AHMET DEMIR cand.pæd. og socialkonsulent

Med sagen om Xezal og Leyla Olgun har vi igen hørt om en fortvivlet familie, der leder efter unge familiemedlemmer, som tilsyneladende ubemærket er blevet radikaliseret og har tilsluttet sig IS.

Men er det sket helt ubemærket? Og hvad kunne man have gjort for at forhindre det? Unges radikalisering sker ikke fra dag til dag, derfor må både forældre og sikkerhedsmyndigheder reflektere over sager som denne.

Jeg har mange års erfaring med familiebehandling og har i perioder arbejdet med familier med unge, der har vist interesse for radikalisering. Derfor mener jeg, at forældre og sikkerhedsmyndigheder må påtage sig deres ansvar, når unge slutter sig til ekstremister.

Ud fra min erfaring med muslimske familier, hvor unge har udviklet ekstrem religiøsitet, har far og/eller mor haft tendens til at være troende uden at have været ekstreme. Typisk har forældrene ikke haft tætte relationer til de unge, og forældrene har ikke været de forbilleder, de selv troede

Tal med den unge. Selv om den unge forsøger at undgå at tale med forældrene om radikalisering

Forældrene har fornemmet de unges udvikling mod det ekstreme, men har ikke turdet spørge af frygt for, at de unge ville forlade hjemmet til fordel for ekstreme grupper. Især religiøse forældre har ikke tænkt på, at miljøet omkring koranundervisningen kunne have en skjult dagsorden.

En del unge er rodløse, usikre på sig selv og leder efter meningen med livet. De mangler forbilleder i egen familie og føler, at de står i opposition til det omgivende samfund. De kommer i kløerne på såkaldte imamer og religiøse grupper, der dækker sig under påskud af at være kulturforening, hyggeklub og minoritetsetniske grupper.

Ledere med charme og karisma får de unge til at føle sig set og anerkendt. De unge bliver hjernevasket og ændrer generel opførsel. Selv om de unge lader til at have styr på livet med uddannelse og så videre, kan de kæmpe med indre konflikter. Hvis de begynder at blive radikaliseret, kan dette ske:

• De skifter fra moderne ungdomstøj til mere religiøs påklædning.
• De unge mænd får fuldskæg med religiøs betydning.
• De begynder at bruge nonverbale og verbale religiøse begreber og udtryk.
• De har en tendens til at kritisere deres forældre og nære familie ved at sige, at de ikke er rigtige muslimer, og at de skal tage sig sammen.
• De trækker sig fra idræt og gamle venner, idet de bliver afhængige af de ekstreme grupper og ikke har kontakter uden for disse grupper.

Hvis forældrene fornemmer, at deres unge interesserer sig for ekstremisme, er de nødt til at handle. De må ikke gå og skjule udviklingen i ekstrem retning. Ud fra forholdene vil jeg anbefale en række muligheder:

• Tal med den unge. Selv om den unge forsøger at undgå at tale med forældrene om radikalisering, skal forældrene fastholde dialogen om deres bekymring og sige højt, at de vil kontakte relevante myndigheder.
• Forældrene skal kontakte den unges skole for at dele bekymringen og få råd omkring, hvilken instans forældrene skal henvende sig til.
• Forældrene skal kontakte deres lokale politistation for at dele deres bekymring. Min erfaring er, at lokale politistationer er gode til at give råd og vejlede familier.

Hvad kan myndighederne så gøre? Sikkerhedsmyndigheder som PET skal være klar, hvis de får mistanke om radikalisering. De skal på et meget tidligt tidspunkt kontakte de mistænkte og deres forældre. Muligvis vil nogle unge og forældre i første omgang totalt benægte ekstremisme eller radikalisering, men PET skal ud fra fakta og om muligt med vidner gå i dialog med de unge og familien.

Myndighederne skal tænke over deres sprog, så forældrene forstår alvoren i de unges udvikling og konsekvenserne heraf. Der skal ikke skal bruges mange ord for at få forældrene og de unge til vågne op. Videofilm fra terrorhandlinger kan forhåbentlig få deres øjne op for alvoren i de unges uheldige udvikling og ikke mindst de konsekvenser, den kan få for andre menneskers og ikke mindst deres eget liv.

Forældre, sikkerhedsmyndigheder og andre ungdomsinstitutioner skal samarbejde tæt i forhold til unge, der viser interesse for IS, for at forebygge på et tidligt stadium eller sætte en juridisk proces i gang for tydeligt at signalere, at de unges interesse og handlinger i radikaliseret retning har konsekvenser for dem.

Forældre skal være kritiske og nysgerrige over for unges interesse for koranundervisning og tage kontakt til ekstremt religiøse grupper. Forældrene er de første, der oplever forandringer omkring de unge, og de skal være hurtige på aftrækkeren og opsøge nærmeste sikkerhedsmyndighed for at stoppe de udviklingen.

Jeg er overbevist om, at vi med et effektivt samarbejde omkring og med de unge kan forebygge en del unges interesse for IS, selv om vi ikke med 100 procent sikkerhed kan få alle unge til at afstå fra radikalisering