Bragt i I skolebestyrelsens nyhedsbrev nummer (3/12)

Af Annette Wiborg

Kun 2 pct. af kandidaterne til det seneste skolebestyrelsesvalg i 2010 var tosprogede. Men det handler ikke kun om manglende engagement og kulturforskelle, når tosprogede familier bliver væk fra skolebestyrelserne og forældrearrangementerne, mener Ahmet Demir. Han er selv kurdisk indvandrer, cand.pæd., familieterapeut og socialkonsulent med base i Hvidovre. Ahmet Demir har mange års erfaring i at arbejde med familier med anden etnisk baggrund og holder bl.a. foredrag og kurser i samarbejde mellem skole og tosprogede familier.

Ofte er det gensidige fordomme, der besværliggør samarbejdet, siger han:

•  Skolerne oplever typisk, at de har svært ved at kommunikere med de tosprogede familier, fordi de måske ikke bruger forældreintra. De oplever måske ikke, at forældrene viser det store engagement i forhold til skolen, hverken når det gælder forældremøder, skolebestyrelsesarbejdet eller det sociale liv i øvrigt. Kontakten og dialogen mellem skolen og de tosprogede forældre er ikke optimal, heller ikke når vi taler 2. og 3.generations indvandrere. Men – uanset hvad er det børnene, der betaler prisen, når far, mor og skolen ikke samarbejder. De bliver gidsler mellem de to verdener.

 Fordomme trives

Men det er en fordom, at tosprogede familier er ligeglade med deres børns skoleliv, fastslår Ahmet Demir, som mener, at skolerne ofte ikke kender tilstrækkeligt til de familier, de taler om.

• Fordommene er jo gensidige, for hvis du spørger de tosprogede familier, har de også masser af fordomme om skolen: Hvis deres barn ikke fungerer, er det ofte lærerens eller skolens skyld, mener de. Men i det øjeblik, de to parter begynder at samarbejde, ændrer billedet sig.

Det er et spørgsmål om at prioritere indsatsen, mener Ahmet Demir:

•  Jeg møder konstant argumentet, at ”det har vi ikke tid og ressourcer til”, når jeg taler med lærere om, at man i stedet for kun at bruge forældreintra er nødt til at etablere en direkte personlig kontakt – ved at ringe til dem, besøge dem eller få dem til at komme op på skolen. Ud fra de aktuelle behov må skolelederen sammen med lærerne omrokere på ressourcerne, så det kan lade sig gøre.

Tydelig og direkte

Den direkte kontakt er meget vigtigt, og familierne vil gerne, er Ahmet Demir sikker på. Men kommunikationen skal være meget tydelig:

•  Jeg plejer at sige fx, at ”Hvis du ikke sørger for, at dit barn kommer i skole, render det rundt nede på gaden, og så er du selv med til at skubbe det i retning væk fra skolen. Og hvis dit barn skal være sund og rask, skal det også have sit gymnastiktøj med i tasken, så det kan få motion…” osv. Man skal være meget konkret, og så skal man holde fast! Det kan være svært for familien at forstå, at Ayse absolut skal med på lejrskole, når de bare skal ud og have det sjovt. Hvis far og mor ikke kan se meningen med, at Ayse skal af sted en hel uge, uden at læse en eneste bog, kræver det, at skolen gør sig umage med at forklare dem, hvad det betyder for barnets sproglige og sociale udvikling at være sammen med sine kammerater. Uden at være for abstrakt. Og vigtigst af det hele: Skolen skal holde fast, uanset! Og hvis dialogen er god, skal de aller fleste nok ende med at bakke op.
•  Skolen er nødt til at vælge en strategi ud fra, hvad det er for en forældregruppe, der er tale om, for tosprogede familier er lige så forskellige som alle andre. Det gælder om at aftale en måde at samarbejde på og udvikle et sprog, der gør, at de forstår, hvad vi mener, siger Ahmet Demir, der slutter med at opfordre til at bruge tolk, hvor det er nødvendigt.

Men det skal ikke være hvem som helst:

•  Det skal være en uddannet kvalificeret tolk. En dårlig tolkning kan bryde tillidsforholdet og have alvorlige konsekvenser for samarbejdet.