I mine tidligere artikler, har jeg skrevet om børns, unges og familiers problemstillinger omkring deres møde med samfundet. Måske har nogle læsere tænkt, hvorfor jeg sætter så meget fokus på disse emner, og om jeg kun ser de etniske familier som et problem.
Nej, ikke alle, men jeg ser en del, både danske og etniske familier, der har massive problemer især med unge i alderen fra 13 år og op. Jeg vil i denne artikel, uden at generalisere, komme med et konkret eksempel på, hvorfor vi kommer galt af sted i forhold til vores unge, så galt, at det får alvorlige konsekvenser for begge parter.
Det handler om en dreng på 12 år, der havde svært ved at klare sig i skolen. Han var utilfreds med sig selv, og troede ikke på sig selv. Han havde en enorm negativ selvopfattelse, og her er bare et lille uddrag fra en samtale jeg havde med ham om hans syn på sig selv:
Jeg duer ikke til noget jeg er dum der er ikke nogen der kan lide mig. jeg er grim jeg ved ikke, hvorfor jeg lever i denne verden. Drengen havde disse tanker og følelser, men det var svært for forældrene og de øvrige omgivelser at se eller læse hans tanker, fordi drengen lod som, at livet fungerede helt fint for ham.
Denne drengs forældre, og en stor del etniske familier i øvrigt, stiller store krav til de unge. De skal være bedst i skolen og have en uddannelse. Jeg er enig i, at de skal have en uddannelse, men jeg er nødt til at vende tilbage til førnævnte unge menneske. Selv om han lod som om han havde det godt, vil det på en eller anden måde skinne igennem, at livet ikke hænger sammen for ham.
Symptomerne på, at han ikke havde det godt, var bl.a. at han kom for sent hjem og mødte uregelmæssigt i skolen og var aggressiv overfor forældrene. Gaden og vennerne blev som en magnet for ham, og pludselig gik det op for forældrene, at var noget helt galt. De begyndte med at true ham med, at hvis han ikke opførte sig ordentligt og passede sin skole, så ville de sende ham til Tyrkiet.
De kom også med andre kropslige usagte meldinger til ham. Forældrene håbede og troede på, at disse trusler ville være med til, at drengen ville passe sin skole, og at han i øvrigt ville være samarbejdsvillig med dem og hans søskende.
Da jeg kom ind i billedet, var problemet vokset. Den unge havde allerede etableret et liv på gaden, og han opfattede gaden som hjem nr. to. Livet på gaden er dybt problematisk, og derfor skal alle professionelle kæmpe sammen med familierne for at være i dialog med disse unge, idet de ofte er til stor fare for sig selv og omgivelserne.
Nøglen til det, er for mig at se, hurtigst muligt at få etableret kontakt med de unges familier og se på, hvordan vi kan støtte den unge i forhold til de ovennævnte problemstillinger. Det er muligt, at nogle af jer læsere er uenig med mig i, at det væsentligste er at støtte dette unge menneske.
Det vi anbefalede til forældrene var, at de skulle være åbne og ikke presse den unge til en uddannelse. Forældrene gav udtryk for, at de gerne ville samarbejde, så de kunne få deres lille dreng tilbage, sådan som han var, da han var fem – ti år. Igen er det meget typisk, at forældrene er meget bebrejdende overfor de unge og påpeger, at de nu er en voksen mand/kvinde.
Disse forældre lod også som om, at de var fejlfri. En aften kom den unge ikke hjem, og jeg blev kontaktet midt om natten af forældrene, der fortalte, at de var bange for, hvor han var, og hvad der var sket. Via vores netværk lykkedes det for os at finde ud af, hvor han var. Vi holdt møde den efterfølgende dag med alle parter.
Det allerværste er, at faren sagde følgende: Jeg er træt af dig, og jeg ønsker ved Gud, at du dør, og hellere i dag end i morgen. Denne sætning gjorde, at drengen rejste sig fra stolen med tårer i øjnene og løb væk fra os voksne. Forældrenes reaktion på det var at han er en voksen mand, du kan se, at han har fået skæg og er 1,75 cm høj.
Efter min mening begår denne unges forældre en stor fejl ved at måle den unges følelsesliv med hans veludviklede fysik. Hvis den unge skal vende hjem til familien, kræver det, at forældrene viser deres omsorg med ord mange gange, men desværre er disse forældre ikke i stand til at vise deres kærlige følelser.
Selv om de elsker deres søn, kan de ikke sætte ord på disse følelser. Hvis de var i stand til det, vil jeg tro, at det var muligt, at drengen ville vende hjem igen. Men det er med stor beklagelse, at jeg må sige, at hverken jeg eller forældrene kunne hjælpe dette unge menneske. Jeg ønsker ikke, at andre unge, skal ende som denne unge mand; som stofmisbruger og med et usselt liv på gaden.