Af Ahmet Demir, 22. nov. 2021

Jeg er stolt af at arbejde med mennesker, som i perioder af deres liv har behov for professionel støtte.

Nogle undrer sig måske over, hvad Ahmet er stolt af, men jeg er sikker på, at mange af jer vil forstå mig. I vores daglige arbejde hører vi fra hinanden om familier, børn og unge, og vi kan have tendens til at bekræfte hinanden i, at det er umuligt og håbløst, når fx unge har begået uhensigtsmæssige handlinger. Det kan jeg også selv komme til at gøre.

Vores omtale har betydning! Nå vi møder mennesker, kan vores forforståelse spænde ben for vores pædagogiske og terapeutiske arbejde. Vores opfattelse kan blive bekræftet af, hvad kolleger har sagt eller skrevet om disse mennesker. Mine mange års erfaring viser mig dog gang på gang, at vi tager fejl, fordi vi overser ressourcer, viljestyrke og evne til at kæmpe for et meningsfuldt liv.

Jeg er stolt af at arbejde med mennesker
KIlde: https://pixabay.com/da/photos/unge-mennesker-gruppe-venner-3575167/

Jeg arbejder med mig selv og opfordrer andre til at blive endnu bedre til at møde mennesker i en håbløs tilstand. Vi skal være der uden at dømme eller fortælle, hvad der er rigtigt og forkert. Vi skal værne om dem og være rummelige over for deres afmagt, frustrationer, vrede, demotivation og uhensigtsmæssige handlinger. Vi fagfolk har ofte travlt med at finde løsninger her og nu, men vi skal huske, at det ikke er effektivt. Disse mennesker har brug for at mærke din og min helhjertede tilstedeværelse, og vi skal først komme med råd og vejledning, når de beder om det.

Disse mennesker er trætte af at høre om deres fejl, problemer osv. Vi skal sætte fokus på den enkeltes ressourcer og styrker og ikke bare notere det i en journal. Vi skal forsøge at dele det med den enkelte, selv om de ofte har en negativ selvopfattelse. Vi fagfolk har en ekstra opgave med at synliggøre individets ressourcer og ikke mindst i grupper højt nævne den enkeltes styrker og ressourcer. Det har stor betydning for selvopfattelsen og omgivelsernes mening om den enkelte, at der tales højt om individers positive sider.

Måske tænker du, at jeg kritiserer fagfolk, og hvor vil jeg mon hen med min selvrefleksion og kritik. Derfor vil jeg afslutte med to cases og håbe, at de giver mening og viser, at det nytter at arbejde med mennesker.

Første case: Min tidligere kollega Birger Mosholt og jeg har medvirket til, at en ung mand fandt sit ståsted som beskæftigelseskonsulent og aktiv lokalpolitiker. Det kommende byrådsmedlem har skrevet følgende om Birgers og min fælles arbejdsindsats:

”Mange tak Birger Mosholt! Du og Ahmet Demir har ydet en fantastisk indsats for børn, unge og familier i Avedøre gennem tiden! Jeres arbejde har inspireret mig på mange måder, hvorfor jeg i dag er kommunalbestyrelsesmedlem og vil gøre en positiv forskel for alle i Hvidovre. Selvom du og Ahmet stoppede som socialmedarbejder/leder i Avedøre for mange år siden, vil I altid være i vores tanker ????.” … Idris Yorulmaz

Nå jeg læser dette fra Idris, tænker jeg på, at jeg og mange andre ildsjæle skaber håb for fremtiden. Vi skal være stolte af Idris og de mange andre unge, vi har arbejdet med.

Anden case: En ung mor med to børn på fem og syv år kom i familiebehandling. De havde mistet deres mand og far i en ulykke og sad tilbage med sorg og vrede over tabet. Fagfolkenes arbejdsindsats omkring familien var med til, at børnene, som i dag er voksne, er aktive på arbejdsmarkedet som socialarbejdere, der hjælper mennesker i nød.

Mit arbejde med familien stoppede for mange år siden, men forleden fik jeg fra mor en opringning med invitation til at komme til det ene barns bryllup. Det nu voksne barn havde et stort ønske om at se mig til brylluppet. Jeg blev meget berørt og kunne ikke lade være med at tænke på alle de håbløse situationer, hvor det efter mange år viser sig, at mennesker har ressourcer og viljestyrke til at skabe sig et liv, selv om det har set håbløst ud.

Fagfolk, myndigheder og politikere skal blive ved med at skabe menneskevenlige rammer for mennesker i nød. Vi skal tro på, at arbejdet nytter og skaber aktive, medmenneskelige skatteborgere.

Jeg er stolt af at arbejde med familier, børn og unge og er sikker på, at en bedre fremtid venter dem via deres egen viljestyrke og samarbejdet med fagfolk, myndigheder og politikere. Sammen kan vi skabe et bedre og værdigt liv for mennesker og grupper, der har brug for os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X