Mødet mellem politi og etniske minoriteter

Bragt i Dansk Politi (06/03/2007)

Jeg skriver dette Synspunkt, fordi man i medierne hører om hændelser, hvor politiet og de etniske minoriteter er i konflikt. Senest var onsdag den 31. januar, da jeg i en nyhedsudsendelse så et indslag, hvor en etnisk mand blev interviewet. Jeg troede ikke mine egne ører.

Manden fortalte om en mindre bilulykke, hvor politiet var blevet tilkaldt. Her skulle to politibetjente have kaldt manden for abekat, perkersvin mv. Og som bevis fremviste manden optagelser af hændelsen, som han havde lavet med sin mobiltelefon.

Sådanne historier kan få mange samfundsborgere til umiddelbart at reagere på de to politimænds udtalelser og handlinger over for den etniske mand. Samtidig har vi også set, hvordan etniske unge har blokeret eller saboteret ambulancer og politiets udrykning til ulykkesteder.

Vi kan sikkert være enige om, at det er en uacceptabel måde, betjentene behandlede manden på; men det er også uacceptabelt, når politiet eller redningsarbejdere bliver forhindret i at udføre deres arbejde. Jeg håber ikke, at enkelthistorier skal danne vores syn på politiet ej heller på de mennesker, som blokerer redningsarbejde – jeg har selv i mange år haft et givtigt samarbejde med politiet i forbindelse med mit arbejde med børn og unge.

Gruppernes kendskab til politiet i deres oprindelige land

Især etniske minoritetsgrupper fra mellemøsten kender politiet fra deres hjemland som voldelige magthåndhævere. Det juridiske system og menneskerettighederne har ofte ringe betydning for politiets adfærd over for borgerne.

En del etniske minoriteter har enten bevidst eller ubevidst deres viden og oplevelser med hjemmefra, og det danner baggrund for deres handling og reaktion.
Nogle tror, at politiet ikke varetager samfundsborgernes interesser, men primært tager vare på statens interesser. Det kan også være mistro, mistillid, benægtelse og forsøg på at stemple politiet som racister.

Politiets møde med gruppen

Når politiet møder sådanne holdninger og mønstre, vil det efter min mening kunne skabe konflikt. Her mener jeg, at politiet både i sin grunduddannelse og senere hen i sit daglige arbejde, har brug for faglig support. For eksempel ud fra det konkrete daglige arbejde at tage nogle af de komplicerede situationer op til faglig drøftelse.

Her tænker jeg på, at der bør indgå politifolk, der har erfaringer med disse problemer, og at politiet også må bruge faglig supervision. Eksempelvis med fokus på handlings- og reaktionsmønstre hos etniske grupper. Jeg mener, at erfarne kolleger og faggrupper er en af de måder, hvorpå vi kan støtte politiet i det daglige arbejde.

Mit kendskab til etniske minoriteter og politiet viser også andre sider end de negative, vi hører om i medierne.
Når man hører om negative optrin mellem politi og etniske minoriteter, tænker man straks på, at folk gerne vil stemple alle danske politifolk og minoriteter og skære dem over en kam i stil med “politiet er racistisk, og de etniske minoriteter er respektløse”.

Det er ikke det, jeg oplever, fordi jeg via mit arbejde kender til begge grupper og oplever og hører ting, som er beroligende, modsat det vi hører i medierne. Det, jeg hører og oplever fra etniske minoritetsgrupper, er noget andet; især vil forældrene ofte gerne advare de unge med ord som: “I skulle møde politiet i vores hjemland.” eller
“Vær glad for at det danske politi ikke slår jer, men vil tale med jer og behandle jer som mennesker.”

Den ældre generation har stor respekt for autoriteter

Der er også forskel mellem de etniske gruppers generationer. Især ser den ældre generation politiet som en autoritet. Man skal “betingelsesløst acceptere” deres krav, ellers bliver man hårdt straffet. Den yngre generation, og især dem der kommer i kontakt med politiet på grund af deres uhensigtsmæssige adfærd oplever, at politiet er efter dem, fordi de er “sorthårede”.

Min erfaring viser dog, at denne holdning hos unge ikke kommer fra hjemmet, men stammer fra ungdomsmiljøet som er på kant med lov og orden. Selv om nogle grupper har sådanne syn på politiet, viser min erfaring mig, at de unge før en afhøring kan have en meget negativ holdning og stempler alle politifolk som racister.

Men når de unge bliver behandlet efter de juridiske og menneskeretslige spilleregler, og politiet ikke mindst viser sine menneskelige sider, har jeg hørt nogen sige, når vi forlod politiet: “Ja, jeg må sige, at i hjemlandet ville jeg ikke få den behandling …politiet tænker som mine forældre, for de siger, jeg skal tænke over konsekvenserne af mine handlinger …”

Jeg mener, der er væsentlige opgaver foran os i mødet mellem politiet og de etniske minoriteter. Jeg tænker blandt andet på unge på kanten af loven og med uhensigtsmæssig adfærd, som for eksempel blokerer for ambulancer og politiets udrykning.

Her mener jeg, det er noget, vi skal arbejde på, på mindst to planer, både det generelle, at man må arbejde med, at politiet får efteruddannelse på dette område, så de kan håndtere tilspidsede konflikter etisk korrekt, og det forebyggende arbejde helt fra skolealderen med børns og unges syn på de forskellige myndigheder.

Jeg mener, der skal handles her og nu, når vi ser unge på et ulykkessted vise en urimelig adfærd, som at blokere for hjælpen til andre mennesker.

Arbejde med holdninger

Jeg mener, der skal to ting til: Først må man handle ud fra de juridiske spilleregler, og dernæst, hvis der juridisk er mulighed for det, mener jeg, at en gruppe bestående af forskellige faggrupper, for eksempel konfliktmæglere, skal tage fat på disse unge og deres familie.

Parallelt med en juridisk behandling må man tage fat på unge ud fra den konkrete sag og tydeliggøre spillereglerne for dem, og de sociale myndigheder må tage hånd om dem, hvis der er problemer. Her mener jeg, at vi pædagogisk også må arbejde konstant med unges syn på og holdning til politiet og andre myndigheder.

Til sidst må man konstant arbejde på at minimere negative episoder som set i medierne.

Dertil er mit bud:

At vi i vores arbejde med børn og unge, i pædagogiske institutioner og foreningslivet, skal forsøge at skabe rum for at lære dem om samfundets spilleregler og myndighedernes funktioner.

Jeg så gerne, at politiet kunne være mere synligt i de forskellige ungdomsprojekter. Jeg vil gerne indgå aftale med politiet om at arrangere socialpædagogiske aktiviteter, der kan give en positiv afsmitning og forbedre samarbejdet mellem politiet og de unge, og ændre unges syn på politiet.

Forældrene må også tage deres del af ansvaret, og i forskellige mødefora må vi forsøge at oplyse dem om deres del af ansvaret og om spillereglerne her i landet. Jeg har positive oplevelser fra forældrehøjskoler for etniske forældre, hvor jeg underviser – forældrene er enormt modtagelige for de forskellige oplysninger, de modtager.

Også de forskellige etniske foreninger må have interesse i at indgå i dette arbejde, for eksempel med debat og oplysning om politiets funktion i samfundet. Alt sammen for at lære gruppen af etniske minoriteter om politiets funktion og politiet om de etniske minoriteter.

Mit håb er, at diverse fagforeninger og uddannelsessystemer kan medvirke til at udruste politiet med kulturelle handlekompetencer og viden om etniske reaktionsmønstre i de konkrete situationer.