Siden dannelsen ved befrugtningen er mennesker afhængige af deres mor. Hendes liv og livskvalitet under graviditeten har betydning frem til den dag, barnet møder verden. Forældrene og den nærmeste familier taler med stor glæde om det kommende barn.
Glæden over barnets møde med verden kan beskrives på mange måder, men jeg vil her citere Semra Eker, der er mor til min afdøde, elskede svigerdatter Sevgi, som vi for tre år siden mistede i en trafikulykke i Tyrkiet. Semra udtrykte sin glæde ved Sevgis møde med verden med følgende ord .
”Da Sevgi kom til verden, skinnede solen på mig. I den tid, hun levede, varmede solen mig. Den dag jeg mistede Sevgi, gik solen ned. Jeg fryser nu.”
Dette citat får mig til at tænke på, at mange forældre udtrykker følelser over for deres børn, men det sker i vores liv, at vi overser vores børns, nære families og venners betydning for os. Karriere, arbejde og materielle ting kommer til at fylde vores liv. Det tager tid og energi, hvilket i sidste ende kan gå ud over vores nære relationer.
Med nuet mener jeg
Ud fra et perspektiv omkring meningen med livet og ikke mindst mange menneskers frygt for døden eksisterer vi kun i nuet. Tanken om at miste vores elskede, der for evigt rejser fra os, vil mange ikke kendes ved. Den medfører angst, selvom alle ved, at den evige rejse er uundgåelig.
Mulighed for at værdsætte nuet
Hvis du er ramt af det moderne samfunds stress, kan du prøve at mærke dine børns og din partners betydning. Hvis de ligger og sover, kan du forsøge at sidde stille og roligt ved siden af dem, røre dem blidt og observere, hvor uskyldigt de trækker vejret. Denne øvelse kan få dig til at mærke dybt i dit hjerte, at du elsker dem. Når du kommer i kontakt med den følelse, som dine elskede vækker i dig, har det stor betydning for dig. Du skal i din stressede dagligdag forsøge at prioritere dine elskede og nyde dem, mens du har dem.
I dag for tre år siden mistede jeg min elskede svigerdatter Sevgi og mit elskede barnebarn Rodi. Jeg har selv undladt at afsætte den nødvendige tid til at nyde fællesskabet med mine elskede, holde om og kærtegne mit barnebarn. Efter at have mistet dem har jeg indset, at jeg er gået glip af et ubeskriveligt og betydningsfuldt nærvær med dem ved ikke at prioritere dem højere end alt andet i mit liv.
Mens I læser min artikel står jeg med en buket blomster ved mine elskedes grave på Vestre Kirkegård i København. Ved at røre ved jorden over deres grave mærker jeg dem og mindes dem endnu engang. Jeg elsker dem for evigt, og de vil altid være i mit hjerte.
Jeg håber, at mit indlæg har været med til at give nogen af jer stof til at reflektere over jeres liv og sætte pris på nuet. Om lidt er vi her ikke. Det er i nuet, at vi dybt i vores sjæl mærker vores elskede, selvom de er taget ud på den evige rejse. For mig er der smerte, men også en ubeskrivelig følelse af at jeg skulle have været mere sammen med elskede Sevgi og Rodi i den korte tid, de levede.