Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Det er de andres skyld

Overskriften på min artikel, kan muligvis medvirke til at provokere nogle af læserne. For, hvad mener jeg med skyld, når det handler om familier og unge Ja, det kan godt være, at I umiddelbart tænker sådan, men jeg skriver ikke denne artikel for at nedvurdere jeres forældres evne eller for at stemple alle jer unge, som om I alle sammen har problemer.

Nej, min hensigt er at dele mine pædagogiske og terapeutiske erfaringer jeg har fået bl.a. via mit arbejde med familier og unge, der har svært ved at finde et ståsted i familien og i samfundet; fx det danske.

Overskriften er faktisk et udsagn fra mange af de familier, jeg har mødt, når jeg enten alene eller sammen med myndigheder banker på familiens dør for at fortælle dem om vores viden omkring deres børn i fx skolen eller på gaden. Ofte siger forældrene, at det er andres skyld, at deres børn begår ulovligheder eller voldelige handlinger.

Det lyder måske groft, men hvis forældrene møder professionelle med den indstilling, ja, så vil jeg være betænkelig ved, om de overhovedet er interesserede i deres børns liv, eller om de har den nødvendige indsigt i, hvad deres børn laver udenfor hjemmet.

Det skal ikke opfattes sådan, at jeg stempler alle tyrkiske forældre eller deres børn som et problem nej, det er slet ikke min hensigt. Men, der er heller ingen af jer, der kan sige, at I lever i et fuldstændig harmonisk familieliv eller et smertefrit liv i det danske samfund.

Smerte skal i denne sammenhæng forstås som de konflikter, der opstår mellem de unge, forældrene og samfundet. Jeg er af den overbevisning, at uanset, hvilken social klasse de unge kommer fra, kommer de i konflikt med forældrene og samfundet.

I en sådan situation mener jeg, at vi skal tage konflikterne som værende et led i de unges udvikling, og forældrene skal forsøge at sætte sig i de unges situation og prøve at komme i dialog med dem, så smerten ikke bliver kronisk for den unge. I det øjeblik vi prøver at komme i dialog med vores børn, tror jeg ikke, at den unge vil henvende sig, hverken til mig eller til andre professionelle.

Jeg oplever ofte det modsatte; lige så snart den unge kritiserer det mindste ved en af sine forældre eller afviger fra forældrenes oprindelige kulturelle normer, opfatter forældrene den unge som fortabt, og at det netop er andres skyld at deres barn ikke er stolt af at være fx tyrker. Afslutningsvis vil jeg give et konkret eksempel. I et lokalmiljø har skolen og politiet erfaret, at et tyrkisk barn har svært ved at passe sin skole.

Han får hjemmefra kl. 07.45 og kommer hjem efter skoletid. Da skolen henvender sig til den unges familie og gør dem opmærksom på, at deres søn ikke passer sin skole, reagerer forældrene det ene øjeblik ved at sige, at skolen er racistisk, det næste, at skolen og politiet stempler deres søn som kriminel. Da jeg kom ind i billedet fik jeg de samme ting at vide.

I denne situation var det meget svært at få forældrene til at vågne op. Drengen er ikke storkriminel, men er på et begynderstadium. Jeg valgte at undlade at diskutere med forældrene, hvorvidt deres søn var kriminel eller ej. Jeg aftalte med forældrene, skolen og politiet, at jeg skulle kontaktes næste gang deres søn begik en kriminel handling.

Jeg ønskede selvfølgelig ikke at det skete, men der gik ikke ret mange dage. Forældrene troede, at deres søn var i skole. Desværre begik han på dette tidspunkt (kl. 11.30) kriminalitet i et supermarked. I stedet for, at jeg eller andre professionelle tog hen til familien, valgte jeg i denne situation, at forældrene sammen med mig tog hen til politistationen, idet deres søn var blevet anholdt.

Forældrene gik verbalt amok, både i telefonen og på vej hen til politiet. De ville slå ham ihjel og sende ham til Tyrkiet osv. Først efter konfrontationen med sønnen begyndte forældrene at forholde sig til deres søns problemer, og det viste sig, at forældrene udmærket kendte dem, men at de syntes det var pinligt.

Derfor valgte de at løse deres søns problemer ved at benægte dem overfor skolen og myndighederne. Det er selvfølgelig deres valg, men jeg vil anbefale jer læsere at huske, at der er mulighed for at hente støtte. Det kan fx foregå via rådgivning, hvor en sagsbehandler kommer hjem hos familien eller via kontakt med skolepsykologen eller andre professionelle, der hjælper med forebyggelse af unges kriminalitet.

Hvis vi bruger myndighederne mener jeg, at vi kan minimere de unges problemer. Men vi skal huske, at vi som forældre har ansvaret for vores børns udvikling og handlinger. En af måderne vi kan forebygge den uheldige udvikling på, er at bruge tid på de unge og anerkende dem.

Skriv en kommentar