Jeg er i gang med at forberede mig til i morgen, hvor jeg i Vejle hele dagen skal holde oplæg for frivillige fra Ungdommens Røde Kors.
Mit oplæg kan læses her. Det handler om mødet mellem frivillige og deres brugere. I mødet foregår der meget på både det sagte og usagte plan. Kunsten er at få de frivillige til at reflektere over både det sagte og det usagte, og ud fra refleksionerne udvikle nye pædagogiske strategier for at støtte brugerne af Røde Kors.
Frivillige møder i deres arbejde en del udfordringer, og indimellem kan disse udfordringer have alvorlige konsekvenser for den enkelte frivillige, der kommer i tvivl om sin indsats eller primært ser brugerne som problemer.
Jeg har i min undervisning af frivillige fra Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp oplevet, at mange er ildsjæle. Der skal ikke meget til, før de frivillige via en halv dag med faglig diskussion og supervision med oplæg får nyt fagligt input, som jeg er sikker på, at en stor del af dem tager med i deres arbejde.
Jeg håber, at de ansvarlige ledere og koordinatorer har fokus på de frivilliges faglige input, og inden for mulighedernes ramme skaber faglig udvikling for dem.
Jeg vil med stor interesse høre om det, hvis nogen af læserne har erfaring med frivilligt arbejde og sidder med ideer til og tanker om, hvad I oplever af behov for faglige input i det daglige arbejde med opgaver, der løses af frivillige. Det vil være en hjælp for mig, hvis du kan sende mig en mail med en beskrivelse af de udfordringer, du møder. Så kan jeg inddrage det i mit oplæg i morgen og i mine fremtidige oplæg for frivillige.