Kronik: Ægteskab som behandlingsform

Bragt i Ungdomsskolen (05/04/2000)

Etniske gruppers sociale integration har længe været i mediernes, politikkernes og de professionelles fokus. Dette fokus har været med til at lægge pres på regeringen, til at tage stilling til gruppernes integration i det danske samfund. Regeringen vil med en række lovforslag gribe ind i grupperens integration. Specielt et af lovforslagene er det mest debaterede, nemlig om de unges arrangerede ægteskab eller tvangsægteskab.

Jeg vil i min kronik forsøge at belyse familiernes motiver for indgåelse af disse ægteskaber og om disse tidlige ægteskaber kunne have været undgået ved en ordentlig social integrations indsats.

Det er interessant at finde ud af hvorfor en del familier vælger tidlige ægteskab. I den offentlige debat har begrundelserne altid været, at det var religiøst eller kulturelt betinget. Jeg har en anden opfattelse, efter min mening er følgende forhold bl.a. med til at familierne forsøger at overtale de unge til at blive tidligt gift.

Nogle af årsagerne til det tidlige giftemål:

  • De fleste forældre er isoleret fra det danske samfund
  • De har ikke et stort netværk fx. en tæt familie relation
  • De frygter for ydre påvirkningers betydning for de unges udvikling, at de bliver fremmedgjorte fra deres oprindelige kulturelle rødder
  • For en del familiernes vedkommende, går de unges udvikling i retning af marginalisering både i forhold til deres egen kultur og det danske samfund

De ovenstående kriterier er kendetegnende for en del familier, som jeg genkender fra mine mange års pædagogiske arbejde med unge på vej i en marginal position i samfundet. I debatten om de unges ægteskab har fokus været meget på. hvad politikkere kan gøre for at frigøre de unge for tvangs- og tidlige ægteskaber. For mig det et snævert indgangsvinkel til sagen. For at de etniske grupper skal blive en del af samfundet, er vi nødt til se kritisk på vores nuværende politik, lovgivning og ikke mindst den anvendte pædagogik med start i vuggestuen og senere undervisning i folkeskolen.

De skjulte problemer

Overskriften dækker over en isolation, som er skabt af stolthed fra forældrene overfor bedsteforældrene. De var i hjemlandet med til via deres livserfaringer at løse problemer mellem børn og børnebørn. Den funktion er væk i deres nuværende hverdag, da bedsteforældrene ikke har livserfaring nok til at løse de problemer, der kan opstå i vores samfund. Isolationssmerten er stor for samtlige familie medlemmer, det gælder især når det handler om ægteskabelige problemer. Jeg savner stadig at familierne kommer ud af “busken” med enhver form for problemer. Hvis denne isolation blev nedbrudt kunne de få hjælp.

Deres isolation fra samfundet begrundes ofte med, at manglende sproglige forudsætninger og manglende tilknytning til arbejdsmarkedets er med til at de ikke bliver en del af det danske samfund. Jeg ser ikke en individuel årsag til de etnisk familiers problem. Det er mere at der i den kollektive familie går nogle værdier og personlige kompetencer tabt, dvs. nogle familiemedlemmer med et humant menneskesyn og som med deres livserfaringer og personlige psykiske overskud kan være med til i konflikt situationer, at forsøge at påvirke forholdene mellem forældrene og unge.

Uden at tage nogens parti er deres deltagelse mere en form for konfliktmægling. Forældrenes manglende indsigt i udviklingen i forhold til de unge og samfundet er med til, at de ofte føler afmagt både overfor deres personlige problemer og de unges. Det gælder både i forhold til at vejlede dem i forhold til det danske samfund, men også i forhold til deres egne kulturelle værdier. De frygter at de unge bliver ” marginaliseret” , og det vil i forhold til deres eget sociale netværk være en stor skam for forældrene. I deres netværks øjne viser det, at forældre hverken er socialt, kulturelt eller psykisk kompetent til at forebygge de unges marginalisering.

En stor del af disse familier kan se de unges udvikling gå “i den gale retning”. Det værste er at hverken overfor sig selv eller de unge kan de erkende, at de har et problem. I relationer med institutioner giver forældrene ofte udtryk for at det er små problemmer. Det er en manipulation overfor for dem selv og de unge, de undgår derved institutionernes indblanding i deres familieproblemer.

