Forladthed!

Forladthedsfølelse er en konsekvens af handlingen mellem to mennesker eller grupper, der enten med vilje er blevet skilt eller har været udsat for en hændelse, hvor man har mistet en eller flere af sine kære.

Jeg vil i dette blogindlæg tage temaet forladthed op, idet jeg håber, at de, der oplever eller arbejder med forladthed, ikke forventer, at jeg kommer hele vejen rundt om temaet.

Forladthed

Forladthed. Photo Credit: reinekaos via Compfight cc

Mit bidrag bygger på mine mange år med familierådgivning og terapeutisk arbejde med familier, der har forskellig kulturel og etnisk baggrund. Jeg er af den overbevisning, at forladthed opleves af alle mennesker uanset kultur og religion, men vi reagerer forskelligt.

I mit daglige arbejde med familier, børn, unge, individer, familier, rådgivning og terapi oplever jeg mennesker udtrykke forladthed bl.a. på følgende måde:

  • Jeg kan ikke leve uden fx min mand, kone, børn, forældre, som er mistet ved død eller skilsmisse.
  • Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved mig selv.
  • Hele min krop føles, som om den brænder.
  • Jeg forsøger på alle måder at komme i kontakt med min… men jeg kan ikke.
  • Jeg kan hverken passe mig selv, min dagligdag eller mit arbejde.
  • Jeg håber hver dag, at mit liv slutter.. forladtheden og følelsen af smerte er stor, jeg magter ikke at håndtere den.
  • Mit liv er gået i stå… jeg føler, jeg lever i et dybt hul… jeg kan ikke se lyset for enden af tunnelen.
  • Jeg har mistet håbet og troen på, at der er et liv for mig.

Forladthed er smerte

Når man oplever forladthed, er man selv den eneste, der kan mærke smerten. Dybt i din sjæl mærker du minut for minut, hvilken pris du betaler.

Forladthedsfølelse er en konsekvens af handlingen mellem to mennesker eller grupper, der enten med vilje er blevet skilt eller har været udsat for en hændelse, hvor man har mistet en eller flere af sine kære.

Forladthed er en følelse, som eksisterer fra fosterstadiet og i vores møde med livet. Den er en del af at være i dyb følelsesmæssig kontakt med vores nære familie og andre mennesker, vi møder gennem livet. Den følelsesmæssige forbindelse varierer fra kontakt til kontakt.

Den dybe følelsesmæssige kontakt til vores nære, som bl.a. hænger sammen med alderstrin, giver og tager noget fra vores nære. Når fx spædbørn møder verden, er forældrenes fysiske nærvær, blik, smil, bevægelser og enkelte ord en ubeskrivelig gave. De mærker deres følelser og deres egen betydning for de små væsener, og for nogen giver det et kontinuerligt forhold til deres børn. Den betydningsfulde følelsesmæssige relation mellem forældre og små børn, unge og voksne bidrager væsentligt til begge parters livskvalitet.

Den dybe relation gør sig også gældende i parforhold. Selv om mennesker udstråler, at de kan klare sig selv og undvære en dyb relation til en partner, vil jeg kalde det en attitude, en forsvarsmekanisme eller groft sagt en ”maske”.

Selv mennesker, der på det uddannelsesmæssige, økonomiske og materielle plan er nået langt, vil på et tidspunkt opleve ensomhed. Det får dem til at opdage, at de har brug for den dybe følelsesmæssige relation. Nogle menneske oplever ensomhed fra starten af deres liv, for andre går der lang tid.

Når mennesker, der har overset deres behov for dyb følelsesmæssig relation, møder en partner eller skal dele livet med andre mennesker, kan det virke ”voldsomt”, fordi de i den ny relation mærker sig selv og de oversete, måske fortrængte følelser. I den situation kommer det an på, hvor partneren er i sin personlige udvikling. Hvis partneren kan rumme den ny partner og den ”voldsomt” tiltrængte, følelsesmæssige kontakt, eller hvis parterne har lige store behov for partnerens opmærksomhed og følelsesmæssige kontakt, kan disse to menneskers forhold udvikle sig til noget unikt. Men mødet kan også føre til ”kaos” for begge parter, hvis de ikke kan rumme hinanden og hinandens ”voldsomme” behov for fx konstant opmærksomhed, bekræftelse, fysisk eller seksuel kontakt osv. Den ene eller begge kan opleve en besættelse af hinanden, som får dem til at holde sig på afstand af hinanden.

Forladt

Når børn, unge og par kommer til mig, oplever jeg i mit daglige arbejde som psykoterapeut, at forældrene af personlige, følelsesmæssige, familiære, sociale, økonomiske eller arbejdsmæssige grunde eller pga. dødsfald har forladt familien.

De, der bliver forladt, kæmper med sig selv og deres eksistens, og som tidligere nævnt oplever nogen mennesker forladthed.

Er der nogen færdig løsning på forladthed?

Ud fra min psykoterapeutiske erfaring er der ingen færdig løsning på forladthed, men det er en følelse lige som forelskelse, had, vrede osv. Mit bud er ikke en løsning, men en inspirationskilde for dem, der lige nu oplever forladthed. Voksne kan undersøge det rum, de føler har betydning for dem selv. Det kan være nogen i netværket, hvor du føler, du kan få hjælp/støtte til at tage hånd om følelsen af forladthed.

Jeg vil helt klart opfordre til, at du kontakter den rette fagperson for at skabe det nødvendige rum til at arbejde med din forladthed og se på, hvad der er af læring i den følelse, dvs. hvad dit følelsesregister får dig til at tænke og finde din måde at leve med din forladthed.

Børn og unge reagerer forskelligt på forladthed i forhold til deres forældre, fx aggressivt, voldeligt, med flugt, problemer med at passe skole og uddannelse, eksperimenteren med euforiserende stoffer eller grænseoverskridende handlinger fysisk og psykisk over for sig selv eller andre.

Fælles ansvar

Alle mennesker kan blive udsat for forladthed, men jeg mener, at vi som familie, venner og fagfolk har et medmenneskeligt ansvar over for dem, der oplever forladthed.

Vi skal vise almenmenneskelig omsorg for dem og via den omsorg og kontakt samarbejde med deres nærmeste om at finde det rette tilbud til dem, så de kan arbejde på og få den rette støtte til at leve med deres forladthed og forholde sig til livet på godt og ondt.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar