Skal etniske forældre være tilskuere til de unges problemer?
Nej. De skal helt fra starten gøres ansvarlige for deres børns udvikling.
Debatten om integration og magtesløsheden overfor de unge er igen på et højt niveau. Selvfølgelig er det igen om andengenerationsindvandrernes integration i det danske samfund. I sidste uge startede det med, at man på et sodavandsdiskotek i København og Høje Tåstrup kommune havde problemer med 41 voldelige unge, og derfor nu arbejder på at få private vagtværn til at styre disse unge.
Lige efter nedlagde lærerne på Abildgårdskolen i Odense arbejdet pga. voldelige unge. Og i DR 1′s søndagsmagasin hørte jeg, at man i Slagelse startede en børnehaveklasse med 17 elever, hvoraf der kun var 5 danske. Nu er der kun en dansk elev tilbage, fordi resten af forældrene arbejder på at finde en anden skole til deres børn.
Det er bekymrende
Jeg har hørt og læst om disse problemer i de sidste 10-15 år. Vi er gode til at problematisere børn, unges indlæring, adfærd og ikke mindst deres integration. Den sidste uges begivenheder viser, at vi ikke har løst problemerne; tværtimod har vi været med til at forstærke problemerne.
Selv om vi i den offentlige omtale ikke indrømmer politisk og pædagogisk fiasko, viser resultaterne tydeligt, at det er en fiasko. Men for mig virker det ikke helt håbløst, fordi i mit daglige arbejde som leder af Blæksprutten i Avedøre Stationsby viser det sig, at det er ikke helt så håbløst, som andre kommuner eller offentligheden giver udtryk for.
Handler det om skyld
For mig handler det ikke om at give skylden til den ene eller anden part. Det vil ikke løse problemerne at give skylden til samfundet eller familierne. Pga. mit daglige arbejde med marginaliserede unge har jeg kontakt til forskellige skoler og andre pædagogiske institutioner i landet. Der viser det sig ofte, at både socialarbejderen og den etniske familie ønsker at løse de daglige problemer med de unge. Når de ikke selv magter opgaven, sker der tre ting, som bl.a. er med til at gøre
problemerne større.
For det første har socialarbejderen svært ved at indrømme overfor sig selv og ledelsen, at de ikke er i stand til at løse problemerne.For det andet har kommunale politikere svært ved at forholde sig til socialarbejdernes daglige problemstilling om en manglende klar, etnisk politik i deres kommuner.
Som det sidste opdager de fleste familie på et tidligt tidspunkt, at deres barns udvikling er ikke, som den skal være.
Hvad kan man gøre ved disse problemer?
Institutionernes ledelse og personale skal have mere end en pædagogisk og undervisningsforudsætning. Det er på tide, at de får mulighed via efteruddannelse for at tilegne sig mere kulturel kompetence, som gør dem i stand til at udvikle en pædagogik eller undervisningsmetodik, der kan gøre etnisk unge bedre fagligt kvalificerede.
Mine erfaringer viser, at i 7. klasse begynder det ofte at blive problematisk for de unge at følge skolens faglige krav. Når det bliver svært for den unge at leve op til de faglige krav, føler de afmagt, som fører til frustrationer. Frustrationerne kommer ofte til udtryk i form af voldelig og asocial adfærd.
En af de store mangler hos socialarbejdere i forhold til konflikterne er, at medarbejderen er konfliktsky, og har svært ved at forholde sig til aktuelle problemer. Daglige omtale og skræmmebilleder i fjernsynet forårsager, at medarbejderen helst vil undgå at blive konfronteret med de unges problemer.
I stedet for at kommunerne investerer i private vagtværn, så vil jeg hellere se dem uddanne eller træne socialarbejdere til konflikthåndtering eller -løsning. Medarbejderens konflikthåndtering vil have større effekt på de unge, fordi de kender dem via deres skole i modsætning til privat vagter, som jeg tror, vil have modsat effekt hos de unge. De opfatter det, som at nogen udefra via deres uniform skal demonstrere overfor dem, hvem der har styringen fx til fester. Derfor vil jeg ikke anbefale modellen med privat vagtværn.
Kommunale politikere har nemt ved løse integrationsproblemer i mødelokalet, men når det konkret handler om klare politiske holdninger til etnisk integration, personale og økonomiske ressourcer, har de svært ved at forholde sig til disse ting. Efter min mening er en af de væsentlige faktorer i in-tegrationsarbejde. En usynlig etnisk politik vil også være med til, at fx institutionspersonale bliver usikre, når de stå med problemerne. Fx er Abildgårdskolen et tydeligt eksempel på, at politikerne har svært ved at forholde sig til skolens problemer med voldelige eller behandlingskrævende børn og unge.
Det nytter ikke noget at overse problemerne, det bliver ikke bedre. Hvis politikerne tror på, at der er økonomisk fordel ved at overse Abildgårdskolens problemer tager de meget fejl, fordi de behandlingskrævende børn på et senere tidspunkt vil koste det dobbelte, når de skal anbringes på en special institution. Det bedste vil være på et tidligt tidspunkt at få fokus på børn og unge via tvær-fagligt samarbejde med henblik på forebyggende arbejde. Og udvikle utraditionelle behandlings- eller pædagogiske metoder, som kunne være med til at integrere de unge i det danske samfund.
Skal etniske forældre være tilskuere til de unges problemer, nej. De skal helt fra starten gøres ansvarlige for deres børns udvikling og være med til forebygge en negativ udvikling. Uden at ville generalisere har jeg i mit daglige arbejde set mange forældre, som har opgivet tro og håb på fremtiden. Fordi de selv har haft nederlag i deres familie og ikke mindst i relation til det danske samfund haft flere diskriminerende oplevelser, som medvirker til total opgivenhed.
I forhold til disse forældre kræves det, at man er specielt trænet i forældresamarbejde. Fordi både forældre og unge har dårlige erfaringer med systemer og professionelle. De vil ofte udvise en stærk modstand overfor samarbejde; en modstand som kræver kulturel specialpædagogik og psykologisk forudsætning for at komme i dialog med dem.
Hverken jeg eller politikerne har oplevet diskrimination på vores krop, og det vil heller ikke ske for os, fordi vi sidder i et højere hierarki i samfundet. Men vores største problem er, at vi ikke oplever virkeligheden, fx hvad vil sige at være fremmed og blive diskrimineret, og hvilken betydning disse oplevelser for integration. Jeg vil ikke undskylde på forældrenes vegne, tværtimod.
I mit daglige arbejde bliver de, uanset om det er en dansk eller etnisk familie, gjort bevidst om fra første gang vi indleder et samarbejde, at en af betingelserne for, at vi kan arbejde med deres barn, er, at de vil samarbejde med os uanset hvilket tidspunkt på døgnet, det er. Jeg har kun positivt samarbejde med forældre til problematiske unge. Det er primært familiernes og de unges egen vilje og indsats, der fører til positiv forandring. Og vores involvering og fastholdelse af parterne er også ofte med til at føre til den positive udvikling.