Af Af. Orla Borg, Jesper Stein Larsen,
Carsten Ellegaard og Morten Pihl (16/01/2005)
Bragt i Jyllands-Posten
Kulturkonflikt
En anden hovedårsag er den splittelse og rodløshed, som mange oplever, når deres traditionelle muslimske familiebaggrund støder sammen med normerne i det danske velfærdssamfund. Cand.pæd. Ahmet Demir,l eder af Blæksprutten, som er et projekt for socialt udstødte unge i Hvidovre, mener, at mange af de unge, som begår kriminelle handlinger, ikke har noget tilhørsforhold i det danske samfund.
Hverken i skolen, hjemme eller i lokalmiljøet. De er rodløse og leder efter et ståsted. Det bliver så ofte kriminalitet, fordi de ikke har andre muligheder. Familierne har problemer og overser helt, at de unge er på vej ud i noget. Og myndighederne griber ikke ind, så de svæver i et tomrum, siger han. Kai Lauritsen, forstander på Stevnsfortet, en sikret institution for unge kriminelle, er enig.
De kommer skævt ind i samfundet. De stødes ud af familien, fordi de ikke passer ind i familiens traditioner og kultur, og de er heller ikke at med den danske kultur. Derfor ender de i et ingenmandsland, og det er frustrerende. Mange familier giver op over for drengene, der så kører deres eget løb i en machopræget subkultur, hvor de lever i grupper som enkeltpersoner er de små drenge, men ved at optræde i grupper får de magt.
De er rent ud sagt frustrerede over det danske samfund, over familien og over deres egen mangel på kompetencer, som forhindrer dem i at få job, siger han. At der skulle være noget som helst kulturelt betinget ved de unges kriminalitet afviser Ahmet Demir. Hvis det var kulturelt, at de var mere kriminelle, så ville forældrene jo stå og være stolte, når deres børn kommer hjem med politiet efter at have lavet et indbrud. Men de er ved at få hjertestop af skam. At lave en kriminel handling er en stor skam for familiens ære, siger han.
Ahmet Demir, leder af det socialpædagogiske projekt Blæksprutten i Hvidovre, for unge mellem 13 og 16 år. Hvis vi skal bryde mønsteret, så skal vi sætte os på familien som helhed – ikke bare de små brødre. Vi skal se på forældrenes psyke, deres dispositioner i forhold til arbejdsmarkedet, deres kulturelle forudsætninger og deres samfundsforudsætninger. Tager vi kun brødrene, så behandler vi symptomet, men når vi ser på hele familien, og det ender med at mor og far blomstrer, så påvirker det også børnene, siger Ahmet Demir.
Ahmet Demir: Vi er ikke gode nok til at fange signaler og ikke gode nok til at gå i dybden for at få fat på drengene. Der, hvor det rykker, er når der er god kontakt til alle parter, til Ali, hans familie, de sociale myndigheder. Det ender i fiasko, når man ikke har alle med,siger Ahmet Demir.
Du skal være klar til at finde ud af, hvad der sker mellem familien og de unge, hvad det er for nogle signaler Ali sender til dig. Vi er ikke gode nok til at forstå dem. Der er alt for mange misforståede hensyn i stedet for ærlighed, siger han. Også en langt bedre koordinering mellem myndighederne er nødvendig for at få tingene til at fungere.
