Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Forældrestøtte ved anbringelser (§ 75)

Forældrestøtte ved anbringelser (§ 75)

Forældrestøtte ved anbringelser § 75 har fokus på at støtte forældre i samarbejdet med den anbringende myndighed og anbringelsesstedet, så der kan skabes bedre vilkår for børn og unge. Målet er at styrke forståelsen, kommunikationen og samarbejdet omkring barnet eller den unge.

Forældrestøtte ved anbringelser § 75 for familier med anbragte børn og unge

I forbindelse med anbringelse af børn og unge kæmper forældre ofte både under og efter anbringelsesprocessen med skyldfølelse over for deres børn. Mange spekulerer på, hvad børnene tænker om dem som forældre, og hvordan relationen vil udvikle sig fremover.

Forældre kan også udvikle et negativt syn på systemet. Ikke alle har det nødvendige overskud til at sætte ord på deres tanker over for børn, unge og myndigheder. I min kontakt med forældrene hjælper jeg dem med at sætte ord på deres tanker og følelser – både i forhold til deres børn og i forhold til myndighederne.

I samarbejdet med myndighederne eller anbringelsesstedet støtter jeg forældrene i at uddybe deres synspunkter, hvis de er usikre på deres holdning eller har svært ved at formulere deres spørgsmål.

Støtte i mødet med myndigheder og anbringelsessted

Min støttefunktion for forældre handler også om kommunikationen mellem forældre, myndigheder og anbringelsessted. Nogle familier med anden etnisk baggrund kan have sproglige udfordringer i forhold til at kommunikere og forstå det, der bliver skrevet og sagt. Her kan mine kulturelle og faglige forudsætninger være med til at skabe tryghed for familien, fordi jeg har indsigt i både den kulturelle baggrund og i tanke- og handlemønstre.

I forbindelse med anbringelsen kæmper mange forældre med følelser som vrede, afmagt og modstand. De kan føle sig alene, utilstrækkelige og uretfærdigt behandlet. Ikke mindst kan de have svært ved at forstå, hvorfor myndighederne har anbragt deres barn. Jeg støtter forældrene i at samarbejde med den anbringende myndighed og anbringelsesstedet for at skabe bedre vilkår for deres børn og unge.

Min støttefunktion bidrager blandt andet til

  • At forældrene får mulighed for at komme af med deres frustrationer.
  • At forældrene kommer til at reflektere over baggrunden for anbringelsen.
  • At forældrene i højere grad ser barnets perspektiv.
  • At forældrene forstår de forskellige fagfolks rolle og funktion i forhold til deres børn og unge.
  • At støtte forældrene i at navigere i de forskellige systemer, hvilket ofte kan være vanskeligt.
  • At støtte forældrene i at skabe et mere positivt samarbejde med kommunale myndigheder og andre relevante fagfolk omkring deres børn og unge.

Samarbejde med fokus på barnets bedste

Forældrestøtte ved anbringelser § 75 handler ikke kun om at hjælpe forældrene i en svær situation. Det handler også om at skabe et bedre grundlag for samarbejde, så barnet eller den unge oplever mere ro, tydelighed og sammenhæng omkring sin situation.

I nogle sager kan denne støtte hænge tæt sammen med støttet samvær § 104 stk. 3, overvåget samvær § 105 stk. 1 nr. 1 eller konsulentbistand til kommuner, hvis familien har behov for en bredere indsats.

Du kan også læse mere om området hos Retsinformation.