Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Er far familiens overhoved?

I min forrige artikel skrev jeg om skilsmisse under overskriften:

Er det min skyld?

Jeg gik ikke dybere ind i, hvilke forhold, der spiller ind som årsag til skilsmisse. Jeg vil nævne nogle markante forhold som arbejdsliv, viden om sig selv og den ydre verden, bevidsthed om menneskets værdi og økonomisk uafhængighed.

Det er muligt, at kvinder i familier og andre netværk gøres til syndebukke i skilsmisser, men jeg har i mange store forsamlinger været i dialog med mine landsmænd både kvinder og mænd – og jeg har endnu ikke mødt nogle ej heller kvinder – der var glade for at blive skilt.

Tværtimod kæmper en stor del af kvinderne for familiens eksistens. Det lyder måske som en hård dom til manden, men sådan som jeg ser udviklingen er det manden, der har svært ved at følge med i de førnævnte markante forhold.

Nogle vil måske påstå, at de ikke kan ændre deres arbejdssituation, fordi ingen arbejdsgivere interesserer sig for dem. Men hvis fædrene skal være et positivt forbillede for deres børn, er det klart, at de skal kæmpe meget hårdt for at finde deres ståsteder på arbejdsmarkedet. Det kræver en hård kamp – ikke mindst for at blive opkvalificeret på et sprogligt, fagligt og socialt plan. Jeg ved ikke om det er kulturelt bestemt, men desværre er tendensen, at en del har mistet håbet og troen på fremtiden.

Kvalificeringen kræver en del skoling, men jeg oplever ofte, at fædrenes selvopfattelse, når de er midt i 20-årsalderen, er, at de er i pensionsalderen. De mangler begejstringen for en ny uddannelse eller for tilegnelsen af kvalifikationer. I det øjeblik fædrene ikke gør noget ved deres kvalifikationer mht. sprog og sociale og kulturelle forhold er det med til at deres rolle og funktion i familien bliver problematisk.

Faren er, at de unge især drengene at de bliver usikre og det gør bl.a. at også de mister håbet og troen på fremtiden. Med viden om sig selv mener jeg, at en del af os er født og opvoksede i familier, hvor fædrene var overhovederne. På den måde var de meget synlige i deres funktion og rolle. Både i familien og i det lokale miljø vidste man, hvem der havde styringen i familien.

For unge mænd, der er født og opvoksede her i landet eller i en storby i deres hjemland, gælder det samme; manden kan pr. automatik være familiens overhoved, fordi vores kvinders viden om sig selv og samfundet er med til, at de kender deres rolle og funktion i familien, og de ved, hvad der er deres rettigheder og pligter.

Der er naturligt for mennesker at være bevidste om sine rettigheder og pligter Når kvinder kræver at manden fx også tager sin del af ansvaret, hvad angår omsorgen for børn og andre praktiske gøremål, giver det ofte anledning til uro, og manden vil synes, at kvinden kræver for meget af ham.

Manden oplever i tankerne sin egen barndom og ungdom, hvor faderen var familiens overhoved, og manden vil fortsætte i samme mønster, men i det øjeblik han vil fastholde det traditionelle mønster, skal han også være bevidst om at uro og konflikter er uundgåelige.

I konfliktsituationer er fædrenes udmeldinger muligvis grove. Sådanne udmeldinger er med til, at kvinderne føler sig pressede, og i pressede situationer går nogle kvinder i forsvarsposition. Det er ofte sådan, at kvinderne står stærkere end mændene, fordi de har lært sproget og tilegnet sig andre af de førnævnte kvalifikationer.

Fædrenes mindreværdskomplekser fører til en massiv krig mellem ægtefællerne, og det er til stor skade for forældrene selv og ikke mindst for børnene og deres senere trivsel. For at undgå følelsesmæssige skader på familiens medlemmer, mener jeg, at det er klogt at opsøge professionel hjælp, fx en psykolog eller en familieterapeut, der kan støtte familien og forsøge at forhindre en skilsmisse.

At tro, at faderen generelt er familiens overhoved, er en stor fejl. Det afhænger af hans og kvindens arbejde, sprog og indsigt i samfundet. Mine erfaringer siger mig, at den traditionelle patriarkalske struktur er i hastig opløsning, og det har især for fædrene alvorlige psykiske konsekvenser. Jeg oplever tit, at drengene savner, at fædrene er synlige både i og uden for familien.

Skriv en kommentar