Først havde jeg svært ved tro det, da jeg i medierne hørte, at patienter på sygehuse ikke ville have kvindeligt sundhedspersonale med tørklæde.
Jeg tænkte over, hvorfra patienterne har de holdninger. Det kan være fra forskellige kanaler, men min overbevisning er, at det blandt andet er på grund af de seneste diskussioner blandt partierne om et pointsystem, som jeg synes på ingen måder kan forsvares. Det er forskelsbehandling, at hvis du hører til eliten, kan du godt komme til Danmark og hente din ægtefælle hertil, hvis ikke, har du ikke ret til at vælge din ægtefælle.
Kilden til dem og os-udviklingen!
Da jeg i søndags fulgte nyhedsstrømmen i forbindelse med patientens afstandtagen til kvindeligt sundhedspersonale med tørklæde, blev jeg overbevist om, at nogle af vores politikere er med til at puste til ilden i forhold til udviklingen mod dem og os. Som jeg hørte Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, gav han medhold til patienten, der ikke ville behandles af personale med tørklæde. Hans argument var, at patienter har ret til selv at vælge, hvor de skal behandles. Med sin udmelding legaliserede ministeren i mine øjne, at patienten ikke ville behandles af personale med tørklæde. Det er en bekymrende udvikling.
Er vi på vej til et dem og os-samfund?
Jeg ville ønske, vi levede i et samfund med plads til alle mennesker, og hvor mennesker blev set som ressourcer. Sundhedsvæsenet har mange kompetente kvinder med tørklæde. De er født og opvokset her, og hvis patienter ikke vil behandles af dem, håber jeg, at ansvarlige politikere, medier og andre samfundsborgere stopper op og tænker over, hvad vi har gang i med vores holdninger. Her gælder det mennesker med anden etnisk baggrund, som efter min mening bruges i valgkampen af politikere, der søger at score billige stemmer for at bevare magten.
Politikere ønsker magt og indflydelse, men jeg ville ønske, den magt og indflydelse blev brugt til at skabe et samfund, der ser menneskers forskellighed som ressourcer og styrker i stedet for at grave grøfter. Jeg mener, at nogle partier, blandt andet Dansk Folkeparti, har stor interesse i at bevare magten ved at grave grøfter mellem etniske minoriteter og danske borgere. Jeg ved ikke, hvad der venter os i morgen.
Jeg mener, det er på tide, at vi i fællesskab kæmper for at se mennesker som ressourcer og ikke vurderer kvinder ud fra deres tørklæde, men ud fra kvalifikationer og kompetencer.