbejdsløsheden, så vi bliver uvelkomne, og racismen viser sig. Men nu er vi her jo.
Der er i dag mere end nogensinde brug for en bevidst indsats for at skabe gensidig forståelse mellem danskerne og os. Vi vil meget gerne i dialog med danskerne, vil jeg sige dig. Vel er der barrierer. En af dem er måske nok, at vi tyrkiske statsborgere i Danmark ved mere om Danmark, end danskerne ved om Tyrkiet. Det skal man ikke glemme. Hermed siger jeg ikke, at vi ved nok om Danmark.
Manglende sprog er en slags blindhed
– Osman: Sproget er noget af det allervigtigste. Jeg mangler meget dansk, og sprogmangel er en slags blindhed. Man forstår jo ikke, hvad de siger til en i forretningerne eller hos frem¬medpolitiet. Der opstår hele tiden misforståelser.
– Camil: Også på arbejdet er det vigtigt at kunne dansk nok. Arbejdsgiverne forlanger mere sprogkendskab af os nu. Der er arbejdsløshed, og det duer ikke, at vi ikke kan hævde os sprogligt. Der er mere risiko for at blive fyret I dag, når man ikke forstår, hvad værkføreren siger. Man kan heller ikke så let selv kontrollere, om man nu får den rigtige timeløn eller ikke, og det skal man jo gerne kunne! Det er ikke rart at skulle bede kollegerne om den slags ting, som man burde kunne klare selv.
– Bekir: Jeg har lige fået min kone og mine børn til Danmark. Min kone har så travlt med at passe børnene, at hun ikke har tid til at lære dansk. Det er faktisk ikke så godt!
– Osman: Vi skal tænke utraditionelt, når det drejer sig om at vore koner må lære dansk. I Tyrkiet har kvinderne ikke rettigheder i dansk forstand, de passer hjemmet, mens vi mænd arbejder for føden. Men jeg synes nu, at her skal tænkes utraditionelt, for det giver vanskeligheder i familierne, at børnene kommer hjem fra skole og taler dansk, og så kan deres mor ikke forstå, hvad de siger.
Ja, det er nok en god idé, at der tilbydes vore koner danskundervisning af kvindelige lærere. Så får vore koner også selv lyst til at gå til dansk, tror jeg.
Men det ville også være en stor fordel for vort familieliv, hvis vore børn kunne lære tyrkisk ved siden af dansk i skoletiden. For tosprogede bliver de jo. Men Ikke tosprogede nok. Vore børn taler tit godt dansk og ikke ret godt tyrkisk, for tyrkisk taler de kun derhjemme.
Sprogundervisning skal der til
Aftenens undervisning lakker ad enden brat. Der samles kopper sammen og ryddes op. Holdet er ordensmennesker, der ikke lader noget stå og flyde efter sig. Jeg stiller det obligate afsluttende spørgsmål, om nogen har lyst til at fortælle, hvorfor netop de har valgt at følge et kursus i dansk.
– Bekir: Jeg går på det her kursus, fordi jeg vil lære dansk hurtigst muligt. Jeg lever her og har nogle daglige problemer, jeg kan løse, hvis jeg kan sproget. Jeg kan for eksempel komme i kontakt med folk. Nu keder jeg mig, fordi jeg ikke kan tale med folk. Jeg ønsker meget at lære dansk.
– Camil: Jeg vil kunne klare migl selv. Det forudsætter, at jeg er god til dansk. Mere dansk giver bedre jobmuligheder, og jeg kan godt lide at bestille noget. Jeg i kan ikke finde mig i at gå arbejdsløs. Men uden dansk er man dårligt stillet.
– Mehmet: Jeg er helt enig med Bekir og Camil. Og det ville være godt, hvis vi kunne få flere dansktimer. Vi kan højst få 700 timer, og det er ikke nok. Dansk er svært at lære! Det ville også være dejligt, hvis vi kunne høre mere dansk i timerne. Vi kunne godt bruge nogle AV-midler. For eksempel båndoptager, så at vi kunne få lytteøvelser. Men i øvrigt har vi også behov for flere lærebøger end dem, der findes i dag.
»Deres udsendte« er lige så vant til at rødme som en fuldbefaren dæksmatros. Men kursisterne tager fusen på mig, for de siger alle i blandet kor:
– Tak for reportagen. VI er glade for, at gymnasielærernes blad vil gøre det for os, at I vil skrive om vore problemer. Det er en hjælp, vi virkelig sætter pris på!
