For os mennesker er livet fuldt af udfordringer på godt og ondt. Vi tager hånd om udfordringerne på forskellig måde, men mine professionelle og ikke mindst private erfaringer viser, at vi sammen med familien, partneren og vores medmennesker kan tage hånd om livets svære udfordringer. Her tænker jeg helt konkret på, at døden er et af livets barske vilkår. I min artikel vil jeg fokusere på døden, og hvordan vi mennesker reagerer på død.

At få at vide at… de er døde

Nogen af læserne har sikkert oplevet at miste nogen i familien eller vennekredsen. Det kunne være et barn, en partner, forældre eller nære venner. Det er svært at finde ord for at beskrive det øjeblik, vi mennesker får at vide, at vi har mistet en vores kære, men jeg er næsten sikker på, at du har haft det på samme måde.

I dag for præcis fem år siden mistede jeg min kære svigerdatter Sevgi på 24 år og mit toårige barnebarn Rodi i en trafikulykke. Derfor er den 3. juli en smertefuld dag i mit og min families liv. Vores kære Sevgi og Rodi var afholdt af alle, og vi som elskede dem husker tydeligt den 3. juli, men kan ikke beskrive vores følelser, da vi fik at vide, at vi havde mistet dem i en trafikulykke.

De første par dage var min reaktion benægtelse. Jeg ville ikke tro på, at jeg havde mistet dem, selv om jeg var omgivet af mange mennesker, der viste medfølelse med min familie. I mine egne tanker troede jeg ikke på, at de var døde.

Med tiden gik det desværre op for mig, at mine kære var døde og rejst bort for evigt, og at jeg aldrig kom til at se dem igen. Det har efterladt en kæmpesorg hos os, der holdt af dem.

Hvordan krop og sjæl reagerer på døden

Som jeg indledningsvist kort var inde, reagerer hvert mennesker på sin egen måde på sorg og smerte. Min egen smerte kan jeg beskrive med følgende ord, da jeg var i chokfasen:

• Jeg følte, at min krop fik elektrochok.
• Jeg mistede lysten til alt og troen på livet.
• Jeg stillede spørgsmål ved meningen med livet.
• Jeg var i en lang periode fysisk og psykisk træt.

Hvordan kan vi leve videre?

Ethvert menneske finder sin måde at leve videre med sine afdøde. Ud fra mine personlige og professionelle erfaringer gør følgende forhold det muligt at leve videre:

• Lige når man har mistet sine kære, skal man være sig selv med de følelser, man har, uden at skele til andre hensyn fx kultur, religion osv.
• Via professionel støtte eller nær familie skal man tale om de afdøde. I perioder taler jeg stadig med min nære familie om vores afdøde, og det har en beroligende effekt på mig og sikkert også på dem, jeg taler med om det.
• Man skal tale om de oplevelser og minder, man har haft med de afdøde.
• Man skal huske sine afdøde ved højtideligheder som fødselsdage.
• Besøg gravstedet og giv dig tid til at forsøge at opnå åndelig kontakt til de afdøde.
• Hvis det i forskellige sociale sammenhænge giver mening for dig at tale om dine afdøde og deres betydning for dig, skal du gøre det
• Fokuser på de meningsfulde oplevelser og minder, du har haft med dine kære afdøde.

Selv om døden er livets vilkår, skaber det kaos og frygt hos os mennesker, men der er ingen vej udenom. Via kære Sevgis og Rodis død har jeg lært, at vi er sat i verden for at skabe et liv på godt og ondt, men der kommer en dag, hvor døden skiller os. Kunsten er at lære at leve med sine afdøde. Det er ikke nemt, men jeg er af den overbevisning, at mange mennesker kan finde en måde at leve videre på godt og ondt.

Mens I læser mine tanker om døden, er jeg ved mine kæres gravsted og i kontakt med alle mine gode minder om dem. De er med til, at jeg har lært at leve uden mine kære. Blandt andet tænker jeg på de kys, jeg gav min elskede Rodi, og det er blandt mine gode minder.

Vi mennesker skal i vores relationer tænke på, at vi kun eksisterer i nuet, og på den baggrund forsøge i levende live at sætte pris på vores kære og vores medmennesker her på jorden. Vi skal på hver sin vis kæmpe for værdige liv for alle og for en verden med fred, fællesskab og solidaritet.

Jeg ønsker ikke krig, der efterlader børn, forældre og familier med sorg, smerte og tab i deres liv.

Jeg tror på, at vi i fællesskab kan være med til at skabe en tryg og menneskeværdig verden.