Statsministerens tale har fået mange til at reagere. Jeg vil nævne uddrag fra talen, men fravælger at tale om integration og inklusion, da disse ord ikke giver mening for mennesker i socialt belastede områder. Jeg har min daglige gang blandt udsatte familier, børn og unge, hvor jeg sammen med pædagogiske institutioner forsøger at støtte hver enkelt i at blive en del af fællesskabet.

Jeg gør opmærksom på, at når jeg skriver om etniske grupper, mener jeg primært udsatte etniske grupper fra socialt udsatte områder.

Følgende uddrag er fra Lars Løkke Rasmussens nytårstale:

‘… Et overskud i hverdagen. Et håb for fremtiden

Rundt om i landet er der parallelsamfund. Mange mennesker med de samme problemer er klumpet sammen. Det skaber en negativ spiral. En modkultur.

Jeg er nået til den erkendelse, at der er brug for en langt mere præcis indsats.

Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned.

Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder.

Andre steder ved at tage en klar styring af, hvem der flytter ind…’

Jeg kan kun være enig i ovenstående fra statsministerens nytårstale, og jeg hører ofte, at etniske grupper skal være en del af samfundet. Desværre oplever jeg, at den politiske uenighed betyder, at udsatte grupper i samfundet bliver ‘ofret’ for fx at opnå DF-opbakning til skattelettelser osv.

Jeg savner konkret politisk handling. For mig handler det om, at vi har parallelsamfund og ghettoer med kriminalitet og utryghed i visse bydele.

Jeg har forsøgt at forstå, statsministerens løsning på problemerne. Konkret hørte jeg dem som ‘…at bryde betonen op… at tage en klar styring af, hvem der flytter ind…’

Jeg savner her konkrete handlinger, der kan støtte den enkelte til at blive en del af fællesskabet. Jeg har med stor interesse dagligt samarbejdet med fagfolk og forældre for at inddrage grupper i fællesskabet, men problemet er langt fra løst.

Jeg er overbevist om, at vi har brug for såvel lands- som kommunalpolitikere, forældre, virksomheder og uddannelsesinstitutioner for at inddrage udsatte grupper i fællesskabet, og vi må opstille konkrete mål for dette.

Med forældreansvar tænker jeg primært på etniske grupper i udsatte boligområder, hvor en del har svært ved at leve op til deres ansvar, selv om de ønsker det.

Jeg mener, at helt fra en graviditet konstateres, skal fagfolk se på den enkeltes forældrekompetence. Der skal stilles krav og skabes mulighed for udvikling, så forældrene tilegner sig kompetencer til gavn for deres børn.

Parallelt med dette skal institutionerne fastholde forældrene i, at de skal tage ansvar for deres børn. Forældrene skal kende de klare krav og forventninger til dem, og de skal kende konsekvenserne, hvis de ikke kan leve op til deres ansvar.

I nogle belastede områder har etniske grupper skabt deres eget parallelsamfund, som går i arv fra generation til generation. De isolerer sig og er negative over for det omgivende samfund, som de giver skylden for problemer med børn, økonomi og meget andet.

Disse parallelsamfund forsvinder ikke ved nedrivning af betonblokke, men ved at boligselskaber og den kommunale anvisning bevidst henviser en blanding af kulturer til områderne, så de kommende generationer kan danne relationer på tværs og befri sig selv fra isolationen i deres eget parallelsamfund.

Den kommunale pladsanvisning skal også være bevidst om at henvise småbørn til institutioner og skoler med flere kulturer. Der skal være en klar politisk plan for sammensætningen, for når skoler og institutioner er etnisk rene, er de med til at fastholde den yngre generation i parallelsamfund.

De kommunale myndigheder skal påtage sig ansvaret og sørge for, at flere kulturer er repræsenteret i skoler og institutioner. Desuden skal de sørge for, at kompetente fagfolk arbejder med de udsatte familier.

Elever fra udsatte familier skal have faglig støtte, så de ikke kommer bagud. Det er en fejl at tro, at børnene bare skal inkluderes i skole og samfund, for jeg har mange steder set, at mange uden tilstrækkelig faglig støtte allerede i 8. – 9. klasse føler sig uden for skolens fællesskab og i stedet fatter interesse for kriminelle miljøer.

For at udsatte børn og unge kan klare sig i uddannelsessystemet, skal uddannelsesinstitutionerne tage ansvar for, at de møder de rette miljøer og får personlig og faglig støtte, så de kan gennemføre en uddannelse og bl.a. bryde isolationen og løsrive sig fra parallelsamfundet.

Et væsentligt område fra statsministerens tale er, at borgerne skal arbejde og være selvforsørgende. Det er ikke min oplevelse fra de ghettoer, hvor jeg har min daglige gang, at arbejdsmarkedet og jobcenteret har stor succes. Selv mennesker, der er født og opvokset i Danmark og har en uddannelse, føler sig uden for fællesskabet.

En løsning er rummelige virksomheder, så udsatte borgere får chancen for at komme ind på arbejdsmarkedet. Mange har selv forsøgt, men når de gang på gang får afslag, mister de håbet og troen på, at nogen vil ansætte dem.

Udsatte, etniske grupper bliver set som en økonomisk belastning for samfundet, men jeg har gennem mange år hørt dette: ‘Ahmet, du og andre siger, vi skal arbejde og forsørge vores familier. Jeg har forsøgt, men får hele tiden afslag. Jeg tænker, at jeg får afslag, fordi jeg hedder Ali/Ayse. Jeg har mistet troen på at få et arbejde, men er ked af at bede kommunen om kontanthjælp.’

Virksomheder, jobcentre og politikere må finde en løsning på problemet.

Vi har været vidner til, at konfrontationer blandt grupperinger har kostet menneskeliv. Det kan på ingen måde accepteres og skal stoppes øjeblikkeligt, men mange debattører og politikere er hurtige til at udpege etniske minoriteter som problemet. Deres retorik er med til at grave grøfter mellem etniske grupper og resten af samfundet.

Selvfølgelig skal debattører og politikere forholde sig til, hvad der sker, men det skal gøres på en ordentlig måde uden at udstille udsatte grupper som roden til alt ondt i samfundet. Hvis vi fortsætter med det, sådan som også statsministeren gjorde i sin nytårstale, får det borgerne til at tænke, at alle problemer skyldes etniske minoriteter, og det får de udsatte grupper til at forsvare sig ved at isolere sig og finde tryghed i parallelsamfund.

Der findes ingen enkle løsninger, men de nævnte muligheder kræver konkret politisk vilje og handling. Vi må fastholde demokratiske værdier og anerkendende menneskesyn med plads til forskellighed og arbejde målrettet på at inddrage udsatte borgere i fællesskabet, så de kan bidrage og få positiv indflydelse på deres børns liv.