Af Signe Højgaard Nielsen (03/03/2005)
Bragt i Information
Den flerkulturelle festival Salaam.dk er i fuld gang. I går så to skoleklasser fra hver deres ende af København den franske film Hadet. Flere gav udtryk for, at der mangler tillid mellem grupperne.
Et stort kollektivt gisp lyder fra biografsalens mørke, da den franske kultfilm Hadet fra 1995 sidste scene ruller over skærmen. Den unge mand Vincent, som gennem hele filmen har fantaseret om at bruge sin pistol mod en betjent, er netop selv blevet skudt under en anholdelse.
Vennen Hubert, der gennem hele filmen ellers har forsøgt at overbevise Vincent om, at det ikke nytter noget at skyde en enkelt betjent, ender selv med at være den, der skyder en betjent for at hævne sin ven, Vincent.
Lyset i salen bliver tændt, og foredragsholderen, Ahmet Demir, rejser sig fra forreste række i biografsalen, hvor elever fra forskellige folkeskoler og ungdomsuddannelser er mødt op for at se en af de mange film, som i disse uger bliver vist som led i den flerkulturelle filmfestival Salaam.dk.
For andet år i træk har arrangørerne valgt at målrette festivalen mod skolerne som indgang til at diskutere integration. I dag er det Ahmet Demir, som er leder af Blæksprutten, et socialpædagogisk projekt for drenge i Hvidovre Kommune, der er inviteret til at diskutere to af den viste films centrale temaer, ghettodannelse og politivold.
Jeg vil gerne spørge, hvad det er, i unge mennesker tænker, når I ser filmen, lyder det opfordrende fra Demir.
En dreng rækker hånden i vejret og giver udtryk for, at han synes, at filmen viser et stereotypt billede af unge i en ghetto.
En anden elev supplerer: Jeg synes til gengæld, at man får en god forståelse for dem, fordi man får et indblik i deres miljø. En pige i salen mener, at de hårde drenge i filmens facon bare er en facade.
En anden elev siger: Våbene i filmen symboliserer, at de mangler en måde at få kontakt til samfundet på, siger han. Under urolighederne i filmen taber en betjent sin pistol, som en af de tre hovedpersoner i filmen finder.
Med pistolen i hånden føler han, at forholdet til politiet er blevet mere afbalanceret. Ahmet Demir vender snart tilbage til våbene. Normalt er jeres sprog jeres våben, siger Ahmet Demir, og fortæller, at mange af de utilpassede unge, han beskæftiger sig med også har svært ved at blive hørt.
Man har brug for anerkendelse og at blive værdsat, siger Ahmet Demir. Et af de største problemer, er ifølge Ahmet Demir, at skolerne ikke ved, hvordan de skal håndtere de umulige unge. Ofte ender det med, at de står uden for døren, hvor de er bliver afskåret fra undervisning og risikerer at blive kørt ud på at sidespor. Jeg siger ikke, at jeg accepterer deres handlinger, men de har deres grunde til det.
For at sparke lidt til diskussionen siger Ahmet Demir, at det virker som om, at de unge er enige i, at problemerne skyldes, at forældre, lærere og pædagoger ikke tager ansvar og stiller krav til de unge.
Det fremkalder straks en reaktion. Hvis alle er enige, hvorfor er det så så svært at finde løsninger, spørger en pige.
Jeg tror også, at det handler om, at der er mange fordomme, siger en anden. Det får Ahmet Demir til at spørge om, hvor mange af eleverne, der selv er i kontakt med typer som Said og Hubert i filmen.
Flere fortæller, at de gerne ville tale med udlændinge, men at de ikke møder nogen i deres hverdag og derfor ikke har muligheden. En pige refererer til en scene i filmen, hvor de tre hovedpersoner kommer op og toppes med en betjent, som holder vagt på et hospital, hvor en af
deres venner ligger i koma efter at have været i nærkontakt med politiet. Du spørger om vi taler med dem.
Problemet er, at der mangler tillid. Der er nødt til at blive skabt nogle tillidsforhold først. Ahmet Demir minder hende om, at de tre fyre i filmen kun har dårlige erfaringer med politiet og derfor har svært ved at skelne mellem dem, der beskytter deres ven, og dem, der er efter dem. Han kender problematikken fra sit eget arbejde.
Når jeg arbejder med unge, som ligner dem på filmen, er deres holdning ofte, at alle danskere er racister. Der er det min opgave at justere deres holdninger. Det tager tid, men vi bliver ved, siger Ahmet Demir.
