Af Tina Hannberg og Poul F. Nielsen (07/05/2003)
Bragt i B.T.
Familievejleder: Rødderne narrer de danske pædagoger. Sæt grænser!
Omvendte kasketter, store hiphop bukser og højtråbende drenge i flok præger gadebilledet idet københavnske arbejderkvarter Nørrebro.
Beboerne er irriterede over drengenes hærværk mod biler og cykler og provokeres af deres rå attitude. Ballademagerne er primært 15 til 18-årige tredjegenerationsdanskere med arabisk baggrund, men kulturen alene forklarer ikke deres adfærd.
At sige at balladen kun skyldes kulturen er en fejl. Drengenes opførsel hænger også sammen med sociale og individuelle forhold. Generelt fungerer familien ikke, og de har problemer i skolen og i klubberne. Gaden bliver i stedet deres højborg, hvor de ubevidst demonstrerer, at her har de styr på det hele, siger Ahmet Demir, cand.pæd. og familieterapeut samt leder af projekt Blæksprutten.
Om respekt i forhold til danskere, og hvorfor de kun råber af danskere, citerer jeg dig for flg. Drengene har respekt for danskere de kender. Det kan være en lærer eller en klubpædagog. Men på gaden vil de aldrig råbe af mig, der er tyrkisk-kurder eller af en araber. Drengene ved, at vi går ned på deres niveau og hårdt siger, at de skal stoppe, mens vi sender dræbende øjne, der får Mustafa eller Ahmed til at tænke sig om.
Fru Larsen spørger i stedet, om de ikke nok vil være søde at rejse cyklen op, og så vender de sig om og siger din luder, skal du kneppes eller have tæsk. Så balladen er også kulturelt betinget, siger Ahmet Demir. Tålmodigheden er ved at være opbrugt for kvarterets beboere, men Ahmet Demir mener hverken, at løsningen er blødsøden pædagogik eller fængsel. Over for disse typer skal der sendes et klart signal.
Jeg ved ikke om det er folkeskolen eller SSP (samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi, red.), der skal gøre det, men drengene skal tages i hoved og røv. De skal have at vide, at selv om de har fået tæsk af far og mor, så er deres opførsel ikke acceptabel, siger Ahmet Demir, og understreger at drengene er verdensmestre i at tale med socialpædagoger.
De fortæller, at de har fået tæsk af deres far, og så synes pædagogerne, at det er synd. Jeg siger i stedet, at jeg tager dem til deres onkel, så han kan give dem endnu flere tæsk, så de kan vågne op. Drengene spørger, om jeg ikke skal hjælpe dem, og så forklarer jeg, at det gør jeg, når de viser en smule respekt. De har brug for konsekvens og voksne, der gider dem og kommer efter dem uanset, hvad de gør. Men der er en grænse, og den skal de kende, siger Ahmet Demir.
