Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Passer du på din gave?

Nogle af jer tænker måske over, hvad jeg mener med at passe på din gave. Jeg vil indledningsvis gøre opmærksom på, at det ikke handler om materielle gaver, men at gaven er jeres børn/barn.

I mine mange år med terapeutisk arbejde og familiebehandling har jeg mødt utallige familier, hvor forældrene beskriver deres børn som ”Guds gave” til dem. Nogen i den yngre generation kæmper for at få børn, nogen får børn ad naturlig vej, men mister dem igen. I denne artikel vil jeg give mit bud på, hvordan man kan støtte forældre, der har fået taget deres gave, og hvad der skal til, for at de får deres liv tilbage.

Den yngre generation som forældre

Når et menneske har nået den erkendelse, at det vil dele sit liv med et andet mennesker og danne en familie, ønsker de fleste at få børn. Det opleves som den enkeltes rettighed at få børn, men i vores moderne tid har mange i den yngre generation brug for behandling, før de kan få børn. Det kan kræve egenbetaling, så økonomisk skævhed er med til, at mange yngre par, som ønsker børn, ikke har råd til behandlingen. De går gennem livet med stor smerte og savn, deres drømme falder til jorden.

Din drøm gik i opfyldelse

For de par, hvor drømmen er opfyldt, er barnet som hovedregel en stor glæde for forældrene. Blot i kraft af sin eksistens giver barnet forældrene en mening med livet. De bekræfter den ved at indsnuse duften, mærke og røre ved barnet og have oplevelser med barnet. Hele aldersprocessen på godt og ondt efterlader på hver sin måde et indtryk, som forældrene altid vil huske.

Vores baby
Dit barn har brug for din betingelsesløse, varmhjertede kærlighed

Når drømmen går i opfyldelse, giver nogle forældre af forskellige grunde ikke omsorg og kærlighed til barnet. Jeg vil ikke være dommer, men jeg har mødt familier og ikke mindst søndag den 22.1.2017 set nyheder på både DR 1 og TV2, hvor jeg vil huske de uskyldige og unikke barneansigter, der blev spurgt om, hvorvidt deres forældre havde tid til dem. De svarede alle: ”… nej, min far har ikke tid til mig… de arbejder… de ser på deres computer… ser på deres mobil… jeg vil være mere sammen med mine forældre, det er sjovt…”.

Som sagt kan der være mange grunde til, at forældre ikke har den nødvendige tid til deres kære børn. Det kan være arbejde, karriere, status, at opnå materielle ting osv., men nogle forældre vælger at passe på deres livs gave. I nyhederne i søndags havde en mor gjort op med sine prioriteter, idet hendes livs drøm hidtil var at realisere sig selv via arbejdslivet. Som jeg husker det, sagde hun nogenlunde dette: ”Jeg er stoppet i mit lederjob… jeg vil gerne arbejde, men da jeg fandt ud af, at det gik ud over mine børn, stoppede jeg og valgte at være selvstændig. I dagtimerne tager jeg ikke opgaver før kl. 9.30 og efter kl. 14.30, fordi jeg vil have tid til mine børn”. Jeg har fuld respekt for denne mor og andre, der passer på deres livs gaver.

Dem der ikke passer på deres gave

Jeg tænker på de forældre, der sætter børn i verden, men bliver bebrejdet, fordi de ikke kan passe på deres børn. Jeg vil fastholde, at disse forældre ligesom alle andre vil deres børn det bedste, men kæmper med massive psykiske eller fysiske problemer. Disse forældre føler sig ikke som en del af et fællesskab, og de kan se deres børn smuldre mellem deres hænder ved fx ikke at passe deres skole, ikke få en uddannelse og komme i miljøer, der påvirker dem uhensigtsmæssigt. Disse forældre lever med en stor smerte over, at de ikke kan skabe ordentlige levevilkår for deres børn.

Disse forældre har brug for og ret til at nyde deres gave

Ingen kan være dommer over disse forældre, men en ting er ikke til forhandling: Hvis forældrene ønsker at nyde deres børn, men ikke kan give dem den nødvendige omsorg og kærlighed eller udsætter børnene for bl.a. fysisk og psykisk vold, må forhandlingen med forældrene stoppe. Ingen forældre har ret til at ødelægge deres børn. Her kommer myndighederne ind i billedet for at gøre det bedste for barnet og skabe de nødvendige vilkår for at børnene bliver inkluderet i samfundet.

Forældrene skal ikke lades i stikken. De har også brug for støtte, så de kan tage sig af deres børn og leve et anstændigt liv, men det kræver et bredt samarbejde på tværs af forvaltning og pædagogiske institutioner, hvis forældre og børn skal fungere sammen.

  • En helhedsindsats i forhold til forældrene er helt basal støtte til at blive behandlet for forskellige sundhedsproblemer, som de ikke selv kan tage initiativ til. Ved tandpine magter de fx ikke at ansøge om engangsydelse for tandbehandling, og jeg kan nævne mange andre helbredsmæssige forhold, som vi andre som en selvfølge får bragt i orden.
  • Forældrene skal hjælpes til at få styr på familiens økonomi, så de ikke bliver smidt ud af lejligheden og må leve på gaden. Det er desværre noget, der sker.
  • Forældrene skal rådes og vejledes til, hvordan de ud fra deres vilkår og evner kan passe på deres børn. De skal have helt præcist at vide og have demonstreret, hvordan de kan passe og opdrage deres børn.
  • Forældrene skal have styrket troen på, at de er gode forældre. Det gøres ved at fremhæve forældrenes positive sider og fx lære dem at give udtryk for, at de elsker deres børn.

Jeg mener som udgangspunkt, at alle mennesker vil passe på deres livsgaver, børnene, men nogen føler, at myndighederne tager denne gave fra dem. Her må vi fastholde, at børns tarv ikke er til forhandling.

Når det er sagt, mener jeg, at forældre, der føler sig ladt i stikken, i den grad har brug for støtte til at tilegne sig de nødvendige forudsætninger for selv at passe deres børn og ikke mindst tage ansvar for deres eget liv.

Det er muligt at støtte nogle af disse forældre, men det er en lang og sej kamp for at få disse forældre i mål, så de kan passe på og nyde deres livs gave.

Skriv en kommentar