Er samfundet bekendt med disse unges problemer?

Ja, der fremgår jo af den offentlige debat, fx artiklen i politikken søndag den 27 februar 2000 med følgende debatter blandt politikkerne om en pakistansk piges frygt for tvangsægteskab. Hun henvender sig til de kommunale myndigheder og ifølge et interview med pigen er det tydeligt at både myndighederne og de professionelle ikke kunne imødekomme pigens behov for hjælp. En stor del de unge der bliver enten tvunget eller overtalt til tidligt ægteskab, har haft tilknytning til almindelige institutioner.

I vores politiske og pædagogiske debatter og visioner er der ofte givet udtryk for, at helt fra vuggestuens pædagogiske arbejde er målet bl.a. at udvikle en selvstændigheden i individet. Det viser sig ofte at mange af de unge der gik på forskellige pædagogiske institutioner ikke udviklede en selvstændig personlighed, som kunne stå i mod forældrenes overtalelse eller pres.

Hvis de udviklede en selvstændighed og havde fx en uddannelse, et arbejde og en social og kulturel arbejdsmæssig anerkendelse af dansksamfund, vil det ikke være muligt for deres forældre hverken at presse eller overtale dem til et tidligt ægteskab, fordi de unge så er istand til at argumentere for sine selvstændige holdninger uden at gøre vold på sig selv eller familien.

De fleste familier vil acceptere de unge

Jeg mener ikke at vi kan løse disse problemer udelukkende politisk eller pædagogisk, men en professionel blanding af disse to ting kan give et bedre grundlag for at komme videre. Forudsætningerne er ofte uklare både for politikerne og de professionelle, da vi ikke klart melder ud om målsætningerne for den sociale integration.

Disse målsætninger skal være klare både for pædagoger og de personer vi vil integrere, hvad forventer vi af dem, hvilke krav stiller vi til dem og ikke mindst hvad er vi i stand til at levere for at dette skal kunne lykkes? Disse målsætninger skal være klare helt fra første møde ned den etniske familie.

En væsentlig problemstilling i vores politiske og pædagogiske arbejde er manglende kvalitet. Det kan lade sig gøre hvis gruppernes virkelighed og ungdommens problemstillinger følges tæt i virkeligheden. I sær i pædagogiske sammenhæng har de professionelle svært ved at komme problemerne til livs.

Her kræves at både uddannelses institutioner og ansættelses myndigheder har vilje til at skabe udviklings muligheder for pædagogiske medarbejdere at opkvalificere dem til deres opgaver

Hvad er det egentlige motiv for tidlige ægteskaber?

Forældrene afmagt følelse giver ofte anledning til paniske og drastiske handlinger overfor de unge. En stor del forsøger at overtaler deres unge til at blive gift i en tidlig alder, fx. allerede ved 17 års alderen. Forældre mener det er sidste udvej, at overtale de unge til at blive gift med en fra deres hjemland i håb om at ægtefælden fra hjemlandet kunne være med til hjælpe den unge til at intressere sig for sine oprindelige kulturelle normer og derved at bryde den tidligere løbebane.

Mine års erfaringer viser, at den slags falske håb, resultere i, at den unge i marginal position og ægtefælden fra hjemlandet får alvorlige menneskelige og psykologiske konsekvenser for begge. For de flestes vedkommende er deres parforhold af kort varighed. Det ender med skilsmisse og i disse situationer efterlader det store sår på begge parters sjæle.

Jeg mener, at den væsentligste opgave for etniske foreninger, lokale myndigheder og de professionelle, der arbejder dagligt med de etniske familier, er via råd og vejledning at forsøge at minimere disse håbløse giftemål for at minimere de unges menneskelige tab. Jeg har svært ved tro på disse problemer kan løses via et lovforslag om, at begge de unge skal være mindst 25 år gamle for få familie sammenføring.

Jeg mener, at der skal uddannes specialtrænede professionelle for, at komme i kontakt med disse familier, det er ikke en nem opgave. Mine erfaringer med familier, som har svært ved samarbejde med professionelle viser, at for professionelle med specialtræning i disse opgaver kan de lykkes. Det den vej der skal være fokus på i stedet for at tro på, at vi kan løse social integration udelukkende via lov. Hvis vi kan være med til at forhøje disse familiers livskvalitet, kan vi være med til på længere sigt, at minimere problemerne i disse familier.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar