Af Ahmet Demir
Jeg vil i denne artikel dele nogle af mine tanker om krig og terrors konsekvenser for mennesker. Jeg vil fokusere på krig og terrorhandlinger i etniske gruppers hjemlande, og hvordan det kan påvirke etniske grupper her i landet.Konkret tænker jeg på Syrien og Tyrkiet, hvor konflikter mellem religiøse minoriteter, kurdere og tyrkiske magthavere hver dag koster uskyldige menneskers liv og skaber uro og utryghed for mennesker både der og herhjemme.
Fotograf: Alexas_Fotos
Jeg er ikke i tvivl om, at størstedelen af os tager kraftigt afstand fra al grusomhed mod mennesker, men jeg mener, at forældre, foreningsfolk og fagfolk, der har med børn og unge at gøre og ikke mindst møder voksne fra etniske minoriteter, skal være opmærksomme på, at samværet kan give anledning til synlige eller usynlige forstyrrelser eller konfrontationer.
Med min artikel vil jeg bidrage til, hvad vi skal være opmærksomme på i dagligdagen.
Signal til konfrontation
Der er ingen facitliste, men min erfaring viser, at selv om børn og unge er vokset op i Danmark, kan uro i hjemlandet skabe konfrontationer blandt børn og unge i skoler og institutioner og også blandt voksne på arbejdspladsen.
Hvis man som fagperson ikke kender til den politiske uro i hjemlandet eller har et vist kulturelt kendskab til den etniske gruppe, man arbejder med, kan det være svært at gennemskue årsagen til konfrontationerne.
Det skal siges, at konfrontationer mellem etniske minoriteter ikke kun skyldes uro i hjemlandene, men pointen i denne artikel er at gøre opmærksom på signaler, som skyldes uro i hjemlandet. Mulige signaler kan være:
– At grupperne indbyrdes bebrejder hinanden det, der sker i hjemlandet, fx terror, tab eller fængsling af familiemedlemmer osv.
– De kritiserer hinanden for, at uroen i hjemlandet skyldes, at X fx ikke var nok nationalist eller religiøs, eller for at tilhøre eller sympatisere med ekstreme religiøse og politiske overbevisninger.
– De refererer til, hvad de har set på fx tv-kanaler, som er styret af magthaverne i deres hjemland og derfor plejer magthavernes interesser og ideologier. Grupper, der bor her i landet, kan ikke gennemskue mediernes budskaber og skjulte dagsordner, så en stor del sluger råt, hvad aviser, tv og sociale medier fortæller.
– De kan tale ned til hinanden ved at krænke hinandens kultur, sprog og livsstil.
– Grupper, som har haft et godt venskab, mister interessen for venskabet eller tager afstand fra hinanden.
– De ønsker ikke at indgå i samme grupper eller på det samme arbejdshold, men vil ikke fortælle den faktiske grund. I stedet oplyser de andre grunde til ikke at ville være i samme gruppe eller arbejde sammen.
– De bagtaler eller er splittende mod hinanden i sociale sammenhænge og i skolen.
Der kan være mange andre signaler, men de nævnte har jeg oplevet og sammen med forældre, lærere, pædagoger og andre faggrupper forsøgt at forebygge eller stoppe blandt børn og unge.
Konsekvenser for gruppernes konfrontationer
Konfrontationer mellem grupper kan efter min mening have alvorlige konsekvenser for fx børn og unges inklusion. De kommer til at bruge meget af deres psykiske overskud på at ‘kæmpe’ mod hinanden, og ikke mindst kan konfrontationerne være med til, at børn og unge udvikler en ekstrem nationalistisk identitet, som efter min mening er dårlig for deres inklusion i samfundet.
Her mener jeg, at forældrene har et stort ansvar for deres børns påvirkning. En del etniske grupper bruger tid på at se tv-kanaler, der styres af magthaverne i deres hjemland. De retfærdiggør sig over for deres modstandere og fremstiller modstandere som terrorister eller landsforrædere. Mange familier sluger nyhedsstrømmen uden at være selektive og udvise kritisk sans, så de kan danne deres egen mening.
For at få forældrene til at tage ansvar mener jeg, at fagfolk og andre, der har med børn og unge at gøre, skal gå i dialog med forældrene og gøre klart, hvad forældrene udsætter deres børn for med mediernes nyhedsstrøm og omtalen af andre etniske gruppers kultur og religion i deres hjem.
Tydeligt sprog er nødvendigt
For at få forældrene til at forstå bruger jeg et meget klart sprog og viser dem eksempler på, at hvis forældrene fortsætter med at tale negativt om andre etniske grupper i deres hjemland og lader deres børn blive hjernevaskede, skal de regne med, at de i en tidlig alder kan blive radikaliserede. Fx har vi set radikaliserede unge drage til Syrien og miste livet osv.
Deres børns muligheder for inklusion og en fremtid her i landet er ikke stor, hvis de bruger energi på noget, de ikke selv er herre over, og lader forskellige kanaler gøre dem slaver af en politisk eller religiøs magtkamp.
Hvis deres børn i skolen og fritiden opsøger personer eller foreninger, som passer og plejer interessen for et nationalistisk hjemland, kan de få et fjendtligt syn på hinanden. De bruger energi på at overveje, hvordan de kan bekæmpe modstandere her og i hjemlandet, i stedet for at investere energien i uddannelse og arbejde her i landet. De bliver nationalister og er snæversynede over for mennesker og samfund.
Hvad kan vi gøre
Vi skal have forældrene til at vågne op og tage ansvar for deres børn. Jeg har lidt inspiration til, hvad jeg gør, men du/ I kan sikkert finde andre og lige så effektive løsninger.
Fagfolk og myndigheder kan
– Undersøge om uro bl.a. børn og unge fra etniske minoriteter har forbindelse til hjemlandets situation. I så fald skal man starte med at præcisere, hvad de diskuterer, og undersøge, om det skal tages op i fx klassens time eller i en pædagogisk kontekst i samfundsfag eller andre timer i skolen. I stedet for at gøre børn og unge snæversynede gennem medier fra hjemlandet, må fagfolk hellere på neutral grund give mulighed for at drøfte, hvad der sker af grusomheder, så man kan lukke diskussionen.
– På et tidligt tidspunkt delagtiggøre forældrene i, hvad deres børn er optaget af, og hvad fagfolk og institutioner kan rumme. Institutionernes ressourcer og rammer skal ikke bruges på ekstrem nationalisme, religion og magt.
– Synliggøre det, hvis studerendes ekstreme holdninger kan have juridiske konsekvenser.
For mig handler det om, at vi ikke kan være herre over, hvad der sker i verden, men vi kan som forældre, fagfolk og uddannelsesinstitutioner sørge for, at vores etniske minoriteter bliver opdraget med demokratiske værdier.
I stedet for at bruge energi på deres hjemland skal de hellere investere energien på uddannelse og arbejde og at være en del af fællesskabet her i landet.
Læs også:
