Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Jeg har spis 117, og du er nr. 118

Vi skal ikke være opgivende og lade os afskrække, men tage kampen op Unge har ofte svært ved at finde deres ståsted i pædagogiske institutioner. Mange af de unge, der bliver stemplet af os professionelle, bliver en kastebold mellem forskellige institutioner.

De udvikler efterhånden den opfattelse, at de voksne enten ikke interesserer sig for dem eller er bange for dem. I mit møde med disse kriminelle unge eller unge med tykke journaler, oplever jeg ofte, at de har udviklet den opfattelse på grund af de professionelles holdning til dem. Og at de unge derfor forsøger at overbevise de professionelle om, at de vil spise dem.

Lad dem spise os

De unges attituder skal ikke afskrække os. Den professionelle skal vise sin personlighed og sørge for allerede ved det første møde at signalere – enten verbalt eller nonverbalt – at han/hun er interesseret i de unge. Vise at der også er plads til dem på institutionen, uanset om den unge forsøger at spise den professionelle som nr. 118 i rækken.

Jeg vil ikke generalisere; men en stor del af kollegerne rundt omkring, har svært ved at finde en indgangsvinkel til disse farlige unge. Derfor foretrækker de at være usynlige overfor dem og håber, at en anden kollega tager hånd om dem. Desværre er der ikke ret mange, der er interesseret i at investere i dem, dvs. konfrontere dem. Disse unges voldelige attituder er en invitation til os professionelle. De forventer, at en af os rækker en hjælpende hånd frem til dem.

Jeg mener, at de unges handlinger er meget tydelige, men at vi professionelle med vores usynlighed gør livet surt for dem i institutionerne. Vores opgave i institutionerne er ikke at drikke kaffe, te og spise ostemad.

Pædagogisk handling

Ofte er de professionelle godt klar over, hvad der skal til overfor disse unge. Men i stedet bliver der brugt en masse tid til personalemøder for at problematisere dem yderligere. Det er på tide, at vi med synlige handlinger viser disse unge, hvad vi vil finde os i, og hvad vi kan støtte dem med. Det skal ikke forstås sådan, at jeg accepterer alt, hvad disse unge foretager sig af fx kriminalitet og voldelige handlinger. Nej, jeg forsøger at komme i dialog med den unge og fortælle, hvor min grænse går.

Gik fra aftalen

Lad mig give et konkret eksempel på, hvordan jeg håndterer nogle af disse unge. Det var en ung mand, der havde svært ved at samarbejde med os, hvorofr jeg skulle have nogle samtaler med ham, for at afdække hans problemstillinger og for at finde ud af, hvad der skulle ske. Allerede lige inden vores første samtale gav han udtryk for, at han ikke ville have noget med mig at gøre, og fyrede alt muligt af.

Fx: Du er bøsse, fuck, jeg brænder institutionen af, jeg melder dig til politiet fordi jeg forsøgte at fastholde ham, for at han ikke skulle gå fra vores aftale. Det endte med, at han gik fra aftalen. I den situation var jeg ærlig overfor den unge og sagde til ham: Jeg kan ikke fysisk fastholde dig, men du skal vide, at jeg vil gøre livet surt for dig, min ven. Det jeg mener med det er, at jeg nu tager hjem til dine forældre for at samarbejde med dem og få en dialog med i gang med dem.

Gav ikke op

Jeg ringede først til faderen, og han blev meget ked af sin søns opførsel. Da vi siden mødtes hjemme hos faderen, ringede han den unge op, hvorefter der blev brugt ca. 45 minutter i telefonen. Under samtalen bad den unge om at ville tale med mig. Han bad mig om at gå hjem, fordi jeg gjorde livet surt for ham.

Mit svar var, at jeg ikke ville gå hjem, før vi var mødtes. At det var op til ham, om han ville komme, så vi kunne lave en ny aftale, idet jeg ikke var interesseret i at gøre livet surt for ham. Det interessante er, at efter min dialog med den unge, åbnedes hoveddøren og han kom stille og roligt ind i stuen med en ydmyg attitude.

Det var gået op for ham, at der var en voksen, der ikke gav op, og som kunne se noget positivt i ham, som gjorde, at jeg havde lyst til at slås med ham. Jeg er af den opfattelse, at mange af disse unge lader som om, at de er farlige. Men grundlæggende er en stor del af dem nogle stakler.

Derfor opfordrer jeg de professionelle til i deres første møde med dem at forsøge at gøre alt og ikke lade sig forskrække af de unges attituder. At handle i stedet for kun at snakke om dem.

Skriv en kommentar