Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Familieterapi

 

En dokumentarudsendelse på DR1 den 22.10.2012 samt nyhederne på DR1 har sat fokus på skilsmissebørn. I den forbindelse hører jeg, at nogle politikere i kommunerne støtter ideen om, at familier kan få terapeutisk støtte for at om muligt forebygge skilsmisser.

Denne udsendelse samt andre mediers fokus på skilsmissers konsekvenser for børn får mig til at skrive denne refleksion. Jeg synes, at de medvirkende børn og unge siger meget præcist, hvad skilsmisser har gjort ved dem. Ud fra mine mange års terapeutiske arbejde med familier kan jeg genkende, hvad disse børn og unge siger.

Jeg tænker bl.a. på Lykke. Den 17-årige pige savner sin far, og hun og de andre unge gav meget præcist udtryk for deres sorg i forbindelse med forældrenes skilsmisse. For at forstå disse børns og unges tanker kan du forestille dig sorgen i forbindelse med fx at miste et nært familiemedlem. Hvad sker der i din krop og dit liv, når du føler sorg? Som voksne har vi nogle handlemuligheder, hvor vi på forskellige måder kan forsøge at arbejde med vores sorg, men børn og unge har ikke samme handlemuligheder som voksne.

Et fællestræk fra udsendelsen, som jeg fandt meget meningsgivende, var, at alle børn og unge gav udtryk for, at ”det er vores skyld, at far og mor blev skilt”. Uden at generalisere beviser udsendelsen, at mange går med skyldfølelse og tanker, der kan have negative konsekvenser for deres udvikling. Dette har jeg en del erfaring med, og jeg vil i det følgende illustrere det med en case:

Vi står i kø for at tage afstand fra børns og unges uhensigtsmæssige handlinger

Når unge begår en uhensigtsmæssig handling, er der blandt både almindelige samfundsborgere, politikere og fagfolk en tendens til at gøre meget ud af at dømme den unge. Jeg savner indimellem, at nogen fordyber sig i, hvad der får unge mennesker til at begå uhensigtsmæssige handlinger, eller hvorfor de har svært ved at fungere i skolen og andre sociale fællesskaber. Jeg siger ikke, at skilsmisse er den eneste grund til unges dårlige trivsel, men som vi så i DR1’s udsendelse, og som min egen erfaring viser, gør skilsmisser noget ved børn og unge.

Skilsmissers konsekvenser for unges udvikling

I mit familieterapeutiske arbejde kom jeg i kontakt med en 14-årig, som sad i surrogatfængsel for bl.a. røveri og vold mod sagesløse. Jeg var som så mange andre sur/vred på den unge pga. disse handlinger, men da jeg hørte de unge i DR1’s udsendelse, kom jeg til at tænke på den unge, som jeg arbejdede med og lærte at kende. Den unge var ikke stolt af sine handlinger, men flov over at gå på gaden og se folk i øjnene og skamfuld over sine uhensigtsmæssige handlinger.

Da jeg kom tæt på den unge i en samtale, lød det nogenlunde som følger: ”Jeg savner min far, som jeg ikke har set i … 7 år…”.

Må jeg ringe til din far?

Da vi havde haft en del terapeutiske samtaler, og jeg kunne høre, at den unge hungrede efter sin far, spurgte jeg, om jeg måtte ringe til den unges far. Reaktionen var: ”Du er syg i hovedet… er du klar over, at min far vil slå mig ihjel pga. alle de ting, jeg har lavet?” Jeg lovede at vente, og når den unge var klar, ville jeg forsøge at få kontakt til faderen.

Mediers betydning for voksnes/forældrenes forståelse af deres børn og unge

En dag blev jeg kontaktet af radioen, som ville høre, om jeg kendte nogle unge, der ville fortælle deres personlige historie om, hvordan de var kommet ud af en kriminel løbebane. Jeg spurgte, om den nævnte unge ville fortælle journalisten om, hvordan man med terapeutisk støtte kunne arbejde på at komme ud af kriminaliteten og ikke mindst give et bud på, hvorfor nogle unge begår uhensigtsmæssige og grove handlinger.

Den unge sagde bl.a.: ”Jeg gik i min egen verden, kom i skole og i fritids- og ungdomsklub… og mange andre steder… men ingen voksne forstod mig og mit problem… jeg gik og græd for mig selv og var ked af, at jeg ikke så og hørte fra min far… om min far kan lide mig… osv.”. Den unge sluttede samtalen med bl.a. at sige: ”Ahmet var en voksen, som kunne lide mig, lyttede til mig og forsøgte at gøre noget ved de ting, jeg ville have hjælp til”.

Hallo, må jeg tale med Ahmet!

Samme dag som eller dagen efter radioudsendelsen ringede min telefon, og jeg hørte en stemme, som jeg ikke kendte. Jeg var usikker på, hvem personen var, men han fortalte sit navn, og at han havde hørt radioudsendelsen og været ked af det, siden han havde hørt sit barns stemme.

Denne far ville høre, om jeg ville være behjælpelig med at få hans barn til at møde ham, og det var lige præcis det, vi havde haft samtale om. Jeg lovede far, at jeg ville vende tilbage inden for kort tid, når jeg havde forhørt mig hos den unge.

Jeg henvendte mig til den unge for at fortælle om henvendelsen fra faderen, som gerne ville mødes. Den unge svarede: ”Nej, nej, nej! Det gør jeg ikke, jeg er bange, du kender ikke min far…”. Jeg kunne se, at den unge samtidig gerne ville se og være sammen med sin far, så uden at presse gav jeg det tid, men fastholdt, at jeg ville støtte et møde og gerne være til stede, når de skulle mødes.

Efter nogle dage gik den unge med til at møde sin far på et neutralt sted. Inden mødet var jeg hos den unge, som var nervøs for, hvordan det ville gå. Mødet blev meget følelsesladet. De holdt om hinanden og græd i hinandens arme.

Mødet udviklede sig til, at far hjalp med en plads på et lager samt en bolig, og de fik en god relation.

Terapi er mulig hjælp til familier

Jeg er overbevist om, at terapeutisk hjælp blandt andet kan føre til følgende:

  • At skabe et rum hvor børns og unges stemmer bliver hørt.
  • At børn og unge selv eller via terapeuten sætter ord på tab og sorg i forbindelse med forældrenes krise.
  • At børn og unge får forklaret, at problemerne ikke har noget med dem at gøre, så de ikke går rundt med skyldfølelse.
  • At forældrene via terapeutisk samtale reflekterer over deres egne følelser og konsekvenserne af deres valg for dem selv og deres børn.
  • At forældrene i sidste ende har ansvar for deres valg, så de i en skilsmisseproces eller senere ikke bruger børn og unge som gidsler i deres kamp mod hinanden.
  • At skabe forståelse hos forældrene af, hvordan deres valg kan have konsekvenser for deres børns udvikling, fx som jeg var inde på i casen.

Børn og unge har ikke brug for at være budbringere mellem forældrene. De har brug for, at både forældre og andre voksne har øje for deres tab og sorg og yder den støtte, de har brug for, så de ikke udvikler en uheldig personlighed og får adfærdsforstyrrelser pga. forældrenes skilsmisse

 

Skriv en kommentar