Bragt i Berlingske Tidende (17/05/2007)
Af Elisabeth Arnsdorf Haslund
Efterkommere af indvandrere har større risiko for at blive ramt af psykiske lidelser, viser ny undersøgelse. Fagfolk peger på manglende integration og identitetskriser som mulige årsager.
Cand.pæd. Ahmet Demir, der er familierådgiver og etnisk konsulent, peger på, at familiemønstrene i de etniske familier spiller en stor rolle for de unges psykiske trivsel.
» Mange af de unge er også rodløse. De kommer måske fra en familie, hvor forældrene har isoleret sig fra det omkringliggende samfund, og så bliver det svært, når de unge skal skabe sig en tilværelse. De mangler indre ro, de lider af identitetskriser, og oplever måske også, at de bliver diskrimineret på grund af deres etnicitet,« vurderer Ahmet Demir.