Socialt arbejde på tværs af kulturelle barrierer er svært. Ofte så svært at det næsten på forhånd er dømt til at mislykkes. Eller i hvert fald få en udgang, hvor nogle af parterne bliver tabere selvom sagen så at sige afsluttes med noget, der ligner en løsning.

Men taberne sidder tilbage med sår, der aldrig vil heles, eller med tab, der er ubærlige. Når socialt arbejde i tværkulturelt regi er så svært, er det
selvfølgelig forbundet med, at parterne har andre koder for forståelsen af verden end majoritetskulturen.

Derfor opfattes etniske minoriteter som nogen, der skal tilpasses og presses ind i den store fælleskultur. Og givet er det da også, at man ikke i det moderniseret samfund kan acceptere normer for familieliv og samliv, der reelt indebærer et tilbageskridt til en verden af i går.

Men netop derfor bliver brudfladen mellem kulturerne ofte til næsten uløselige konflikter,når der går personlige følelsesmæssige investeringer
i problemerne. Så er det ikke mere bare et spørgsmål om »kulturel samtale« eller »rummelig integration«, så er det et spørgsmål om ære og værdighed, kærlighed og afkald, liv og død, stolthed og skam.

Alle disse sider ved livet, der ikke bare kan håndteres med en flot henvisning til lovparagraffer og kravet om at rette ind fra højre. Her handler det om følsom indlevelse i levende mennesker på begge sider af den kulturelle barriere – og om at have værktøjer til »at rede ud«, »løse op« og komme med »konstruktive forslag«.

Ahmet Demirs og Hanne Merete Pedersens bog har det alt sammen og lidt til. Det er ikke kun fordi Ahmet selv står med et ben solidt plantet på begge sider af en kulturel barriere. Det er også fordi han har den faglige bagage i orden. Men selvfølgelig er det vigtigt at kunne tale sproget og med sin egen person demonstrere, at det kan lade sig gøre at leve meningsfuldt i flere kulturer på en gang. Fagligheden er det tillæg, der giver troværdighed og kompetence.

Derfor er det meget at hente i bogen. Og selv i de sager, hvor der ikke er en lykkelig udgang sidder man alligevel tilbage med en oplevelse af, at der er gjort alt, hvad der kan gøres – og at de involverede personer har fået et grundlag til at komme videre med deres liv. En slags optimisme – selvom der også er stærke følelser som tab og sorg. Det er socialt arbejde med hjertet på rette sted.

Per Schultz Jørgensen
Professor emeritus, cand.psyk., dr.phil