Døden er et livsvilkår, som ikke kan undgås. Mens vi lever, eksisterer vi i relation til vores forældre, vores partner og ikke mindst vores børn. I relationerne mærker vi os selv på godt og ondt. Vi mærker, at vi bliver holdt af og værdsat, og vi mærker, når vores kære bliver ramt af sorg, smerte og tab.

Du har sikkert selv mærket det

Du, som læser dette indlæg, har sikkert mærket følelsen af at miste nogen, du holdt af. Du er den eneste, der ved, hvad det vil sige at miste dem, og hvilken smerte det har påført dit liv og dybt i din sjæl. I en trafikulykke i juli 2011 mistede jeg min kære svigerdatter Sevgi og mit elskede barnebarn Rodi. Jeg kender derfor smerten ved at miste to elskede familiemedlemmer til døden.

I dag ville min kære Sevgi være blevet 28 år. Hun er ikke længere blandt os, men jeg vil altid mindes hendes betydningsfulde personlighed og væsen samt hendes væremåde over for sine mennesker. Her på hendes fødselsdag er jeg på vej til Sevgis gravsted med blomster. Jeg ville ønske, at jeg kunne give dem til hende i live, men jeg må lægge buketten på hendes grav.

At besøge og mindes sin afdøde!

Det, der sker for mig og sandsynligvis også for dig, når vi er ved vores kæres grave, er, at utallige følelser kører rundt i hoved og krop. Jeg føler smerte, savn, håbløshed, afmagt, oprør osv. Disse følelser siger noget om den afdødes betydning for os, selv om der er gået mange år og måneder. I dybet af disse følelser er jeg af den opfattelse, at jeg via mine tab oplever, at vores kære afdøde i deres korte liv har givet noget til os, der er i live.

Det kan være mange ting, som du og jeg ved. For mig gav Sevgi sig selv og tog vare på sig selv. Hun var værdsat og værdsatte selv de mennesker, som omgav hende.

Når jeg besøger gravstedet, sker der mange ting i mig. Jeg mærker mine følelser og mindes min kære Sevgi på hendes 28 års fødselsdag . Jeg oplever bl.a.:

• At jeg lever i nuet.
• At livet går hånd i hånd med mening og meningsløshed.
• At livet kan være langt, men det kan også slutte her og nu.
• At de to gjorde noget ved mig.
• At jeg tænker over, hvad jeg kan gøre for mennesker i samme situation.
• At sorgen mærkes i hele kroppen.
• At jeg reflekterer over livets barske sider såsom døden, og hvordan jeg selv og andre kan leve videre med vores tab og sorg.

Der findes ikke et færdigt manuskript, der fortæller, hvordan vi kan håndtere vores smerte og sorg, når vi mister vores kære, men jeg er ved at lære at mærke dybt i min sjæl, hvad relationer betyder for mig selv. Husker vi selv at værdsætte vores nærmeste og andre medmennesker? Vi vil blive husket for den måde, vi lever.

Livet er for kort til at bekrige hinanden, fx sin familie, sin partner, sine forældre og børn. Katastrofer som krige fører til uskyldige menneskers smerte. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de mennesker, der har mistet deres kære og mindes dem på deres måde.

Sorgen og smerten kan jeg ikke tage fra dem. De må selv via smerten finde ud af deres behov, og de må leve med den ubeskrivelige sorg, især når det gælder børn og unge. En måde at udholde smerten og leve med tabet er at finde det rette forum. Det kan være familien og nære venner, men jeg vil helt klart anbefale, at man også opsøger fagfolk til at bearbejde sorg og tab.

Mange mener, at tiden læger alle sår, men det er ikke det, min psykoterapeutiske erfaring viser. Hvis du ikke foretager dig noget eller beder om professionel hjælp, vil dit sorg og tab spænde ben for dig langt hen i livet og medføre meningsløshed og håbløshed.

Jeg er af den overbevisning, at hvis du erkender og arbejder med dig selv og dit sorg og tab, vil du genfinde meningen med livet, selv om du stadig må leve med sorgen over de afdøde.