Hvis man i det rette forum giver plads og bearbejder følelsen af vrede, vil det have betydning for den vrede og dem, vedkommende er vred på, så følelsen kan være med til at udvikle et betydningsfuldt forhold mellem dem.
I mit terapeutiske arbejde møder jeg ofte mennesker af forskellige aldre og med forskellige kulturelle baggrunde, som mærker deres vrede, men af en eller anden grund har svært ved at slippe den.
Gennem vores opvækst i familien, på pædagogiske institutioner og på vores arbejde er vi blevet mødt af den holdning, at man skal lægge låg på vredesfølelser. Det må være fordi, vi har udviklet en forestilling om, at vrede er farlig for en selv og ikke mindst for ens omgivelser.
Min terapeutiske erfaring viser, at mellem partnere, mellem forældre og børn, mellem professionelle og klienter, mellem medarbejdere og leder osv. har vrede væsentlig betydning for det enkelte menneske, der sidder med vredesfølelsen, og ikke mindst for modparten. Den enkeltes vrede er råstof til refleksion mellem parterne.
For at vreden skal have konstruktiv betydning for parterne skal der skabes rammer og ydes professionel støtte til at arbejde med vreden. Mine terapeutiske erfaringer viser, at når ordet vrede indledningsvist bliver nævnt, viser både den vrede og de andre tilstedeværende både verbalt og nonverbalt en tydelig usikkerhed, fordi angstfølelsen er ved at blive aktiveret.
Min terapeutiske tilgang i denne situation handler om at lave en aftale med parterne om, at vi tager fat på den følelse. Selv om de går med til det, er der stadig usikkerhed omkring, hvad der mon vil ske.
Jeg har den tilgang, at følelsen af vrede skal på spil mellem parterne, så de kan tage fat på at hjælpe hinanden. Her tænker jeg på, at jeg via det terapeutiske rum kan få det enkelte menneske til at undersøge, hvad der ligger dybt i følelsen af vrede og ud fra denne dybtliggende grund, kan den enkelte finde frem til det forhold, der aktiverer vreden, og selv via terapeutisk samtale udarbejde en form for plan eller proces for de forskellige grunde til vreden.
Her er nogle af de grunde, som jeg ofte møder.
Mellem partnere kan grunden til vrede være:
- Den vrede føler sig på mange måder overset af sin partner.
- Den vrede har gennem længere tid følt ikke at have haft betydning for den anden.
- Den vrede føler sig ”misbrugt” af sin partner til fordel for dennes egne interesser og lyster..
Mellem børn/unge og forældre:
- Børn/unge føler sig svigtet af en eller begge forældre.
- Børn/unges vrede bliver nedgjort af forældrene.
- Forældrene tvinger eller overhører signaler fra deres børn/unge, så de føler, at forældrene ikke støtter dem.
Mellem medarbejdere og leder:
- Usagte ting, hvor parterne tror, de er blevet sagt.
- Afmagt i kommunikationen. Selvom parterne på alle måde forsøger at udtrykke og formulere sig anstændigt, føler de, at de ikke bliver forstået.
- Der bliver talt om forskellige ting, men der sker ikke noget.
- Man ”hakker” på hinanden i forskellige fora, hvor andre er til stede.
Det overstående er blot eksempler, for mange andre forhold kan ligge til grunden for den enkeltes vrede.
Jeg vil slutte af med en konkret terapeutisk situation mellem forældre og unge:
Den unge: ”Jeg er vred på en af mine forældre af mange grunde … Jeg savner at blive anerkendt for den, jeg er, og jeg har aldrig fået ros af den forælder, kun hørt kritik… Denne forælder er bedrevidende og har firkantede holdninger om mig… osv.”
Efter en del terapeutiske samtaler foreslog jeg et møde med forældrene. Betingelsen var, at forældrene skulle høre, hvad den unge sagde til dem, og hvis de havde lyst, kunne de sige noget om, hvilke følelser de kom i kontakt med, mens de lyttede.
På mødet blev spillereglerne ridset op helt fra starten, og alle parter indgik en aftale med mig om, at det denne dag helt enkelt handlede om, at forældrene skulle lytte og afslutningsvis fortælle om deres følelser, hvis de havde lyst. Hvis de ikke overholdt spillereglerne, ville jeg stoppe fx forældrenes ”forsvarstale”, men mine erfaringer viser både konkret og generelt, at parterne overholder aftalte spilleregler.
Den terapeutiske seance var med til at løsne op for en del ting, især hos den forælder som den unge var vred på. Denne forælder gav udtryk for, hvilke følelser der var opstået, kiggede på den unge og sagde: ”Jeg er glad for, at du tog initiativ til, at vi taler om det, du bærer på… tak for hjælpen…”.
Efterfølgende hørte jeg fra den unge i terapeutisk samtale, at der var sket noget uventet positivt mellem den unge og den forælder, som den unge i årevis havde været vred på.
Jeg er af den opfattelse, at vredesfølelse har betydning for vores trivsel. Vi må i et vist omfang selv tage fat i den, og hvis der sidder partnere, forældre, medarbejdere eller ledere, der ikke kan overskue eller frygter for konsekvensen af vreden, mener jeg, at den vrede må tage ansvar for sine følelser og skabe et rum til at de kommer frem, så man kan bearbejde dem. Hvis det handler om børn, unge og forældre, mener jeg, at det er de voksnes ansvar at tage fat på bearbejdningen af de vrede følelser.
Hvis der er interesse for et mere nuanceret billede af vredesfølelser, kan man klikke her for at se mit foredrag om vrede unge.