Manglende respekt fra unge, overfor socialarbejdere er en af problematikkerne, som jeg oplever i vores pædagogiske arbejde. Jeg har mange gange undret mig over, at mange socialarbejdere rejser den problematik. Det er pædagogisk dårlig tankegang, at tro at det er ungdommen der er problemet. Vi må ud fra en dialektisk synsvinkel prøve, at finde ud af, hvorfor de ikke har respekt overfor danske socialarbejdere.
Respekt er et produkt af en relation mellem socialarbejderne og de unge. Jeg ser de unges respektløshed, som et pædagogisk problem. Socialarbejderne er ikke istand til at opbygge den nødvendige relation med ungdommen, initiativtagerne til den nødvendige relation må være socialarbejderne. I det daglige arbejde med danske og etniske unge, tror en del socialarbejdere, at man kan bygge en relation op via de tilbud vi har i de formelle institutioner.
I relations opbygningen har de unge ikke brug for tilbud. De har brug for socialarbejdere, der er istand til at vise deres personlighed overfor ungdommen i stedet for, at skjule sig bag tilbud. Denne skjulte holdning forstærker fordommene hos de unge om, at vi ikke er interessante personer. Hvis de får det indtryk vil de naturligvis have en meget negativ holdning overfor danske socialarbejdere. I de fleste tilfælde vil deres negative holdning udløse voldsomme konfrontationer mellem parterne.
Konfrontationerne er de unge i mange tilfælde selv med til at starte. Det sker på et ubevist plan for, at se hvor meget socialarbejderne holder af dem. Hvis socialarbejderne i konfrontation ikke er socialarbejdere, dvs. bruger de unges kulturelle normer og nationalitet som bebrejdelse, så vil de unge endnu en gang få bekræftet, at de er uønskede af socialarbejderne.
Respekten kan skabes hvis socialarbejderne har et positivt syn på nutidens børn og unge, så vil det være betydeligt nemmere for socialarbejderne, at komme i dialog med de unge og socialarbejderne kunne se hvilket ansigt de unge har bagved den respektløse facade. Jeg oplever tit i mit daglige arbejde med de unge, som alle andre oplever er respektløse, at efter en god relation har de unge det ægte menneskelige ansigt, som letter mit daglige arbejde.
Respektløsheden er en eksamen for mange af os socialarbejdere, hvis vi skal bestå, er vi nødt til at være på forkant med udviklingen af samfundets kulturelle og etniske spørgsmål og have velfunderede teoretiske og praktiske erfaringer. Via de teoretiske og pratiske erfaringer kan socialarbejderne gøre det lettere for de unge, der har det svært med at administrere den mindre frihed i hjemmet og den større personlige frihed i institutionerne. Den størrefrihed bliver tit misforstået af en del unge, som tror, at de kan overskride alle grænserne i institutioner.
Det er socialarbejdernes såvel som familiernes opgave, at bevidstgøre de unge om at frihed skal være under ansvar. Hvis socialarbejderene er bange for at sætte grænser, mister de unge totalt respekten for de personer de står overfor. Det kan være svært, at sætte grænser, men det er en investering på længere sigt, både for den voksne og de unge.
Fordomsfulde forestillinge om etniske familiers opdragelse af deres børn og unge
Mine personlige oplevelser bliver tit bekræftet af socialarbejdere. De er bekymrede for, at etniske familier ikke forklare deres unge, hvordan de skal opføre sig i majoritetssamfundet og om respekten overfor majoritetssamfundets borgere.
De fordomme som socialarbejderne har overfor etniske familier har ikke noget med deres personlighed at gøre. For mig at se er det et klart tegn på, at socialarbejderne mangler de nødvendige faglige forudsætninger og pædagogiske metoder for, at arbejde med etniske unge.
Etniske familier lægger i opdragelsen af deres børn stor vægt på, at deres børn og unge skal respektere andre mennesker uanset om det er danskere eller andre nationaliteter. De sætte ikke nogle grænser for hvilke nationaliteter deres børn skal respektere. Via deres etniske gruppes tilhørsforhold, ved de også, at de på mange områder skal tilpasse sig i majoritens normer. (Der er undtagelser). Via denne tilpasning ved de, at det er nemmere at blive accepteret af majoritetssamfundet.
En del etniske familier går, for at indordne sig i majoritetssamfundet, over grænsen, dvs. de overser respekten for deres egen personlighed og værdien i deres egne kulturelle normer. Der er to forklaringer på den nedvurdering af deres egen kultur, den ene er, at forældre og unge oplever, via deres relationer til majoriteten, at deres kultur ikke har den samme værdi som andres ( dansk). Den anden er socialarbejdernes afmagts følelse gør, at man manipulere familierne til, at opdrage deres børn på majoritens præmisser.
Socialarbejdernes afmagt handler om den daglige kontakt med ungdomen. I deres daglige kontakt opstår der konflikter af psykologisk og kulturel karakter, som for en del socialarbejdere er svær at klare i situationen. Når man ikke kan klare konflikter, forsøger man at bruge manipulation som en pædagogisk metode overfor forældre for, at forklare at deres unge skal have respekt overfor andre, i denne her sammenhæng socialarbejdere. Den måde at løse konflikter på, mellem socialarbejdere og de etniske unge fører, efter min mening, ikke til nogle konstruktive pædagogiske handlinger. Forældrene skal ikke være vores ( socialarbejderenes) støttepædagoger.
Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke samarbejder, selvfølgelig skal vi samarbejde med forældrene. Vi skal have de nødige relationer til de unge for, at vi kunne forklare at vi har respekt for deres kultur og deres personlighed. Mine personlige arbejdserfaringer med unge viser, at de har brug for at voksne ser dem som respektable personer. Hvis man ikke viser den respekt for deres personlighed, tror jeg personligt ikke på, at man kan hjælpe de unge mennesker i vores institutioner.