Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Vores allesammens ansvar

Mandag den 26 februar 96 sendte DR en dokumentarudsendelse “Punkt 1″, hvor nogle ansvarlige samfundsborgere diskuterede, hvorfor den hidtidige integration for den tyrkiske etniske gruppe ikke er lykkedes.

Etniske børn / unges socialisation er i det sidste par år blevet et brændpunkt, der bliver diskuteret i institutionerne og medierne. Hidtil har debatten efter min mening, haft en skæv drejning. Debatten må tage udgangspunkt i et helhedssyn for at have en konstruktiv karakter til gavn for etniske børn og unges socialisation, altså er fokus på de ansvarlige og deres kompetence.

Jeg vil tage udgangspunkt i institutionerne og de ansattes mangel på handling overfor familier, børn og unge. Når børn og unges socialisation bliver et problem for danske institutioner og de ansatte, må årsagerne søges i deres kulturelle baggrund.

Det rejser spørgsmålene:

  • Hvad skal de professionelle kunne for at undgå magtesløshed overfor etniske familier, børn og unge?
  • Har de den nødvendige vilje til ændre på den hidtil anvendte pædagogik i deres institutioner?
  • Er institutioner for etniske børn og unge?

Vi taler hele tiden om at børnene skal integreres i samfundet, men i den sammenhæng glemmer man at diskutere, hvordan institutionerne og de professionelle kan hjælpe deres socialisation.

Vi er nødt til at se på institutionernes anvendte pædagogik og de ansattes indsigt i gruppernes udvikling på sociale og kulturelle områder. Vi er nødt til at tage det med i diskutionen, hvis socialisationen skal gøres lettere. Uanset hvor man kommer fra, hvilken religion og nationalitet man har, så har mennesker og især børn nogle stærke følelsesmæssige relationer til deres familier.

Disse følelsesmæssige relationer er børn og unges rødder og fundamentet for deres socialisation i “deres nye land Danmark”. Dette fundament trues i samme øjeblik børnene starter i institutionerne. Den pædagogik vi anvender i dag, tager ikke hensyn til det anerledes fundament. Landspolitisk og ikke mindst kommunalt bliver der lagt pres på for at få “de fremmede” integreret og i vores hast glemmer vi at deres primære kultur ikke er identisk med dansk kultur.

Skal de integreres?

Når børn og unge ikke føler, at de er en del af institutionen, har det en negativ virkning på børnene og familierne. Konsekvensen er at de udvikler en lukket holdning overfor institutionen og de ansattes påvirkninger. Det bekræfter også familiens fordomme overfor det danske samfund.

Det gør det pædagogiske arbejde i institutioner vanskeligere og socialisationen vanskeligøres for børnene.

Kan de negative konsekvenser forebygges?

Hvis samfundets socialpolitiske formål er at integrere etniske grupper i samfundet, så skal der tænkes på De professionelles faglige kvalifikationer med hensyn til de etniske gruppers socialisering.

På kommunale, faglige organisationes og uddannelsesinstitutionernes uddannelsesprogrammer er der ikke nogen formel uddannelse i etnisk, social og kulturel udvikling, hverken i den primære eller efteruddannelsen. Jo, der er nogle enkelte fyraftenskurser eller et tema-uge kursus. Der er ikke tilstrækkelige udviklingsmuligheder for de professionelle, så de kan tilegne sig viden og indsigt i forandringerne i grupperne.

De eksisterende uddannelser og efteruddannelser gør ikke de professionelle i stand til at løfte de opgaver, der ligger i institutionerne. Den store mangel på uddannelser, der retter sig imod etniske børn og unges socialisation, gør at de professionelle tit står magtesløse og uden gennemslagskraft i deres pædagogiske arbejde med etniske børn og unge.

Manglende gennemslagskraft

Den manglende gennemslagskraft er med til at danne et billede af “de voksne” i børn og unges hoved:

  • De voksne er alt for bløde og nemme at løbe om hjørner med
  • De voksne har ingen grænser
  • De voksne er alt for forstående

Når børn og unge har de billeder af os professionelle, så er det meget vanskeligt at arbejde med deres socialisation i institutionerne. I de vanskelige situationer finder de professionelle tit at årsagen til disse billeder er kulturbestemte, men det er i virkeligheden de professionelle, der har været med til at danne disse billeder.

