Anbragte børn skal beskyttes – ikke forfølges

Debatindlæg af Ahmet Demir, Cand.pæd. og eksam. eksistentiel psykoterapeut

Mandag den 20. oktober 2025 viste TV2 i morgennyhederne en rystende historie om tre piger, der var blevet anbragt uden for hjemmet. Det var et tankevækkende indslag, der ramte mig dybt. Jeg kender ikke den konkrete sag, men den ældste datters budskab fik mig – og sikkert mange andre – til at stoppe op og spørge: Hvordan passer vi egentlig på anbragte børn?

Forældrene i indslaget opsøgte deres børn og begrundede det med, at de ville lære dem at opføre sig ordentligt og undgå dårlige vaner. Men når myndighederne har vurderet, at børnene skal anbringes, og at forældrene ikke skal opsøge dem, er det bekymrende, at det alligevel sker. Det tyder på, at nogle forældre har svært ved at forstå, hvordan det sociale system og lovgivningen fungerer.

Jeg er sikker på, at myndighederne har orienteret forældrene om systemet, men min personlige erfaring viser, at vi fagfolk skal finde en tilgang, der gør det tydeligt for forældrene, at de ikke må opsøge deres børn – hverken på institutioner eller hos plejefamilier.

Vi forstår, at forældrene savner deres børn. Men for eksempel at opsøge børnene fysisk kan være med til at skabe utryghed. I den konkrete sag har forældrene angiveligt fundet frem til seks plejefamilier, og PET vurderer, at døtrenes liv kan være i fare. Det er alvorligt.

Derfor skal sagen tages alvorligt og håndteres tværfagligt. Vi skal inddrage relevante myndigheder og finde en konstruktiv løsning, der sikrer børnenes tryghed og sikkerhed.

Jeg har erfaring med lignende sager, hvor forældre kæmper imod myndighedernes beslutninger og forsøger at finde frem til deres børn. Nogle reagerer voldsomt – både sprogligt og fysisk – over for os fagfolk. Men vi må stå fast: Det er ikke muligt for forældrene at have kontakt med deres børn, og de skal ikke vide, hvor børnene befinder sig.

Hvis forældrene har brug for at tale med os om deres følelser og situation, er de velkomne. Men kontakten til børnene er ikke til forhandling. Det er en hård proces for os fagfolk, men det er en del af vilkårene, når vi skal beskytte børn og unge.

Selv når forældre forsøger at ændre beslutningsgrundlaget for anbringelsen, må vi holde fokus på børnenes trivsel. Forældrene ser, hvordan vi som fagpersoner står fast, og det kan være med til at regulere deres adfærd.

Vi skal passe på de involverede børn og unge, og deres tarv skal være i fokus. Vi skal ikke lytte til forklaringer, hvor børnene gøres til syndebukke. Hvis forældre begår grove handlinger mod deres børn og begrunder det med “børnene hører ikke efter” eller “de er blevet dårlige børn”, så er mit svar klart: Det er ikke børnene, der er problemet – det er forældrene. Og det er på ingen måde acceptabelt, at forældre påfører deres børn psykisk eller fysisk vold eller opsøger dem, hvor de er blevet anbragt.

Vi skylder de anbragte børn – uanset etnisk baggrund – at beskytte dem med tydelige rammer, faglig konsekvens og menneskelig omsorg, så de får en tryg opvækst fri for frygt og forfølgelse.