Hans Elbeshausen, Lektor, Det Informationsvidenskabelige Akademi/tidl. Danmarks Biblioteksskole

Ahmet Demir, Cand.Pæd; Familieterapeut, Selvstændig socialkonsulent

Publiceret: 12/1-2012 Kategori: Anmeldelser  Tip en ven

Islam og muslimer i Danmark. Religion, identitet og sikkerhed  efter 11. september 2001. Redigeret af Marianne Holm Pedersen og Mikkel Rytter.

Museum Tusculanums Forlag. September 2011 325 sider. ISBN 978 87 635 3695 0

Terror, sikkerhed og religion i det åbne samfund

Mindesmærker er symboler, der i fortættet form gengiver og videregiver de værdier, den historie og selvforståelse, der udgør nationens identitet. Som symboler er de en væsentlig del af den kollektive hukommelse; de former nulevende og fremtidige generationers erfaringer og sprog; symbolernes iscenesættelse følger ofte overleverede regler, der er hentet fra den sakrale verden. Grundlovsdagen fejres for eksempel som en åben folkefest med en ceremoniel retorik, der hylder demokratiet og værdier som frihed og solidaritet. Den 5.maj 1945, mindedagen for Danmarks befrielse fra tysk besættelse, er en officiel flagdag; desuden sættes den 4. maj tændte stearinlys i vinduerne.

Når Islam og Muslimer i Danmark bruger den 11. september 2001 som referencepunkt, så er denne dato ikke en enestående begivenhed i dansk historie. Datoen markerer dog mere end en teknisk periodeafgrænsning. Hensigten med bogen er dermed også givet: nemlig at undersøge, forklare og drøfte, hvad denne dag betyder for det politiske liv og den politiske kultur i Danmark. Det er medborgere med islamisk og muslimsk baggrund, der her er i bogens analytiske fokus.

Jo længere man kommer i sin læsning af bogens 11 bidrag plus den informative indledning, jo tydeligere bliver det, at den 11. september ikke kun har ændret livet for denne gruppe medborgere. Dagen ses også som symbol på det åbne samfund og dets sårbarhed. Den har ændret den politiske kultur i Danmark. Sikkerhed er et af nøgleordene; spændingen mellem sikkerhed og frihed er bogens centrale problemstilling.

Islam og muslimer i Danmark belyser imidlertid ikke kun, hvordan den politiske kultur i landet har forandret sig. I det omfang begreber som religion eller identitet inddrages, udvides antologiens analytiske perspektiv. I artiklen Asyl, insh’allah. Tro og mistro i det danske asylsystem analyserer Zachary Whyte for eksempel religion som et praksissystem og ikke som en troforestilling eller et meningssystem.  Denne perspektivforskydning fører frem til den overraskende konstatering, at asylsystemer nemt kan ændre sig fra at være juridiske til at blive religiøse institutioner. De kan således minde om et katolsk skriftemål, hvor der søges om og i nogle tilfælde gives syndsforladelse for en fortid, der ligger hinsides landets grænser.

Det er på mange måder et indlysende og godt valg, at bogens redaktører har givet megen plads til religionsrelaterede emner. Religionens genkomst i den politiske arena provokerer nemlig en række spørgsmål: Er religionen blevet mere synlig i dansk politik eller er vi på vej ind i et post-sekulært samfund? Er den 11. september et eksempel på den konflikt mellem Islam og Vesten, som Samuel P. Huntington, amerikansk professor i politikvidenskab, i sin bog civilisationernes sammenstød taler om? Er religionens nye synlighed i det offentlige rum et resultat af, at vi i øjeblikket oplever en transformation fra at være kulturelt homogene til at blive kulturelt mangfoldige nationer? Selvom -forståelig nok – ikke alle disse spørgsmål tilnærmelsesvis kan besvares, så bliver læseren dog gjort opmærksom på, at begreber som nation, offentlighed eller kulturelle værdier er under kraftig forandring.

Nuanceringer og differentieringer

In en vis forstand er den 11. september 2001 og efterfølgende terrorhandlinger i Madrid og London blevet beskrevet ud fra præmissen om, at verden og Danmark befinder sig i en undtagelsestilstand. I undtagelsestilstanden trækkes grænserne mellem kulturer skarpt op. Det politiske liv opleves som polariseret. Modstandere bliver til fjender. Stat og nation befinder sig i en permanent forsvarssituation, fordi landets eksistens, dets centrale værdier og bærende institutioner er truede. Kommunikation og interaktion mellem forskellige sociale, etniske og religiøse grupperinger aftager til fordel for gruppeintern kontakt. Den sociale sammenhængskraft bliver svagere. Den negative integration, der skelner skarpt mellem venner og fjender, skal rette op på manglen på social sammenhold. Majoritetskulturens selvforståelse bliver fremstillet som den eneste gældende og legitime værdiorientering, som alle grupperinger forventes at acceptere – ikke nødvendigvis som deres egen, men som den eneste gyldige.