Det skal ikke forståes sådan, at den manglende socialisation af de etniske grupper hovedsageligt skyldes institutionerne og de professionelle. Min institutions- og projekterfaring viser, at et væsentligt element i det pædagogiske arbejde er relationen i mellem børn og unge og de professionelle i institutionerne.

Har relationene en betydning for børn og unges socialisation?

Socialpædagogisk arbejde både med danske og etniske drenge i Blæksprutten i Hvidovre kommune har overbevist mig om, at relationen er et vigtigt redskab når etniske familier, børn og unge har svært ved at integrere sig i samfundet. Uddannelser der retter sig mod etniske grupper kan være med til gøre det muligt for professionelle at opbygge en relation til de etniske familie og deres børn.

Relationen gør at de professionelle kan reflektere over og handle på de problemer etniske familier og deres børn har i samfundet. På den måde opnår de status hos etniske familier som betydningsfulde personer både for familierne og børnene. De handlinger de professionelle sætter i gang skaber tillid, respekt og forståelse for det pædagogiske arbejde i institutioner.

På den måde kan professionelle være med til at etniske grupper danner sig et positivt syn på det danske samfund og et håb om løsninger. Hvis vi professionelle ikke er åbne overfor børn og unge og nuanceret i vores fagsprog har relationen i sig selv ikke nogen virkning i vores pædagogiske arbejde. Professionelle bebrejder tit familierne, at de ikke forstår børnenes og de unges problemer.

Hvis de professionelle forsøger at fortælle familier, enten danske eller etniske, om at deres børn har sociale, psykiske, integrations og indlærings problemer, opfatter forældrene det som deres barn er dumt. Familierne har svært ved at forstå de begreber og det sprog professionelle bruger. De mister koncentration under samtalen og som et resultat bliver familien ikke klogere på deres børn og unges problemer. Dvs. familien bliver stemplet som vanskelige og på grund af denne stempling, virker de professionelle bedrevidende.

Hvis relations metoden skal være virkningsfuld, så er det vigtigt at de professionelle er opmærksomme på deres sprog og den måde de er overfor familien og deres børn. Det skal ikke være sådan, at de professionelle i vanskelige situationer bruger manipulation, som en løsning på problemerne. Det skyder tværtimod problemerne foran os. I sted for manipulation skal de professionelle bruge konfrontation og direktehed udfra sin relation til familie og børn.

Er det skadeligt at være konfrontrende overfor familier og deres børn?

Jeg vil afslutte med et konkret eksempel som jeg har oplevet i forbindelse vores opsøgende arbejde på gade- plan i Avedøre stationsby. En 15 årig dansk dreng kørte på knallert ind i en tyrkiske dreng på 7 år. Drengen kom alvorligt til skade og blev indlagt på hospitalet med hjernerystelse.

Den danske dreng fik at vide, at den tyrkiske dreng blev lammet i højre side. Den besked gjorde, at den danske drenge blev urolig om natten og isolerede sig fra kammeraterne. Han frygtede, at den tyrkiske familie ville hævne sig. De professionelle bruger i sådanne tilfælde meget tid på løse problemet gennem at tale med drengen. Jeg greb det an på en helt anden måde på baggrund af min relation til familien.

Jeg valgte, at konfrontere den danske dreng og den tyrkiske familie på hospitalet for at tale om det der var sket. For at skabe ro og tryghed i drengens sjæl og for at afmystifisere de forestillinger han havde om den tyrkiske familie. Begge forældrepar var til stede. Efter denne konfrontation kom der en forbedring med den danske dreng, som kunne ses på ham. Familien bruger os mere når der er problemer med deres børn.

Konfrontations metoden kræver, at man har uddannelse og modtager supervision af professionelle fagfolk.

Mit svar på overskrifterne er, at ansvaret overfor både danske og etniske børn og unges socialisation er vores allesammens ansvar. Hvis vi udelukkende lægger ansvaret på andre, fx familien og samfundet, så løber vi fra vores ansvar som professionelle. Det er heller ikke ansvarligt at lægge skylden for børn og unges socialisation problemer eller andre af samfundets problemer på de grupper, som ikke har ressourcer i form økonomisk og politisk kompetence. Dem der har ressourcerne må tage den del af ansvaret.

Skriv en kommentar