I  disse dage er der i medierne en diskussion om at sende etniske børn og unge på genopdragelsesrejse. Det bliver diskuteret, fordi en 17-årig iransk piges hjemsendelse var i DR’s nyheder onsdag den 16. juli 2009.

Det viser sig, at Udenrigsministeriet er bekendt med cirka 14 unge, der af deres forældre er blevet sendt til genopdragelse i deres hjemland.

Den 17-åriges personlige beretning om blandt andet vold gav anledning til diskussion, hvor politikere fra Det Radikale Venstre foreslog, at politiet i mistænkelige situationer skal konfiskere de unges pas, så de ikke kan sendes til genopdragelse.

Der er god grund til at debattere genopdragelsesrejser, og jeg er glad for, at politikerne står i kø for at udtrykke deres mening og desuden komme med lovforslag.

Jeg vil kommentere:

Baggrunden for forældrenes handling med at sende børn og unge på genopdragelsesrejse.
Nogle politiske partiers ide om lovforslag, så politiet må konfiskere pas.
Myndighedernes handlemuligheder for at forebygge genopdragelsesrejser.

Jeg vil indledningsvis slå fast, at jeg er modstander af at sende børn og unge på genopdragelsesrejse.
Uden at generalisere når en del forældre til den erkendelse, at de er ved at miste deres børn til kriminelle miljøer, eller at de ikke kan få dem til at passe deres skole eller arbejde. Nogle forældre oplever, at deres børn er blevet fremmede over for deres oprindelige kultur.

Forældre, der vælger genopdragelsesrejser, oplever, at de ikke selv har mulighed for at få børnene på rette vej. De mener, at fx skolens og de sociale myndigheders indblanding ikke giver positive resultater, og de tror og håber, at de kan få børnene på rette vej ved at sende dem til enten deres egen familie eller kostskoler i hjemlandet.

Jeg kan godt forstå forældrenes frygt for, at deres børn her i landet kan havne i kriminelle miljøer. Især i det seneste år har bandekonflikter kostet en del menneskeliv, og konflikterne fylder meget i medierne. Forældrene har fra deres eget netværk hørt, hvordan det er gået for naboens børn, og nogle forældre magter på mange måder ikke at styre deres børn. Alle disse forhold er med til at påvirke forældrenes holdning til at sende børnene til genopdragelse i deres hjemland.

Jeg vil sige til forældrene, at de tager voldsomt fejl, hvis de tror, at genopdragelse skulle være en hjælp for de unge. Forældrene skal huske, at selv om den unge hedder Ahmet eller Ayse, er de født her, og de er fremmede for forældrenes oprindelige kultur på mange niveauer, fx sprogligt. Børnenes møde med den oprindelige kultur giver dem et kulturchok, og de vil opleve manglende anerkendelse fra de voksne i deres egen familie og institutionerne i deres hjemland.

Groft sagt vil de voksne betragte børn og unge fra Danmark som forkælede, og de skal have disciplin. Som vi så med den 17-årige iranske pige, bliver de fx udsat for vold eller forældet pædagogisk tankegang, som de tror, får børn og unge på rette vej. Tanken om, at børn og unge skal disciplineres eller opdrages med vold, vil jeg sige, skader meget mere, end den gavner.

Jeg forstår ikke logikken i politikernes udmeldinger om lovgivning og konfiskation af børns og unges pas i mistænkelige situationer. Det er en helt umulig opgave for politiet at finde ud af, hvem blandt de mange børn og unge, der er på vej på ferie, og hvem der er på vej til genopdragelse. Jeg vil hellere opfordre politikerne til at støtte de sociale myndigheder med henblik på tidligt at fange signaler fra børn og unge og være konkrete og konstruktive i forhold til børn og unge, der fx mangler interesse for skolen, interesser sig for kriminelle miljøer, mangler motivation til noget, eller hvor der er voldelig kommunikation mellem børn og forældre osv.

Jeg har personligt gode erfaringer med, at fx kommunale myndigheder sætter tidligt ind. Forebyggende arbejde har en effekt på børn og unge, og myndighedernes aktive indsats kan være med til at inkludere børn og unge i skolen, fritiden, foreninger, arbejdet og det sociale fællesskab. På denne måde oplever forældrene ikke, at de skal sende deres børn og unge på genopdragelsesrejse.

Beklageligvis tror jeg, at vi i fremtiden vil opleve forældre forsøge at sende børn og unge til genopdragelse i hjemlandet, fordi jeg oplever, at de sociale myndigheder det seneste år har fået forringet de økonomiske ressourcer, så de ikke på et tidligt tidspunkt kan samarbejde aktivt med forældre, børn og unge om skole, fritidsliv osv.

Min afsluttende bemærkning skal være, at genopdragelse ikke er en løsning. Tværtimod. Det vil have alvorlige psykiske konsekvenser for børnene. Vi skal tidligt i dialog med disse forældre via skolens og andre pædagogiske institutioners observationer. Med kvalificerede professionelle og politikernes interesse for økonomiske midler til de sociale myndigheder vil vi kunne minimere antallet af forældre, der vil sende deres børn til genopdragelse i hjemlandet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X