Af Manuel Vigilius (03/03/2005)
Bragt i Ud & Se
Danskerene er blevet en nation af singler.Uanset om vi er i parforhold eller ej, opfatter vi os selv som individer, og det handler om at tage hensyn til sig selv. Vi laver aftaler om særeje, vi indgår ægtepagter, og vi bygger til, så alle kan få egetværrelse. Det handler om mig – ikke længere om os.
Det kommer blandt andet til udtryk, når mellemøstlige og muslimske familier i større tal slår sig ned her i landet. Især når danske piger begynder et forhold til en etnisk dreng, fortæller familie- og
ungdomsrådgiver Ahmet Demir, som oprindeligt kommer fra Tyrkiet.
– I begyndelsen går det meget godt. Den danske pige er lykkeligt forelsket i Ali, fordi han virker meget maskulin og ukompliceret i forhold til de danske drenge, som er meget mere tøvende. Ali er her-nu-på og meget åbenlys med sine hensigter, både verbalt og kropsligt.
– Men når den første forelskelse er forduftet, eller når den danske pige begynder at over, om forholdet skal vare resten af livet, går det ofte i stykker. Hun forventer ligestilling, frihed og medindflydelse. Han forventer, at han skal være overhovedet i forholdet, og at hun skal passe ind i hans families forventninger.
– Så bryder kulturen og baggrunden igennem for alvor. Og så kan de besværlige danske fyre alligevel godt bruges, fordi de er langt mere indstillet på ligeværd og dialog.
