Karikaturtegningerne af Mohammed har været med til at sætte Danmark på mediernes forsider verden over, og en stor del af de muslimske lande reagerer voldsomt på tegningerne ved fx at brænde danske ambassader. Demonstrationerne viser på mange måder vrede og had imod Danmark.
Selv om vi ved, at det i Danmark kun er Jyllandsposten, der trykte Mohammeds karikatur. Demonstrationerne er et symptom på disse landes indre problemer. Jeg vil i mit debatoplæg fokusere på, hvordan disse demonstrationer og nedbrændinger af danske ambassader i muslimske lande påvirker vores børn, unge og deres forældres møde og samarbejde med pædagogiske institutioner og ikke mindst forholdet imellem danske og muslimske børn.
For os, der dagligt arbejder i pædagogiske institutioner i lokalområder, hvor en stor del er etniske minoriteters børn og unge, er Mohammed – tegningerne en stor udfordring. Her tænker jeg på, hvad man skal stille op som socialarbejder. Især børn og unge udtrykker ikke tydeligt, hvad disse tegninger eller demonstrationer betyder for deres trivsel. En del børn og unge lader som om de ikke følger med i, hvad der sker i den store verden. Her mener jeg, at Mohammed-tegningerne og demonstrationerne giver anledning til, at vi som socialarbejdere må være med til skabe et dialogforum for børn og unge.
Et sted, hvor de forskellige tanker og følelser, der optager dem, skal komme frem, fx i klasserne eller i mindre, sociale fora. Nogle børn og unge kan enten selv tage initiativ til at diskutere eller forvente, at socialarbejderen tager initiativ til at skabe en debat, hvor børn og unge kan tale højt om deres oplevelser. Her opfordrer jeg socialarbejderne til at være ekstra opmærksom på dem, der er i udkanten af det sociale fællesskab og hjælpe dem til at sætte ord på deres forvirrede og frustrerede tanker og følelser.
Det er muligt, at nogle af de danske og etniske minoritets børn og unge, kan være voldsomme eller meget firkantede i deres holdninger. Fx at alle muslimer skal sendes ud af landet eller at alle danskere er racister og ikke respekterer vores religion.
Jeg mener, disse holdninger på en eller anden måde skal frem, for at de, med støtte fra lærere og pædagoger på skoler og i ungdomsklubberne for at komme i dialog med hinanden. Jeg er sikker på, at hvis der blev skabt rum og mulighed for det, ville disse firkantede holdninger nok komme frem til bearbejdning.
De kan skyldes mange forhold, bl.a. vores uvidenhed om hinanden. Det kunne i pædagogisk sammenhæng åbne mulighed for, at vi nu og i fremtiden kan blive mere målrettet i vores pædagogiske arbejde med børn og unge og deres familier, der har forskellig kulturel og religiøs baggrund.
For de institutioner, der ikke tager initiativ til dialog om Mohammeds karikatur, er jeg ikke i tvivl om, at der blandt børn og unge kan foregå en diskussion på en ukontrolleret og uhensigtsmæssig måde.
Dette kan påvirke disse børn og unges trivsel i de pædagogiske institutioner og i det lokale miljø, så kløften mellem muslimer og danske børn, unge og familier bliver dybere og fordommene bliver forstærket. Vi kan alle have brug for at bearbejde vores fordomme og uvidenhed samt vore holdninger overfor hinanden. Jeg mener, pædagogiske institutioner har et stort ansvar for at bearbejde disse børn og unges holdninger. Det kan gøres på forskellige måder.
Her er nogle forslag, som kunne være med til skabe dynamisk proces i dialogen mellem grupperne:
At tage initiativ til forældremøder om den aktuelle debat, hvor dagsordenen er Mohammed-tegningerne. Det sker, at nogen af jer bliver provokeret af mig og spørger, hvordan jeg kan tillade mig det. Det mener jeg, tiden er inde til. Vi må åbne låget for det usagte for at komme i dialog med hinanden og bearbejde de modsatrettede holdninger med håb om, at grupperne får stof til at bearbejde deres firkantede holdninger overfor hinanden.
At bruge undervisningstimer i skoler og andre pædagogiske sammenhænge til at tale om dette aktuelle emne.
Her kunne det være en god ide at undersøge, om der er elever eller klubmedlemmer, der kan være med til at komme med oplæg om deres synspunkter og socialarbejdere i samarbejde med eleverne og medlemmerne kan være med til at skabe rum for dialog og et nuanceret debatforum.
Jeg har personlige erfaringer med det sidste, hvor det gav god anledning til dialog imellem elever og grupper, hvor de kommer frem med deres forskellige og markante holdninger, men i respekt for hinanden.
I forhold til det første initiativ, ved forældrearrangementer, har jeg bragt andre emner op, som fx manglende forældreansvar og forældrenes yderligtgående religiøse holdninger, hvor en del socialarbejdere har bedt mig om ikke at gå i direkte dialog med forældrene, fordi lærerne og pædagogerne var usikre på reaktionen.
Men resultatet af mit initiativ viste, at mange forældre udtrykte stor tilfredshed med, at jeg gik direkte til sagens kerne i stedet for at gå udenom. På baggrund af mine mange års erfaringer som foredragsholder, mener jeg, at det er helt oplagt at kunne indkalde til forældremøde, hvor Mohammed -tegningerne er på dagsordenen.
Min interesse og ide er, at skabe mulighed for dialog, få de usagte tanker og følelser frem samt forsøge at skabe en dynamisk proces grupperne imellem, så vi bedre kan rumme hinandens kulturelle, religiøse og etniske forskelligheder såvel i vores pædagogiske institutioner som i det lokale miljø.