Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Rodløse unge skal mærke konsekvens

Af Morten Rasmussen (24/10/2001)

Bragt i Kristeligt Dagblad

Konfrontation og konsekvens er nødvendigt, hvis drenge af anden etnisk baggrund skal have større respekt for danske piger, mener cand. pæd. Ahmet Demir, som arbejder med rodløse unge – Når Ali og Muhammed kalder en dansk pige for luder, skal vi tage fat i både dem og deres forældre med det samme.

De skal opdrages, og så nytter det ikke noget, at vi fortsætter med at intellektualisere problemet. Problemet findes her og nu, og det skal vi have løst. Ahmet Demir er en mand uden de store omsvøb og bortforklaringer. Det gælder også i forhold til den debat om voldtægter, begået af unge med en anden etnisk baggrund, som en række muslimske organisationer nu vil forsøge at sætte fokus på og finde en løsning på.

Som familieterapeut, cand. pæd. og leder af ungdomsprojektet Blæksprutten i Hvidovre Kommune møder Ahmet Demir dagligt unge, ofte af anden etnisk baggrund, som er så utilpassede og rodløse, at deres frustration får alvorlige konsekvenser for dem selv og andre. Og selv om hans knægte, som han kalder dem, ikke har begået voldtægt, har flere af dem et kvindesyn, som gør ham både rasende og bedrøvet. I sin kontakt med drengene prøver Ahmet Demir på at konfrontere dem med deres egne ord og handlinger.

Når en dansk pige kaldes luder, spørger Ahmet Demir eksempelvis til drengens søster eller moder. Det gør drengene rasende, men også opmærksomme på rækkevidden af deres egne ord, mener Ahmet Demir, som tidligere på året udgav bogen De forbandede unge, som netop handler om konfrontationspædagogik.

Skriv en kommentar