KRONIK: Lovgivning og systemer bør i højere grad geares til forældre i den grå zone, skriver kronikør, socialkonsulent og familieterapeut Ahmet Demir, der ikke er i tvivl, om der findes fattigdom i Danmark
Eksisterer fattigdom i Danmark?
Fattigdom er et stort spørgsmål, som både politikere, virksomheder og meningsdannere beskæftiger sig med. Jeg vil sætte fokus på børns og unges trivsel samt økonomiens betydning for deres sociale status og liv uden for familien. Jeg vil starte med et citat fra mit arbejde med en familie, hvor en af forældrene fortæller om sit seks-årige barns ønske under en indkøbstur i supermarkedet:
‘… far, jeg vil have skoleost til mig og mine søskende…’
Far svarer: ‘Jeg er ked af, at jeg ikke har råd til det.’
I vores samtale fortæller far, at han fik det meget dårligt over ikke at kunne købe skoleosten. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, da han ikke kunne imødekomme sit barns ønske.
Familiens situation er, at far er på kontanthjælp, og mor har intet arbejde. Af helbredsmæssige årsager kan far ikke arbejde for at forsørge sin familie.
I forbindelse med mit daglige arbejde ser jeg mange familier, der som denne er trængt på mange områder, blandt andet økonomisk, arbejdsmæssigt og helbredsmæssigt. Grundlæggende har familierne et stort ønske om at skabe en bedre tilværelse for deres børn, men når de fx af helbredsmæssige årsager ikke kan, får forældrene det psykisk dårligt med sig selv.
Som om det ikke var nok, føler de, at fx kommunale myndigheder og lovgivning trækker forældrenes sag om pensionering eller arbejde i langdrag. Denne langsommelighed gør det ikke nemmere for forældrene og deres trængte økonomi.Børn og unge, der vokser op i disse familier, føler sig ofte uden for det sociale liv i skoler og institutioner, fordi de bliver mobbet for deres tøj eller andre materielle ting.
De dårlige økonomiske forhold medvirker til, at nogen unge bliver tiltrukket af det kriminelle miljøs økonomiske gevinster.Når de fattige familiers børn og unge ikke trives i sociale sammenhænge og begår uhensigtsmæssige handlinger, har vi en tilbøjelighed til at lede efter en forklaring på, hvorfor disse familier ikke tager ansvar for deres børn og unge osv.
For at familierne kan tage ansvar for deres børns liv og gøre dem til en del af det sociale fællesskab uden for familien, kræver det efter min mening, at lovgivning og systemer er gearet til forældre i den grå zone. Fx pressede nogle forældre på for at få en afklaring på deres situation i forhold til sygedagpenge eller pension, men fik dette svar fra en sagsbehandler: ‘Du er for syg til at arbejde, men for rask til pension.’ I dagens Danmark står en del forældre i denne situation.
Jeg er overbevist om, at det vil være en stor hjælp til disse familier, hvis lovgivningen bliver gjort mere menneskevenlig og sagsbehandlingen hurtigere. Det vil være en lettelse for familierne, at de ved, hvad de skal forholde sig til. Sagsbehandlingen tager nu op til tre år, og i den periode ryger familien på kontanthjælp. Hvordan forestiller politikere og myndigheder sig egentlig, at et forældrepar med to til fire børn og en husleje på ikke under 8.000 kr. skal klare sig.
Har de brød på bordet?
Har de råd til at købe skoleost?
Hvor er det velfærdssamfund, vi snakker om?
Måske er det for dem, der er stærke, i arbejde og under uddannelse, men velfærden er der ikke umiddelbart for familier, der på grund af helbred eller af andre grunde ikke kan klare sig selv.Jeg vil opfordre de lovgivende og administrerende myndigheder til, at de i deres kontakt til disse familier sætter sig ind i deres situation og er med til at gøre både lovgivning og administration mere fleksibel og rummelig, ikke mindst af hensyn til den kommende generation.
Disse familiers børn og unge har også ret til et anstændigt liv. Jeg er overbevist om, at der eksisterer fattigdom i Danmark. Det kender jeg fra mit arbejde, hvor jeg i mange år hver dag har set, hvordan familier lever under trængte forhold, som har alvorlige menneskelige, psykiske, sociale og faglige konsekvenser for deres børn og unge.
