Det er ubeskriveligt for mig og sikkert også for andre, der har mistet kære familiemedlemmer. Deres død efterlader dybe ar i vores sjæl. Ingen af os kan komme uden om det eksistentielle vilkår, at vi en dag dør og tager ud på den evige rejse.

For mit vedkommende mistede jeg for seks år siden min svigerdatter Sevgi og mit barnebarn Rodi. I dag er det min kære Sevgis fødselsdag, hun ville være fyldt 30 år. Deres død har medført en konstant smerte i vores liv, især hos Sevgis mand og forældre, men vi savner dem alle og føler stor sorg og smerte, for deres eksistens betød meget for os.

Jeg husker Sevgi som et menneske med åbent sind og et stort hjerte for sine medmennesker. Hun kunne rumme forskellighed og se forskelle som styrker. Sevgi prioriterede i sit liv at investere i sin kernefamilie og sætte pris på hvert enkelt menneske uanset kultur og religiøs baggrund.

For at mine læsere kan forstå og føle Sevgis medmenneskelighed, vil jeg dele en oplevelse, fra da Sevgi var cirka 22 år. Vi var på ferie i Tyrkiet og var på vej fra landsbyen til byen en sommerdag med over 30 graders varme. Undervejs så vi nogle mennesker arbejde under den stærke sol, og

Sevgi fik øje på en pige cirka. 12 år, der arbejdede sammen med sine forældre.

Pigen havde ingen sko, men gik barfodet. Jeg husker tydeligt Sevgis reaktion:”… nej… nej, det kan ikke være rigtigt, at den pige går barfodet, og jeg står her med mine sko… nej, det kan jeg ikke lide… jeg tager mine sko og giver dem til pigen…”

Pigen syntes, det var pinligt, men Sevgi holdt fast og overtalte hende til at tage imod skoene. Pigen fik tårer i øjnene over den måde, hvorpå Sevgi behandlede hende.

Jeg kan nævne flere eksempler på Sevgis åbenhed og hjerte for mennesker, men hun er ikke blandt os mere. Hun er lagt i graven sammen med mit elskede barnebarn.

Min familie og jeg vil altid huske dem, og de lever i vores hjerter, selv om de ikke fysisk er til stede. Vi elsker dem og græder over, at de ikke er sammen med os.