Statsministerens møde om integration den 30. november 2004 med 20 udvalgte indvandrere, gav anledning til mere opmærksomhed i medierne end nødvendigt. Politikere og især religiøse ledere blandt etniske minoriteter har hårdt kritiseret, at de ikke var blandt de inviterede.
På det seneste har jeg næsten ikke hørt og læst om andet end om dette og Islam. I mit indlæg vil jeg stille et spørgsmål til politikerne og de religiøse ledere.
Tror I virkelig, at religion er det, der primært styrer de etniske minoriteters dagligdag? Hvis I tror det, ja, så tager I fejl. I mit daglige møde med etniske minoritetsgrupper både som privat og som professionel ser og hører jeg nogle helt andre ting. Grupperne er langt mere optaget af deres børn og deres fremtid. Især har de mange bekymringer om det fx lykkes for deres børn at få en uddannelse og et arbejde.
Familierne er mere optaget af sådanne problemer, og hver især forsøger de at gøre livet for dem selv og deres børn meningsfuld. Når familier, der har store bekymringer, hører politikere og religiøse ledere diskutere deres problemer i medierne, bliver de efterhånden ret irriterede, og de kan ikke se, hvad det i det hele taget skal gøre godt for.
Når jeg hører politikere og religiøse ledere tale lyder det som om, at det generelt er alle etniske minoriteter, der rådfører sig med religiøse ledere omkring deres problemer. Det er langt fra tilfældet. I mit arbejde har jeg mødt en del etniske familier med anden baggrund end dansk, der har et afslappet forhold til deres religion, Indtil videre har jeg ikke mødt en eneste familie, der har sagt, at de ikke er interesseret i at samarbejde med forvaltningen eller os professionelle pga., religiøs overbevisning.
Familiernes, børnenes og de unges liv er smertefuldt, både kulturelt, uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og ikke mindst har nogle oven i købet psykosomatiske problemer. Sådanne problemer tror jeg ikke har megen forbindelse til religion.
Jeg vil endnu engang kraftigt understrege, at jeg ikke ser, at de diskussioner, der har været i medierne om gruppernes religion har noget at gøre med deres integration. Jeg mener, at både politikere og de religiøse grupper profilerer sig i medierne på bekostning af de socialt svage grupper, hvis liv ikke styres af religion, og heller ikke tror at religion kan bidrage til at løse deres problemer.
I et demokratisk samfund må vi vise respekt for menneskers religion. I mit møde med børn, unge og familier er det som sagt min erfaring, at en stor del af disse har et afslappet forhold til deres religion. Jeg vil ikke udelukke, at der er nogle, der er/bliver fundamentalistiske og derfor kun ser verden med religiøse øjne. Det er politikernes og os, der dagligt arbejder med disse mennesker, som har et ansvar for, at nogle vælger en fundamentalistisk livsstil.
Når etniske grupper forsøger at tilpasse sig samfundet, at gennemføre uddannelser og få job, men oplever racisme og føler sig uønskede, kan sådanne personlige oplevelser, få nogle til at vælge fundamentalismen. Jeg vil opfordre politikerne til at satse på at bygge bro mellem de etniske grupper med anden baggrund end dansk og det danske samfund. De religiøse ledere må holde sig indenfor deres område de skal ikke være politikere, pædagoger, jurister eller psykologer de skal være det, det er, nemlig religiøse ledere.
Det er tid til at handle i stedet for at snakke, snakke og snakke. Det handler ikke primært om religion. Det handler om familien som helhed og den enkeltes mulighed for udvikling, uddannelse og arbejde. Det handler også om en gensidig positiv indstilling minoriteterne og samfundet imellem. Ligeledes vil jeg opfordre til at nedbryde den holdning, at grupperne er et problem. Det er langt mere givende at se på dem som ressourcer.