Jeg vil i denne artikel fokusere på psykisk syge børn og unge i udsatte familier fra etniske minoriteter. Jeg vil ikke generalisere og skære alle udsatte familier over en kam, men min mangeårige erfaring som familiebehandler og mine møder med myndigheder og institutioner for psykisk syge og fysisk handicappede  viser, at familier fra etniske minoriteter sjældent bruger kommunens og institutionernes tilbud.

Psykisk sygdom er et tabu

Mange forældre til psykisk syge er hårdt belastede, så de ikke har det nødvendige psykiske overskud til at være noget for det psykisk syge barn. De føler sig afmægtige og uduelige, og ikke mindst frygter de, at myndighederne vil tage børnene fra dem. De tror ikke på, at andre kan passe barnet ordentligt, og de spekulerer over, hvad de skal sige til familie og venner, da psykisk sygdom ikke er noget, man taler om.

 Hvad er psykisk sygdom?

For at præcisere psykisk sygdom henviser jeg til dette uddrag fra Sundhedsstyrelsen:

”(…) Psykiske sygdomme rammer stemning, følelser, tanker og opfattelsesevne og vil ofte vise sig i adfærden. Af sygdomme kan nævnes angst og stressrelaterede lidelser, herunder forbigående krisereaktioner, personlighedsforstyrrelser, affektive tilstande såsom depression og mani, psykoser, herunder skizofreni, selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser, demenstilstande og misbrug af rusmidler. (…)” https://www.sst.dk/da/sygdom-og-behandling/psykisk-sygdom

 Forældrenes begrundelser for psykisk sygdom

Forældrene har tendens til at bebrejde sig selv eller deres partner. Hvis forældrene er troende, kan de opfatte sygdommen som Guds straf, fx fordi de selv eller partneren ikke har passet de religiøse ritualer, var en respektløs ballademager som ung, har drukket, spillet hasard eller andet.

Fraskilte beskylder ofte hinanden for sygdommen, især får den, der har ønsket skilsmissen, skylden for, at barnet har det psykisk dårligt.

 Myndighedernes mulighed for at støtte børn og unge

Gennem mit arbejde har jeg mødt mange myndigheder og fagfolk, der vil hjælpe udsatte familier og støtte den enkelte i at skabe et anstændigt liv.

I et tilfælde med en psykisk syg ung over 18 år opdagede myndighederne allerede i skolen, at der var behov for særlig støtte, men især en af forældrene gjorde alt for at modarbejde myndighederne. Selv om myndigheder og hospital pegede på behovet for en specielt tilrettelagt uddannelsesplan og eventuelt egen bolig med støtte og træning i basale dagligdags gøremål, fastholdt den ene forælder, at hospitaler er dårlige og spurgte, hvorfor hospitalet ikke tog et billede af hovedet og opererede sønnen rask. Der blev talt om at tage den unge til hjemlandet for at tage røntgenbilleder af hovedet eller gå til religiøse folk, der kunne helbrede sygdommen.

 Hvad stiller man op med modvillige forældre?

I ovennævnte tilfælde samarbejdede jeg med myndigheder og faggrupper omkring den unge, som forældrene efter min mening havde taget som gidsel. De fulgte ikke anbefalingerne fra psykiatrien, gav ikke den nødvendige medicin, modarbejdede kommune og skole og modsatte sig tanken om egen bolig med massiv støtte.

Det massive samarbejde og ikke mindst mit kulturelle kendskab gav et klart billede af, hvordan jeg skulle tackle denne forælder. Jeg holdt fast i psykiatriens meldinger og de kommunale tilbud og brugte kultur og sprog som mine fordele. Jeg oversatte overlægens forklaringer med synonymer på forældrenes eget sprog, så de forstod, at deres søn var sindssyg og havde brug for medicin og kommunal støtte for at klare sig.

Efter et intensivt samarbejde, hvor vi også inddrog positivt indstillede familiemedlemmer, er den unge i dag i gang med et skoleforløb og bor i egen bolig. Den modvillige forælder sætter nu stor pris på, at vi er nået så langt og er overbevist om, at vi har fundet det rette tilbud.

Psykisk syge børn og unge skal have professionel hjælp, og hospitaler og myndigheder skal gøre alt for, at de får de rette udviklingsmuligheder. De skal trække på fagfolk og sikre, at disse børn og unge ikke tages som gidsler af forældre, som tænker på egen ære og føler skam.

I min dialog med forældrene er fokus ikke på deres syn på psykisk sygdom, men på den enkeltes behov, udviklingsrammer og muligheder.