I vores dagligdag har vi stærke relationer til vores forældre og børn. og disse meningsfulde relationer får os til at leve sammen, opleve og føle hinandens liv. Selv om døden er et livsvilkår for mennesker, kan døden ramme os uforberedte, mens vi er sammen med vores familie.

Døden

Ved besked om dødsfald blandt vores nære reagerer vi forskelligt, men en ting er fælles, nemlig følelsen af chok fordi vi drømmer om altid at leve sammen med dem, vi holder af og elsker. Dødens chokbølge varierer dog fra menneske til menneske.

Når vi får besked om en nærtståendes død, er vi naturligvis i vores egen verden af følelser, og vi kan i en periode mistede overblikket over mennesker omkring os. Her tænker jeg på børn, der har mistet forældre, og forældre, der har mistet børn. De kan blive lammet af chokbølgen, så mennesker omkring dem overser deres sorg.

Børn har brug for vores varme hånd

Jeg mistede min kære fætter Ücler Kaya den 7.11.2023. Hans betydning for sine elskede døtre og medmennesker kan ikke beskrives. Üclers øjesten og elskede datter Dicle viste omverdenen sin sorg ved bl.a. at have sin fars sorte skjorte på, men viste hensyn over for menneskemængden. Jeg fik øje på Dicle midt i menneskemængden og så, at hun havde lyst til at skrige højt: ”Sig, at min far ikke er død, jeg vil have min far, jeg elsker min far.” Dicle viste disse følelser med sit blik.

Da Üclers kiste ankom til deres hus for sidste gang, maste Dicle sig frem mellem menneskene for at nå frem til sin fars kiste. Jeg så Dicle kæmpe sig frem, og jeg og andre fra den nære familie hjalp hende. Dicle sagde: ”Jeg vil røre ved min far og ae hans hoved.” Da vi åbnede ambulancen, kiggede Dicle ned i sin fars kiste, hvor han lå klædt i hvidt. Dicle løftede det hvide klæde ved sin fars hoved, lagde sit ansigt mod hans og aede forsigtigt sin fars hoved.

Da Ücler skulle begraves i sin fødeby Kusca, en anatolsk landsby i Tyrkiet, stod en kæmpestor menneskemængde uden for kirkegården for at sige farvel til deres afholdte og elskede Ücler. Dicle sagde til mig, at hun ville bære sin fars kiste, og hun bar kisten fra ambulancen til gravstedet. Inden Dicles far skulle begraves, sagde Dicle: ”Lad mig være i fred, jeg vil ære min far.” Hun satte sig blandt menneskene ved gravstedet og aede sin fars hoved. Da hendes far blev begravet, ville menneskemængden gå fra gravstedet, men Dicle blev ved graven. Hun rørte ved jorden på sin elskede fars grav, ville tale med sin far og ønskede sig en af sin fars digtsamlinger, så hun kunne læse hans digte.

Desværre havde vi ikke en digtsamling, så da Dicle efter nogle dage fandt en og desuden et af sin fars slips, tog hun igen hen til sin fars grav, lagde slipset på graven, satte sig og rørte ved jorden, mens hun læste et digt til sin far.

Børn har brug for, at vi voksne midt i vores egen sorg tager hånd om vores elskedes efterladte børn. Jeg og andre nære familiemedlemmer omkring Dicle hjalp hende, og hun takkede os alle for at passe på hende og støtte hende.

Hvad børn og unge, der mister sine elskede forældre, har brug for

De har brug for, at vi voksne har fokus på dem og uden at være anmassende lytter til, hvad de siger, og hvad de ikke har lyst til. Som jeg kort beskrev ovenfor, gav Dicle selv udtryk for, hvad hun ville, og her var det vores ansvar at støtte hende, så hun følte, at vi satte pris på hendes reaktion på tabet af hendes elskede far. Når børn og unge som Dicle føler sig set og hørt og får plads, vil de gennemleve deres sorg og chokfase, og det har væsentlig betydning for deres trivsel.

Behovene kan bl.a. være følgende:

• At være til stede og vise tydeligt nærvær.
• At være til stede for at rumme ambivalente følelser.
• Ikke at stille mange spørgsmål om deres forældres død.
• At følge dem i deres behov.
• At støtte dem, når de har lyst til tale om deres forældres død.
• At støtte dem til at tale om forældrene, fx via tegninger, fortællinger, billeder og oplevelser sammen med den afdøde.
• At støtte, fx hvis de har lyst til at besøge gravstedet.
• At lytte til, hvordan de har det med den afdødes ting.
• At støtte dem til at skrive til deres afdøde forældre, hvis de har lyst, og gerne spørge om de har lyst til at læse det skrevne højt.
• At sørge for, at de får ro omkring sig. Tilstedeværelsen af alt for mange mennesker kan forsinke sorgreaktionen.
• At støtte dem i på egne præmisser at deltage i socialt liv som en del af deres sorgproces.
• At yde professionel støtte til at bearbejde sorgen, så de kan komme videre i deres liv.

Tabet af forældre og børn kan ikke beskrives med ord. Reaktionen er forskellig fra menneske til menneske, og jeg har haft nær kontakt til forældre, der har mistet et elsket barn. Min elskede svigerdatter Sevgi og barnebarn Rodi mistede deres liv ved en trafikulykke i Tyrkiet i 2011, og Sevgis mor Semra Eker beskrev sin sorg med følgende ord: ”Da Sevgi kom til verden, skinnede solen over mig, og jeg blev varmet af min elskede datter Sevgi. Efter at jeg har mistet min elskede datter, er solen gået ned, og jeg fryser nu. Mit elskede barnebarn Rodis duft var god for min vejrtrækning, men siden jeg mistede min elskede Rodi, har jeg haft svært ved at trække vejret og har konstant kvælningsfornemmelser.”

Dette citat fra Semra Eker er en rammende beskrivelse af forældre, der mister deres elskede børn.

Vi lever nu, og vi skal passe på hinanden, sætte pris på nuet og værdsætte vores nære og medmennesker.