En situation, der betragtes som en undtagelsestilstand, kræver handling blandt andet i form af sikkerhedsliggørelse. Begrebet, der henvises til i flere artikler, stammer fra Ole Wæver, professor i International Politik på Københavns Universitet. Sikkerhedsliggørelse udstyrer regeringer med et omfattende mandat til at gribe ind over de trusler, som italesættes som truende og alvorlige. Behovet for at agere står øverst på den politiske dagsorden.

Islam og muslimer i Danmark ser nærmere på fænomenet sikkerhedsliggørelse og dens mulige konsekvenser for etniske minoriteter i det danske samfund siden 2001. Ulrik Pram Gad (Muslimer som trussel – Identitet, sikkerhed og modforanstaltninger) belyser således på eksemplarisk vis, hvordan regeringens skiftende integrationsdiskurser i perioden fra 2001 – 2008 har fortolket landets sikkerhedsproblem og dermed har skabt et grundlag for regeringens ageren. Antologiens bidrag til den politiske debat består i at diskutere, hvordan den administrative magt bedst kan afbalanceres gennem demokratiets kommunikative magt. Hvad tjener landets og nationens interesser bedst? Dette spørgsmål udvides i bogen med et etisk-politisk perspektiv. Her stilles det inkluderende spørgsmål: Hvad er godt for alle? Dets besvarelse fører til nuanceringer og differentieringer i opfattelsen af, hvad islam og muslimer er i Danmark. Lad os give nogle eksempler.

Jørgen Bæk Simonsens bidrag Fortolkning af islam i Danmark – dialektikken mellem majoritet og minoritet argumenterer mod dem-og-os perspektivet og en monolitisk opfattelse af Islam. Dette gælder både den offentlige mening og forskningen. I den velskrevet artikel fremhæver Simonsen, at Islam allerede i 1920-erne er kommet til Danmark gennem konvertitter og Islam i dag er blevet en integreret del af Danmark – selvom traditionalisterne på begge sider har svært at acceptere denne kendsgerning. Garbi Schmidt begår måske antologiens mest interessevækkende artikel. I bidraget Nørrebro og ”det muslimske” bliver fortællinger af Pia Kjærsgaard, Moses Hansen, Hizb ut-Tahrir og Ashura-bevægelse om Nørrebro og danskhed analyseret. Især steder som Nørrebro bliver på grund af deres særlige symbolkarakter til en projektionsflade for ideologisk farvede fortællinger om nationens fortid, fremtid og selvforståelse.

Retorisk Debat

Fortællingerne om Nørrebro er historier om kulturelt forfald, om modstand mod det fremmede, om lidelse og kulturel undertrykkelse eller om retten til at forsvare den sande tro. De er del af en permanent retorisk debat, som drejer sig om den rette udlægning af danskhed. Vinderen af denne debat opnår således retten til at sikkerhedsliggørelsen af det fremmede foregår på dens præmisser.

Den sidste artikel, vi vil bruge som eksempel på nuanceringer og differentieringer, er Connie Carøe Christiansens bidrag Islamisk mode og stilmæssige strategier. Efter den meget ophidsede debat om burkaforbud i Danmark og andre europæiske lande er det oplagt at undersøge, hvilken rolle islamisk tøjstil spiller i kommunikationen mellem personer fra forskellige kulturer. Resultatet er Christiansens analyse er interessant i to henseende. For det første er medierne og politikerne for meget fikseret på tøj (hijab eller burka) som et entydigt symbol, således at man nemt kommer til at overse, hvordan den enkelte strategisk bruger sit tøj og moden i kommunikationen. For det andet konkluderer forfatteren, at islamisk mode og dens bevidste brug i det offentlige rum, er et klart tegn på, at kvinder med islamisk bagrund ikke længere tilhører privatsfæren.

Forskerens forpligtelse

Islam og muslimer i Danmark er et godt og nødvendigt stykke oplysnings- og forskningsarbejde. De forskellige bidrag supplerer hinanden på en interessant og indsigtsfuld måde; antologien som helhed belyser med analytisk skarphed ret grundlæggende forandringer i den politiske kultur i Danmark tiden fra 2001 og frem til 2011 på integrationsområdet. Ser man bort fra et bidrag, hvor forfatteren overdriver den videnskabelige jargon, er Islam og muslimer i Danmark et velskrevet stykke samtidshistorie.   Antologien skal i særdeleshed roses for det samfundsengagement, som forskerne udviser. Vi afslutter anmeldelsen med at citere fra Lone Kühles artikel Radikalisering: ekstremisme eller vækkelse? En undersøgelse af aarhusianske muslimers holdninger: 

Spændingen mellem en policydagsorden og en forskningsdagsorden kan ikke umiddelbart forløses, men forskningen har ikke kun en funktion i forhold til forskningen: Man har som forsker også en forpligtelse til, uanset hvor vanskeligt det forekommer, at holde regeringen, sikkerhedstjenester og andre ansvarlige for den policy, der føres.