Torsdag (21. juni) på Politikens forside blev bragt en artikel om at lærerne i folkeskolen ikke giver underretning om omsorgssvigtede børn til socialforvaltningen.
Både overskriften og nyhedens karakter gav mit lyst til at bidrage med dette korte debatindlæg: Gruppen af såkaldte omsorgssvigtede børn har brug for at vi professionelle samt deres familie tager hånd om dem.
Men uden at ville generalisere så ser jeg desværre hos flere af de familier jeg dagligt møder i vores institution set forældrenes afmagt overfor omsorgsopgaven. Derfor mener jeg at vi som arbejder i pædagogiske institutioner og skoler må være opmærksomme og ikke lade disse børn forblive omsorgssvigtet.
Det nævnes i artiklen, at når børn fx kommer uden madpakke, har blå mærker eller pjækker fra skolen i lang tid, så er der ikke nogen som reagerer på det. Her mener jeg at både skoleledelsen og også politikere er nødt til at reagere og opstille klare retningslinier, som tydeliggør hvad opmærksomheden må rettes mod, fx hos de lærere, som måske finder det uklart hvad de skal reagere på for at give en underretning om et børn.
Det forklares desuden, at socialforvaltningen ikke reagerer hvis en lærer giver underretning, og det er da muligt. Men mine personlige erfaringer er at hvis underretningen er præcis og konkret og fx læreren er opsøgende på hjælpen fra sagsbehandleren, så vil der i de fleste tilfælde kunne komme et godt samarbejde.
Desværre kan der være tale om fordomme imellem forskellige forvaltninger og mellem skolen og andre faggrupper. Jeg tror at disse kan minimeres via en klar strategi, fx ved etablering af kontakt og personligt kendskab til hinanden. Det kan man gøre på flere måder, på et overordnet niveau, altså forvaltningsniveau, men også skolelederne kunne fx arrangere fællesmøder med fokus på, hvordan man kan blive bedre til at tage hånd om muligt omsorgssvigtede børn.
Vi har simpelt hen ikke tid til at overse disse børn, de har i forvejen sår på deres sjæl. Jeg har lyst til at sige, at vi professionelle må gøre alt hvad vi kan for i fællesskab kan tage hånd om sådanne børn og få brudt den uhensigtsmæssige udvikling. Samtidig må vi også medvirke til at inddrage forældrene, så de også tager deres del af ansvaret på sig.
Nøglen til ikke at lade disse børn i stikken er en klar kommunikation på kryds og tværs af forvaltninger og institutioner og præcise beskrivelser, og at reagere hvis man ikke får svar på en underretning. Og hvis der ikke sker noget så må man undersøge andre muligheder mhp at hjælpe disse børn. Børnene er nogle små sjæle i nød som har brug for ordentlige og ansvarlige voksne.
