Bragt i JP (10/03/09)
Af Carsten Ellegaard
Ahmet Demir, cand.pæd., familieterapeut, har i årevis arbejdet med indvandrerbørn i Hvidovre Kommune.
Jeg har lige undervist et hold pædagogstuderende, der siger, at det er et kæmpeproblem, at de ikke kender til fremmedkulturen. De har lært meget, men ikke om det her. Uddannelsessystemerne skal uddanne folk, de rhar kendskab til kulturen, og så skal de have specifikke kompetencer.
Jeg er ikke tilhænger af en hård pædagogik, men en anerkendende pædagogik. Man skal helt klart differentiere pædagogikken, fordi det er utopi, at sige, at alle danskere eller alle muslimer er ens, men problemet er, at man ikke har de værktøjer i den pædagogiske værktøjskasse. Forældrene trækker i en retning, vi trækker i en anden så må man finde kompromisset.
Det må være på tide, at vi ikke gætter os til, hvad man skal gøre, men at man får et reelt samarbejde med forældrene, så man får lukket det hul, jeg taler om. Unge, der går ud af 9. klasse og aldrig får en uddannelse.I vores grunduddannelse til lærer og psykolog mangler et fag, hvor man har viden og forskning, hvor man finder ud af, hvilke metoder, der skal udabrejdes og bruges.
Mange læreruddannede tror fortsat, at kommer man fra muslimske baggrund, så har man kollektiv familiestruktrur, men sådan er det ikke længere, de familier er under enorm udvikling. Men pædagogerne har stereotype billleder af de familier.
Man skal dele det op i den almene pædagogik, og den ekstreme pædagogik i forhold til, hvordan børnene og de unge er. Og den ekstrem, der skal personen være meget speciel, være meget karismatisk og have autoritet. Hvis pædagogen/læreren er for usikker og skrøbelig, så hjælper det ikke.