I vores verden er der konstant konflikter mellem lande og grupper, og der er mange forklaringer på krige. Det vi nu er vidne til i mellemøsten, specielt krigen mellem Israel og Hizbollah, Libanon, viser nogle ubeskrivelige konsekvenser for familier, børn og unge, som bliver ofre for den meningsløse krig. Efter min mening handler krige bl.a. andet om magt.
Selv om vi som socialarbejdere i Danmark er langt borte fra krigsområderne, har vi dog også et medansvar. Vort medansvar handler konkret om at tage ordentlig vare på de børn, unge og familier, der er berørt af den ufattelige krig, som vi ser koster mange uskyldige menneskeliv. Jeg har den opfattelse, at mange af de børn, unge og familier vi møder i forbindelse med vort pædagogiske arbejde, har brug for at kunne sætte ord på deres indre smerte.
Jeg tænker på nogle af de børn der møder til første skoledag efter sommerferien, som vi kender som velfungerende elever. Men her efter sommerferien har nogle af eleverne koncentrationsvanskeligheder. Efter min mening må vi som professionelle virkelig lytte og reagere på deres uventede eller ændrede adfærd og støtte dem og skabe rum for at de kan tale, bl.a. om deres tab.
Et nært familiemedlem, en god nabo eller en bekendts tab sætter på sin vis betydelige spor i vores sjæl. I det øjeblik vi forsøger at støtte disse børn og unge kunne familien være med til at deres positive udvikling fastholdes, at de f.eks. passer deres skole eller hvad de nu er i gang med.
I det store perspektiv har den danske regerings aktion for at støtte danske statsborgere i Libanon haft stor betydning for disse familier, og ikke mindst for deres børn og unge. Jeg vil følge op på den danske regerings aktion med at en etniske familie siger følgende: Både jeg og en stor del af mine landsmænd er utroligt glade og taknemmelige for den danske støtte.
