Bragt i Kristeligt Dagblad (25/03/11)
Af Britta Søndegaard
De seneste 15 år er kriminaliteten faldet markant blandt unge fra etniske minoriteter, men navne som Ahmed og Mohammed dominerer fortsat i voldsstatistikkerne
Selvom børn af indvandrere er mere kriminelle end danskere, så går udviklingen den rigtige vej. På 15 år er kriminaliteten blandt efterkommere af ikke vestlige indvandrere halveret. Det fremgår af en ny undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.
Tilbage i 1990 begik 11 procent af alle mandlige andengenerations indvandrere mellem 15 og 45 år en forbrydelse, som de fik en dom for. I 2006 var andelen af kriminelle i samme aldersgruppe halveret, og fem procent begik en lovovertrædelse, der førte til dom. Blandt indvandrere var kriminaliteten lidt lavere. I 1990 begik seks procent en forbrydelse, mens andelen i 2006 var faldet til tre procent. Til sammenligning blev lidt over to procent af alle danske mænd i samme aldersgruppe dømt for en forbrydelse i 1990, og tallet faldt til under to procent i 2006.
Indvandrernes kriminalitet er altså fortsat betydeligt højere end andre danskernes, og navne som Ahmed og Mohamed dominerer især i voldsstatistikkerne.
Ifølge forskningschef Torben Tranæs fra Rockwoolfonden viser undersøgelsen, at indvandrernes børn i stigende grad ligner danskere:
”Der er sket et bemærkelsesværdigt fald i kriminaliteten, og for efterkommerne gælder det, at en større del end danskerne fortsat er kriminelle. Men undersøgelsen tyder på, at det generelt går bedre i indvandrernes liv,” siger Torben Tranæs. Han henviser også til, at forskellen på danskeres og indvandreres kriminalitet indsnævres yderligere, hvis der tages højde for sociale forhold.
Undersøgelsen påviser, at voldskriminalitet er mere udbredt blandt etniske minoriteter fra Mellemøsten, mens indvandrernes børn ikke begår mere tyveri eller anden berigelseskriminalitet end danskerne som helhed. Til gengæld viser opgørelsen overraskende, at flygtninge overholder loven i stort set samme omfang som danskere.
”At flere efterkommere begår vold kunne godt tyde på, at kulturelle faktorer spiller ind,” siger Torben Tranæs, der understreger, at den høje kriminalitet først og fremmest skyldes sociale faktorer.
”Når vi importerer indvandrere, importerer vi en underklasse. Ligesom danskerne i bunden af samfundet er mere kriminelle, så er indvandrerne det også,” siger Torben Tranæs.
Undersøgelsens konklusioner kommer ikke som en overraskelse for Ahmet Demir, der i sit arbejde som social konsulent møder de unge kriminelle og deres familier:
”Flere unge end tidligere har indset, at de er en del af det danske samfund, og de tilpasser sig, siger Ahmet Demir. Han mener, at den øgede forekomst af vold blandt etniske andengenerationsindvandrere fra Mellemøsten skyldes, at mange af de unge er i klemme:
”De er under pres fra både familiens traditionelle normer og det omgivende danske samfund. Hjemme får de unge at vide, at de skal følge hjemlandets traditioner. Skolen og det omgivende samfund fortæller dem, at de skal lære dansk. Nogle gange reagerer de unge meget uhensigtsmæssigt på det og griber til vold,” fortæller Ahmet Demir.
Han afviser samtidig, at den højere voldsrate kan forklares udfra traditionelle mellemøstlige æresbegreber:
”Der er nogle elementer fra kultur og opdragelse, som kan forklare den måde, de unge reagerer på. Men de sociale forhold og den opdragelse, de unge har fået, er lige så væsentlig,” siger Ahmet Demir.
Politikere på Christiansborg ser Rockwool Fondens undersøgelse som et udtryk for, at udviklingen på integrationsområdet går i den rigtige retning:
”Indvandrere har stadig en høj kriminalitet, men det er glædeligt, at udviklingen går i den rigtige retning, så kriminaliteten generelt er faldet, og det er den også blandt danskere. Men vi skal stadig styrke indsatsen for at afhjælpe problemer blandt unge andengenerationsindvandrere,” siger Socialdemokraternes integrationsordfører Henrik Dam Kristensen.
Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, mener, at den faldende kriminalitet er et resultat af regeringens integrationsindsats:
”Det er et produkt af de seneste års mange integrationstiltag. Uddannelsesraten bevæger sig opad, og kriminaliteten nedad. , Fra 2001 til 2009 kom 55.000 nydanskere kommet i beskæftigelse og samtidig er uddannelsesniveauet hævet væsentligt,” siger Karsten Lauritzen.