Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Den glemte gruppe

I den socialpolitiske debat viser politikerne, medierne og befolkningen stor interesse for integration af etniske minoriteter med anden baggrund end dansk Men der er en gruppe indenfor disse etniske minoriteter, som vi ikke hører ret meget om de handicappede.

For nogle uger siden deltog jeg i en konference om handicappede indvandrere, arrangeret af Dansk Handicap Forbund i forbindelse med projektet: Det kan lade sig gøre for handicappede indvandrere at komme på arbejdsmarkedet. Det var utroligt inspirerende at møde mennesker, der på mange områder er afhængige af andre.

Vi hører desværre ikke ret meget i medierne om deres problemer, bl.a. på arbejdsmarkedet og vedrørende integration. I løbet af de to dage konferencen varede, mødte jeg mange handicappede både udenlandske og danske. Fælles for dem er, at de gerne vil være en del af samfundet. De vil gerne have et arbejde, og de udtrykte sig klart om den måde vi professionelle behandler dem på rundt om i kommunerne.

Der er nok mange der tror, at der bliver gjort noget for disse grupper, men mine oplevelser og samtaler med mange af deltagerne viser tydeligt, at når de i nogle tilfælde modtager tilbud, tages der ikke hensyn til deres handicap. Samtlige etniske deltagere med anden baggrund end dansk gav udtryk for, at de gerne vil lære det danske sprog og integreres i samfundet.

Vi andre tænkte straks på, at så kunne de da bare melde sig til sprogskolernes danskundervisning. Uden tanke for, hvordan de oplever sig selv, blev vi gjort opmærksomme på følgende som er et citat fra en person, der har gået på sprogskole for at lære dansk: Jeg deltog i danskundervisningen. De andre deltagere var søde, men jeg følte mig forkert, når de kiggede på min kørestol.

Jeg fik det efterhånden meget dårligt og valgte undervisningen fra, selvom jeg havde stor lyst til at lære dansk. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå til danskundervisning sammen med andre handicappede det ville være nemmere for mig. Fx betyder denne weekend enormt meget for mig. Jeg troede, at jeg var den eneste, men når jeg ser så mange andre i kørestol, så oplever jeg mig selv som normal.

Jeg håber, at vi, der sidder i de forskellige forvaltninger, og som har den direkte kontakt med disse mennesker, vil forsøge at sætte sig ind i deres situation; hvis vi følelsesmæssigt er i stand til dette, vil det helt klart blive mere udbytterigt for det enkelte individ og for samfundet. De handicappede har brug for politikernes og ikke mindst arbejdsgivernes interesse. Det skal ikke være af medlidenhed det har de mindst af alt brug for men udfra deres fysiske handicap og kvalifikationer.

Deres kvalifikationer har stor betydning for deres integration, og deres bidrag til samfundet har stor betydning på det kulturelle, sociale og økonomiske plan. Med hensyn til det kulturelle tænker jeg på, at jeg personligt vil bruge nogle af disse mennesker og deres historier som positive forbilleder for nogle etniske familier med anden baggrund end dansk således, at familierne viser større interesse og støtter deres børn og unge med hensyn til uddannelse.

De handicappedes medvirken i dialoger med disse forældre tror jeg gør, at familien i højere grad tænker på deres børns uddannelse. De handicappedes færden i forskellige offentlige rum og ansættelse i de kommunale og statslige institutioner vil være med til at nedbryde en del fordomme hos andre etniske grupper med anden baggrund end dansk.

De vil pludselig få øje på, at selv om en person har et fysisk handicap, kan vedkommende sagtens have ressourcerne og viljen til at tage en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet. På den måde kan handicappede menneskers ansættelser rundt omkring have stor betydning for os andre – og for dem selv.

Skriv en kommentar