Ja, vi lever i Danmark, og både her og i verden uden for er der konflikter. Uanset, hvor på jordkloden vi befinder os, er der altid konflikter os mennesker imellem.
Der er selvfølgelig konflikter på forskellige niveauer, og det omgivende miljø og samfund et menneske befinder sig i, har naturligvis en afgørende betydning. I Danmark oplever jeg også, at der eksisterer konflikter i mellem etniske grupper og den danske befolkning.
Overskriften er et citat fra en del af de danskere jeg har mødt, som på forhånd ikke vil have noget med etniske grupper – og især muslimer at gøre. De har på forhånd en forestilling om, at etniske grupper – og især muslimer, er nogle farlige nogle. Efter en kort snak med dem, kom den interessante udmelding: Du er Ok, men de andre vil jeg ikke have noget med at gøre. Jeg spørger mig selv:
Hvor har mennesker disse forestillinger fra?
Der kan være flere forklaringer. Nogle af dem er mediernes og politikernes holdninger og de kriminelle og voldelige andengenerationers handlinger. Efter min mening er disse forklaringer ikke den primære årsag til konflikterne. Selv om jeg har mødt nogen, der ikke vil have noget med mig at gøre, møder jeg generelt en enorm åbenhed fra danskerne.
Konflikterne som jeg møder i forbindelse med mit arbejde med marginaliserede familier, børn og unge og i det hele taget i samfundet, skyldes grundlæggende uvidenhed. Medieverdnen er konkret med til via nogle voldsomme historier, at befolkningen bygger deres forestillinger på frygt og skærer alle etniske grupper over en kam.
Dvs., hvis en etnisk begår en uhensigtsmæssig handling, mener befolkningen ofte, at alle de etniske er sådan. Jeg mener ikke vi kan leve uden konflikter, og ej heller ser jeg konflikter som noget usundt! Der er noget positivt ved menneskelige konflikter, for så vi er nødt til tænke på vores egen del af ansvaret og via dialog forsøge at synliggøre vores behov og forventninger til andre grupper og nationaliteter, fx det danske samfund.
Jeg mener, at vi etniske grupper skal arbejde med os selv og finde ud af, hvordan vi kan finde vores ståsted og blive mere nuancerede i vores forventninger og krav til det danske samfund. Er det nemt for etniske grupper at komme frem med deres krav og forventninger til de danske politikere? Nej, det er meget svært! Men det skal ikke forstås sådan, at vi lægger hænderne i skødet og synes det er forfærdeligt synd for os.
Vi skal have kampvilje, som bygger på konstruktive dialoger. I disse tider er det lige før vi ikke hører andet i medierne end integrationsminister Bertel Haarders ny integrationspolitik og befolkningens forventninger til nye tiltag vedr. integration. Mit indtryk er, at de etniske grupper ikke føler sig ønskede her i landet, bl.a. på andet pga. af den aktuelle diskussion omkring regeringens integrationspolitik.
Konflikter kan løses, men det kræver at parterne har vilje, interesse og når til en erkendelse af, at de har en konflikt. Først derefter kan man forsøge at lede efter løsningsmodeller.
Der findes sikkert mange slags, men jeg kan kun tale udfra egne pædagogiske erfaringer med ungdoms- og familieproblemer, som jeg kender fra dagligdagen. Det ender ofte med en fredelig forsoning parterne imellem, og det skyldes primært parternes vilje til møde hinanden, dvs. ligeværdig dialog, respekt, accept og gensidig anerkendelse af hinanden. For det er bl.a. andet nøglen til at håndtere konflikter.
Selv om vi har opholdt os her i landet i mange år, mener jeg, at der stadig ikke er bygget bro mellem etniske grupper og den danske befolkning. Der bliver talt og skrevet om det, men stadig er forholdet mellem grupperne anspændt. Det er på tide, at vi både i lokalsamfundet og på landsplan tænker på, hvordan etniske grupper og den danske befolkning mødes for at minimere deres vrangforestillinger og fordomme om hinanden.
