Den to uger lange konfrontation i Frankrig mellem politiet og etniske unge med anden baggrund end fransk fortsætter. Begivenhederne har fået de franske politikere – selv præsidenten til at bruge medierne for at sende et budskab til de unge.
Jeg er sikker på, at mange almindelige samfundsborgere og politikere rundt om i verden stiller spørgsmål om, hvad det egentlig handler om. Der kan være mange forklaringer på det. På baggrund af min mange års socialpædagogiske erfaringer med sociale og kulturelle marginaliserede familier og unge, anser jeg det for et enormt alvorligt problem både i Frankrig og andre europæiske lande.
Faresignalerne viser sig periodevis også her i landet, fx i sidste uge i Rosenhøj ved Ãrhus. Det ser heldigvis ud til, at der lige nu er ro igen. Det er på tide, at alle, der har med ungdomsgrupper at gøre samt forældrene og ikke mindst politikerne seriøst forholder sig til, hvad vi i fællesskab kan gøre for, at vi ikke kommer til at opleve voldsomme sammenstød som i Frankrig.
For at bevare de demokratiske værdier i samfundet er det nødvendigt, at følgende helt banale forhold er til stede for at føle sig som en del af samfundet:
Vores sprogbrug; dvs. måden vi debatterer eksempelvis integration i medierne. Dette kan nogle gange virke meget provokerende og skabe alvorlige konfrontationer. Det er ikke sådan, at vi ikke frit skal kunne debattere etniske minoriteters integration det skal blot gøres i en ordentlig tone.
Især de marginaliserede grupper er på baggrund af deres personlige, familiemæssige og tilhørsforhold til samfundet konstant frustrerede, og vores nedladende sprogbrug overfor disse grupper kan give anledning til konflikter som i Frankrig.
På et meget tidligt tidspunkt skal vi i dialog med forældrene; en del af dem har selv bedt om viden og oplysning om, hvordan de kan være med til at påvirke deres børn til at blive en del af samfundet. Her tænker jeg på en forældreuddannelse, der oplyser om børn og unges udvikling, forventningerne til børnene og forventninger til forældrene om at opkvalificere deres børn til en fremtid i et samfund, der er markant anderledes end oprindelseslandet.
I samarbejde med forældrene skal vi stille krav om, at de, der er i stand til det, skal motivere børnene til at tilegne sig sproglige kundskaber og til at få en uddannelse, der frigør dem fra udelukkende at kunne få job i servicebranchen, som de primært får beskæftigelse i i dag. Det handler om at forvente at forældrene er interesseret i samfundet, og at de skal se det som en investering, som både de, deres børn og samfundet kan få gavn af.
Det er ikke nok med smukke ord; det kræver, at der bygges bro mellem grupperne og samfundet. Nogle kommuner har positive erfaringer med dette; kompetente og professionelle personer i arbejdsmarkedscentrene – bl.a. Jobexpres i Højstrup kommune – formår at motivere en del af disse unge til at komme i arbejde.
Noget andet væsentligt er en tæt kontakt til og samarbejde med erhvervslivet, så der åbnes muligheder for at de unge kan komme ud af isolationen og blive gode eksempler overfor både deres søskende og omgangskreds på at det kan lade sig gøre.
Til sidst vil jeg understrege endnu engang, at det kræver vilje hos alle parter; de marginaliserede etniske grupper, staten, kommunerne og ikke mindst politikerne. For at minimere konfrontationer både nu og på længere sigt skal der arbejdes målrettet.
Der skal udarbejdes meningsfulde strategier og der skal handles. Metoden til at komme i kontakt med grupperne er kendskab til deres måde at forholde sig til verden på. En direkte og konstruktiv dialog er blandt andet et af midlerne til at bevare et demokratisk samfund og minimere konfrontationer.
